Hvis man siger Pippi Langstrømpe og tænker på verdens stærkeste pige med de røde fletninger, kan det måske virke lidt søgt at drage en parallel til en 56-årig forretnings- og udviklingschef. Men ikke desto mindre er det præcis, hvad Lars Peter Hermansen selv gør, når han skal forklare, hvorfor han har kastet sig ud i sit seneste eventyr: at udvikle tingene bag et hotel – noget, han aldrig har prøvet før.

– Det er lidt Pippi Langstrømpe-agtigt: ‘Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af,’ siger han med en mild latter. 

Og således opsummerer Hermansen måske bedst sin egen tilgang til det projekt, der har bragt ham til Middelfarts Marina, hvor Hotel Melfarhus stille og roligt tager form.

Et hotel – men ikke som de andre

For Lars Peter Hermansen, der har opbygget en alsidig karriere med ledende stillinger i mange velkendte sportslige organisationer, handler Hotel Melfarhus ikke bare om at stille senge til rådighed. Det handler om at gøre noget anderledes. Noget, der skiller sig ud.

– Beliggenheden her ved marinaen, stranden og bådehavnen er jo unik, forklarer han først. 

– Hotellet, som vi bygger, bliver et receptions- og bemandingsfrit hotel. Så på den måde skiller vi os ud fra andre hoteller i byen. Vi er ikke et konferencehotel, men vi henvender os bredt. Vi skal leve af at leje værelserne ud til forskellige grupper – håndværkere, forretningsrejsende, familier og turister.

Hotel Melfarhus bliver, som Hermansen beskriver det, et hotel for talrige. Og for talrige betyder det også for dem, der vil opleve de mange attraktioner, Middelfart og omegn har at byde på. 

– Middelfart har også mange naturskønne områder – vandrestier, cykelstier, Naturpark Lillebælt og meget mere. Hvis man ser på afstandene til Fredericia, Odense, Billund, Vejle og Kolding – og steder som Legoland og Givskud Zoo – så kan man faktisk dække rigtig meget på en halv times kørsel herfra. Og så har vi også selv attraktioner som Bridgewalking og CLAY her i Middelfart, bemærker han. 

Fra tom mappe til digitalt hotel

Hvordan går man fra at være direktør i sportsverdenen til at spille en central rolle i opbygningen af et hotel? Hermansen indrømmer, at det har krævet en del omstilling. 

– Da jeg startede, fik jeg en computer og en mappe, hvor der stod ‘Hotel Melfarhus.’ Den mappe var tom. Så det har virkelig været at starte fra scratch, siger han.

For det er ikke kun bygningen, der skal rejses. Der er også hele maskineriet bag: 

– Jeg har skulle sætte mig ind i bookingsystemer, digitale nøgler, ESG, Greenkey og alt muligt andet, siger han og bemærker at han styrer det, han selv kalder “alt det andet.”

Det andet er en hel del, men en stor del af fundamentet er også bæredygtighed. 

– Alt omkring hotellet bliver målt og vejet for at sikre, at det er så bæredygtigt og langtidsholdbart som muligt, forklarer han. 

Med en DGNB Guld-certificering på vej er Hotel Melfarhus også tænkt som et miljøbevidst alternativ.

– Der er ikke mange hoteller i Middelfart – hvis nogen overhovedet – der er bygget efter den standard. Vi vil også gerne være konkurrencedygtige på prisen, fordi vi ikke har døgnbemanding eller restauranter med kokke og den slags. Det gør, at vi kan ligge billigere end traditionelle hoteller. Det er en anden måde at drive hotel på, og vi håber, det gør os attraktive.

Middelfart som fremtidens centrum

Når Hermansen taler om Middelfart, strømmer hans optimisme tydeligt igennem, både i ordene og i tonen. For ham handler projektet lige så meget om, at hotellet bliver et symbol på byens fremtid. 

– Vi er ret overbeviste om, at Hotel Melfarhus, med placeringen på marinaen, er med til at understøtte den udvikling, man gerne vil have her. Det er klart, at man gerne vil skabe liv hele året rundt på en marina som denne, og det tror vi på, at vi kan bidrage til.

Han ser også hotellets potentiale i forhold til at trække flere arrangementer til området. 

– Vi kommer med 53 ekstra værelser til byen, og det kan også være med til at tiltrække flere events – både kulturelle og andre arrangementer. Og ja, når man ser på området som helhed, så ligger vi jo midt i smørhullet mellem Fredericia, Odense, Vejle og Kolding. Der er kun en bro mellem Middelfart og Fredericia, så på den måde bidrager vi også med værelser til hele regionen.

Mod fremtiden – med Pippi som forbillede

Da vi til sidst bevæger os gennem den rå cement og de ufærdige vægge, maler Lars Peter Hermansen et levende billede af hotellet. Med begejstring i stemmen peger han på, hvor lobbyen vil være, beskriver de moderne værelser og forklarer, hvordan det receptionsfrie system vil fungere i praksis. 

Med åbningen af Hotel Melfarhus planlagt til sommeren 2025 er der stadig et stykke vej at gå. Men for Lars Peter Hermansen er det netop rejsen, der er spændende. 

– For mig er den største motivationsfaktor, at det er noget, jeg ikke har prøvet før. Det er virkelig at komme ud af sin comfortzone, siger han afsluttende.

Og som en moderne Pippi Langstrømpe ser han frem mod den dag, hvor hotellet åbner sine digitale døre for de første gæster.

Billeder til brug her: