UDDANNELSE. Der er noget, Søren Ørgård Hansen godt kan lide ved Socialdemokratiets skoludspil. Og der er noget, der gør ham nervøs.

Han er formand for Vends Herreds Lærerkreds og lærer på Lillebæltskolen i Middelfart, og han kender folkeskolen fra gulvet — ikke fra et pressemøde på Amager. Da Socialdemokratiet i begyndelsen af februar lancerede »Lilleskolen« med et klasseloft på 14 elever i indskolingen og en investering på fem milliarder kroner om året, var hans første reaktion ikke begejstring og heller ikke afvisning. Det var en slags forsigtig lettelse.

»Altså overordnet synes jeg, det er rigtig dejligt, at der er fokus på at investere i folkeskolen. Det trænger vi til,« siger han.

Folkeskolen har ifølge ham i årevis fået for lidt i forhold til, hvad der er sket på det private arbejdsmarked — en pointe, som økonomen Nina Smith også har fremført, og som Søren Ørgård Hansen genkender fra hverdagen i klasseværelset. Da folkeskoleloven blev justeret for to år siden med større frihedsgrader til skolerne, var lærernes forventning, at der også ville følge penge med. Det skete ikke. Nu tager det nye udspil hul på det, mener han.

Klasseloftet er ikke det vigtigste

Men spørger man ham direkte om selve klasseloftet på 14 elever, er svaret mere afdæmpet, end man måske ville forvente fra deres formand. »I forhold til klassestørrelser, der tror jeg, at ligegyldigt hvilken lærer du spørger, så har man en holdning til, hvad der passer bedst i den kontekst, man er i. Det kan være alt fra seks og op til 24-25, alt efter hvor du er henne.«

Det afgørende for ham er ikke det præcise tal, men at pengene faktisk giver skolerne mulighed for at sætte læreressourcer ind, der hvor behovet er størst. Her ser han faktisk en elegant løsning i udspillets konstruktion — ikke som et rigidt loft, men som et udgangspunkt for finansieringen. »En af måderne at binde pengene er ved at sige, at udgangspunktet kunne være, at økonomien sættes til 14 elever i en klasse. Og så kunne man lokalt selv få lov til at bestemme, hvad der passer bedst.«

I Middelfart-området er det nemlig ikke ligegyldigt. Nogle skoler vil fysisk have svært ved at indrette sig efter et fast loft. Andre vil ikke have noget problem.

Pengene må ikke drukne

Hans største bekymring er hverken lærermangel eller bygningskapacitet. Det er noget mere abstrakt og mere sandsynligt. »Jeg bliver rigtig nervøs for, at det ender som et tilskud til kommunen til at drive skole. At der går nogle år, og så mister det den direkte betydning og ender i et prioriteringsrul.«

Han siger det uden bitterhed, men med en præcision der antyder, at det ikke er første gang. At han har stået her før — set en investering løbe ud i sandet, ikke fordi nogen ville det, men fordi alle vil have del i den samme kasse. Dagtilbud, socialområdet, ældreplejen. »Alle kan bruge flere penge,« siger han lakonisk.

Det er derfor klasseloftet ikke er det, han hæfter sig mest ved. Det nationale regnestykke interesserer ham mindre end et enkelt ord, der næsten er forsvundet fra debatten: klasselæreransvaret. Idéen om at én lærer har det primære ansvar for de samme 14 elever — kender dem, følger dem, er det faste punkt for forældrene. »Klasselæreransvaret har været svært at løfte i nogle år, fordi der ikke er sat direkte ressourcer af til det. Og det er helt afgørende i forhold til samarbejdet med forældrene, at man har nogen, der er primære for at sikre den tillid.«

For en lærer i Middelfart er det måske det mest konkrete i hele udspillet. Men det forudsætter, at pengene faktisk når frem, og at der er lærere nok til at bære ansvaret.

De 4.000 lærere

Og så er der spørgsmålet, som ingen endnu har et godt svar på: De 4.000 nye lærere, udspillet forudsætter.

Søren Ørgård Hansen tror ikke, svaret er at uddanne 4.000 nye. Han tror, svaret er at stoppe dem fra at forlade faget. »Det er næsten 20 procent af en nyuddannet årgang, der søger væk inden for tre år, og det er faktisk ikke fordi, de ikke vil være lærere i folkeskolen. Det er fordi, de ikke vil være lærere, når vilkårene er som de er.«

Danmarks Lærerforening har sammen med elever, forældre og skoleledere netop lanceret kampagnen »Folkeskolen kan mere«. Søren Ørgård Hansen kender budskabet udenad. Han har sin egen version. »Hvis du kun har én lærer til én klasse altid, så er overskuddet bare ikke til stede til at kunne gøre mere af noget.«