Kolding Kommune sætter nu ekstra ind for at styrke idrætstilbuddene til børn og unge med udfordringer eller handicap. Med initiativer som HelteCup, Helteakademi og en ny idrætscertificering er målet at skabe flere muligheder for bevægelse, trivsel og meningsfulde fællesskaber.
Ifølge kommunen er bevægelse vigtig for både det fysiske og mentale helbred, og ambitionen er, at tilbuddene skal være for alle – uanset funktionsniveau.
»HelteCup, Helteakadademi og en idrætscertificering er tre nye indsatser, der sammen med kommunens øvrige fokus på parasport understøtter vores mål om at flere børn og unge deltager i motion og meningsfulde fællesskaber – uanset funktionsniveau,« siger Kenneth Røn Christiansen, familiechef i Børne-, skole- og familieforvaltningen.
På Toppen, som er kommunens aflastningstilbud til børn og unge med forskellige handicaps, og på Tinghøj, der er børne- og ungehjem og støtteophold, er medarbejderne i løbet af det seneste halve år blevet idrætscertificeret. Uddannelsen udbydes af Parasport Danmark og VIA University College.
Ifølge familiechefen handler certificeringen om mere end sport.
»En idrætscertificering af vores tilbud og personalegrupper styrker mulighederne og inspirerer til, at vi inddrager kroppen i hverdagspædagogikken i vores arbejde med børn og unge med forskellige handicaps eller sociale udfordringer. Det handler ikke kun om idræt – men om livsglæde, mestring og at opleve fællesskab og glæde i hverdagen.«
Samtidig lancerer Kolding i samarbejde med Børneulykkesfonden både Helteakademi og HelteCup. Helteakademiet bliver et ugentligt tilbud, hvor børn og unge kan mødes og dyrke motion sammen.
HelteCup afholdes for første gang i Kolding lørdag den 28. februar i Sydbank Arena fra klokken 10 til 13. Det er en aktiv familiedag for børn og unge med handicap og deres familier. Arrangementet er gratis og har plads til 100 børn og 100 voksne.
Deltagerne kan bevæge sig rundt mellem ni forskellige aktiviteter og deltage på egne præmisser. Konceptet har tidligere haft succes i blandt andet Vejle.








