I artikelserien ”kunsten at lede” tager vi nu hul på den egentlige værktøjskasse for lederen. Efter en række betragtninger om ledelse i de foregående 14 artikler, er det tid til at trække i arbejdstøjet. Det drejer sig om konkrete ledelsesværktøjer, der sætte lederen i stand til at udfolde sin daglige lederadfærd på en god og hensigtsmæssig måde. Det første ledelsesværktøj handler om at sætte sig mål.

Indledning

At opstille og sætte mål for sig selv og andre er en af lederens vigtigste opgaver. For hvis lederen ikke ved, hvor vi skal hen, så ved vi ikke, hvad vi skal lede efter. Det gælder både for lederen selv og de ledte. Ellers forbliver de vildledte og stikker af i ofte hver sin retning. At formulere mål og målsætninger er dog kun den ene side af mønten. Den anden side af mønten drejer sig om, at nå de formulerede mål og målsætninger. For mål og målsætninger mister meget af deres værdi og formål, hvis de ikke nås. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan vi formulerer de mål og målsætninger, vi sætter os, når begge sider af mønten, som Ying og Yang, skal hænge fuldstændigt sammen.

At formulere mål SMARTER

En måde at formulere mål på, som jeg tog til mig for mange år siden under træningen hos Acuity World, bygger på huskeordet, SMARTER. Flere vil sikkert sige, jamen det kender vi jo godt. Det sagde jeg også dengang. Men kunsten ligger i detaljen. Kunsten ligger i indholdet af huskeordet SMARTER. Her formuleres mål og målsætninger ud fra syv sammenhængende begreber. Mål og målsætninger skal formuleres ….

Specifikt

Mål og målsætninger skal formuleres helt specifikt. De skal være så positive, så præcise og detaljerede som muligt. Målsætningerne skal kunne give svar på, hvad det er, vi ønsker os? Hvad det er vi vil have? Hvor meget? Hvilket omfang? Hvor?

Målbart

Mål og målsætninger skal være målbare. Målsætningerne skal kunne give svar på, hvad beviset er på, at vi har nået vores mål? De skal give svar på, hvordan vi vil vide, at vi har nået vores mål? Hvad vi vil se, høre og føle, når vi har nået målet?

Attraktivt

Mål og målsætninger skal være attraktivt formuleret. Målsætningerne skal kunne give svar på, om hvorfor målet er vigtigt og attraktivt for os? Svar på om hvad der ville gøre målet attraktivt for dig? Svar på hvad skal du gøre for at opnå målet? Hvis målet er et middel til at nå et andet bagvedliggende, større mål, så skal det også med i den samlede målformulering. Her vil det også være en tankevækkende fordel at svare på følgende laaaange spørgsmål: ” Når du tænker på, hvordan det bliver at opnå målet, sætter det dig i stand til og villig til, at begynde på dét, der er nødvendigt for at få dét til at ske og til at tage de første skridt? ”

Realistisk

Mål og målsætninger skal være realistiske. Målsætningerne skal kunne give svar på, om målet er realistisk i forhold til den tid og de muligheder du har til din rådighed? Eller er der noget, der skal justeres?

Tidsbestemt

Mål og målsætninger skal være tidsbestemte. Målsætningerne skal kunne give svar på, hvornår du gerne vil opnå de opstillede mål? Hvilke skridt skal der tages for at nå målet, og inden for hvilken tidsramme det skal ske?

Etisk

Mål og målsætninger skal være etisk og holistisk formuleret. Det vil her sige, at målsætningerne skal give svar på, hvilke fordelene og positive gevinster, der er, ved at opnå målet? Målsætninger skal formuleres ind i en helhed med alle andre formulerede mål og målsætninger, som du ønsker at nå. Hvis målsætningen indeholder negative konsekvenser for dig, og det du er en del af, bør du genoverveje målsætningen, reformulere eller forkaste den.

Revurdér

Når målene og målsætningerne er formuleret SMARTE,begynder rejsen henimod dem. Undervejs forandre verden omkring dig, både under formuleringsprocessen, og mens du er på vej mod de formulerede målsætninger. Undervejs er det derfor relevant, at du stiller dig selv spørgsmålene: ” Er målet stadig relevant? Og understøtter den nuværende situation og de nuværende forhold opnåelsen af det mål, vi i sin tid satte os? Eller skal vi justere, omformulere eller sætte os helt nye mål? SMARTE bliver til SMARTER og igangsætter den uendelig iterative målsætningsproces, som en af de vigtigste dele af ledelsesprocessen.

At nå dine mål

Den anden side af mønten ”at nå dine mål” afhænger meget af din identitet som leder, dine overbevisninger, dit værdigrundlag og din etik, dine kendetegn som leder og dine personlige ledelsesprincippet, som jeg alle har skrevet om i tidligere artikler. Det er dog ikke nok, for at nå de mål, vi sætter os.

Som leder skal du naturligvis også have styr på, hvem der gør hvad, og hvornår det gøres. Det overordnede mål kan sandsynligvis opdeles i delmål for den enkelte medarbejder og leder. Her drejer det sig om – specielt i begyndelsen – at opdele mindre delmål, der er lette at nå. Det er med til at gøre dem endnu mere attraktive og motiverende at nå for dig selv, både som leder og medarbejder.

Lederens positive feedback til medarbejderne understøtter dette. Delmål og de små sejre skal også fejres og påskønnes.

Afrunding

I den foranderlige og kaotiske verden, som vi oplever, er lederens paradoksale evne til at fastholde og samtidig justere de formulerede mål afgørende for at nå den fastsatte målsætning. For at skabe de forandringer verden har brug for, skal lederen kunne holde målet for øje, både for sig selv og sine medarbejdere, og fastholde det. Det kræver mod at fastholde det. Det kræver også mod til at give slip på målet og justere det, når fastholdelsen af målet ikke længere giver mening. Ikke for at give op, men blot for at sætte sig nye mål, fordi man er blevet klogere.

Næste uges artikel handler derfor ”om at beslutte sig”.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her