Foto: Thomas Max - avisen.nu

Mandag blev gruppeformændene i Middelfart Byråd samlet til et møde, der skulle have været et uformelt møde forud for budgetforhandlingerne. I stedet endte mødet med at udløse en konflikt, der ifølge flere byrådsmedlemmer udviklede sig til en konfrontation. Det har efterladt flere byrådsmedlemmer rystede og utilfredse. Som konsekvens har Danmarksdemokraterne og Enhedslisten har valgt at forlade budgetforhandlingerne. Dansk Folkepartis viceborgmester kan ikke genkende forløbet.

Jonas Jensen fra Danmarksdemokraterne er en af de centrale personer i denne sag. Han beskriver episoden som en verbal konfrontation, der hurtigt blev fysisk. Ifølge Jensen begyndte Steffen Daugaard fra Dansk Folkeparti at råbe, da Jensen udtrykte sin modstand mod det fremlagte forslag.

– Jeg sagde, at jeg ikke kunne være med til det fremlagte, og så pustede han sig op. Steffen begyndte straks at råbe: ‘Du vil også bare ødelægge det hele. Du kan ikke deltage,’ og så videre. Han endte med at gå hen mod mig og daske mig på skulderen. Det var ikke en stille og rolig samtale, fortæller Jensen.

Jonas Jensen (tv) med Lasse Schmücker. Foto: AVISEN

Jensen understreger, at denne form for konfrontation er uacceptabel i et forhandlingsrum.

– Hvis vi skal diskutere i et forhandlingsrum, hvor vi skal forhandle, skal jeg ikke være i et rum, hvor jeg føler mig truet eller presset til at deltage på den måde. Det er ikke en samtale. Den måde, han afslutter på, gør, at jeg tænker, at der er ingen grund til at fortsætte dialogen. Jeg kan ikke deltage i forhandlinger, hvor det er sådan, siger Jonas Jensen.

Jensen forklarer videre, at det ikke er første gang Steffen Daugaard har brugt den tone. Mandag eskalerede det bare endnu mere end tidligere, mener Danmarksdemokraten:

– Det var trods alt lidt mere lavmælt før, men nu, når han sætter hælene i og konfronterer på den måde, står vi langt fra hinanden i rummet. Det optrapper konflikten, og jeg siger simpelthen, at hvis det skal være sådan, så må jeg overveje, hvordan Danmarksdemokraterne skal være med i en aftale, siger Jonas Jensen.

Jensen er bekymret for fremtidige forhandlinger og advarer om, at en sådan adfærd kan underminere hele forhandlingsprocessen.

– Politik kan være beskidt, men det her er over min grænse. Jeg vil ikke være en del af en proces, hvor nogen bliver angrebet på den måde, siger Jonas Jensen.

Steffen Daugaard afviser fysisk kontakt

Steffen Daugaard, medlem af Dansk Folkeparti, har givet sin version af hændelserne fra det omstridte gruppeformandsmøde. Ifølge Daugaard blev konflikten udløst, da Jonas Jensen fra Danmarksdemokraterne udtrykte, at der var noget galt med det fremlagte forslag. Daugaard bemærker, at:

– Ja, jeg sagde noget til Jonas, fordi han påstod, at der var noget, der var forkert, siger Steffen Daugaard.

Daugaard afviser, at hans reaktion var en form for fysisk konfrontation eller vold. Han påpeger, at det ikke er i orden at opfatte det som vold, da han ikke på nogen måde har anvendt fysisk magt:

– Manden er jo handicappet; man slår ikke på en med stok. Det er simpelthen ikke i orden, så selvfølgelig har jeg ikke slået eller puffet til ham, siger Steffen Daugaard.

DF’eren anerkender, at han og Jonas Jensen generelt har et betændt forhold, selvom de sidder ved siden af hinanden i byrådssalen.

– Vi er såkaldte sidekammerater, og byrådet er ikke altid enige. Men vi er ikke enige om, hvordan man går til politik, og det tror jeg egentlig er essensen af mine ord i går, siger Daugaard.

Steffen Daugaard fortæller, at Enhedslisten og Danmarksdemokraterne var inviteret med til gruppeformandsmødet, selvom de ikke stemte for en ny delaftale for folkeskolerne i Middelfart. Gruppeformandsmødet handlede om de kommende budgetforhandlinger, hvor partierne i Middelfart Byråd, ifølge Daugaard, gerne havde set et enigt byråd vedtage budgettet. Det bliver ikke tilfældet nu.

– De fastholder deres position, men de fik faktisk en chance til, og det synes jeg egentlig var fair. Men de tog ikke noget med sig, slår Steffen Daugaard fast.

Venstre-mand bekræfter episode

Anders Møllegaard fra Venstre bekræfter, at der var en grov tone til mødet.

– Jeg har sagt, at vi skal have en ordentlig tone i stedet for den nuværende, og det vil jeg gerne holde fast i, forklarer Møllegaard.

Han nævner, at han har diskuteret situationen med Jonas Jensen og de øverste ledere i kommunen.

– Jeg har talt med Jonas selv og har været oppe for at diskutere det med de øverste ledere. Jeg har sagt, at vi skal finde en tone, der er mere saglig og respektfuld, siger Anders Møllegaard, der ikke ønsker at kommentere på, om der har været en fysisk handling fra Steffen Daugaard i forbindelse med episoden.

Schmücker er overrasket

Lasse Schmücker fra Enhedslisten udtrykker også bekymring over den måde, konflikten er blevet håndteret på.

– Jeg er meget overrasket over, hvordan situationen udvikler sig. Vi er voksne mennesker, så vi burde kunne tale pænt til hinanden og føre politik uden at det altid skal eskalere på denne måde, siger Schmücker.

Schmücker mener, at den fysiske konfrontation mellem Daugaard og Jensen er uacceptabel.

– Personligt synes jeg ikke, at man skal puffe til en byrådskollega – det er ikke i orden. Vi er voksne mennesker. Jeg reagerede selv i situationen, selvom jeg mener, det er borgmesterens ansvar, siger Enhedslistens gruppeformand.

Han tilføjer, at borgmesteren, Johannes Lundsfryd, som formand for byrådet, bør tage affære i sådanne situationer.

– Han er valgt som formand for byrådet, så det er hans opgave at tage affære. Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal gøre det og spørge, hvad Steffen bilder sig ind. Vi skal kunne tåle at være uenige politisk. Jeg synes, det er en mafia-metode, der bliver brugt, siger Lasse Schmücker.

Borgmester Johannes Lundsfryd har ifølge Jonas Jensen været til stede i lokalet, da episoden fandt sted. Borgmesteren kan ikke genkende beskrivelsen af episoden, men ønsker derudover ikke at referere fra et lukket møde.