Forsinkelsen af broerne ved Prangervej har efterhånden udviklet sig fra en teknisk udfordring til en politisk sag, hvor frustrationerne er lige så tydelige som stålkonstruktionernes skævhed. Broerne skulle have stået færdige i midten af 2025, men ligger nu som et symbol på et forløb, der har tabt både tempo og retning. I dag er det ikke længere blot et spørgsmål om forsinkelse. Det er blevet en diskussion om kvalitet, ansvar og jura, og politikerne i Fredericia står nu med en sag, hvor entreprenøren har leveret et produkt, kommunen aldrig kunne modtage.
Danmarksdemokraternes Palle Dahl beskriver forløbet uden omsvøb. Han fortæller, at underleverandøren leverede broelementer, som var både skæve og dårligt svejset. Ifølge ham var kvaliteten så lav, at den ikke kunne betegnes som andet end helt ad h til. Han siger, at de tekniske medarbejdere hurtigt konstaterede, at elementerne ikke passede, og at det var synligt for enhver, der stod på pladsen. For ham er der ingen tvivl om, at kommunen gjorde det eneste rigtige, da man afviste at montere broerne. Han fortæller, at han selv stod på Prangervej med en forventning om, at broerne snart skulle på plads, men at det hurtigt blev klart, at arbejdet ikke holdt standarden. “Det der vil vi ikke have op at hænge,” siger han, og understreger, at det havde været langt værre at acceptere et fejlprodukt og bagefter hænge på konsekvenserne.
Venstres Kenny Bruun Olsen bekræfter billedet. Han beskriver broelementerne som skæve og vredne og siger, at det ikke var et produkt, der kunne godkendes af nogen fagperson i kommunens byggeledelse. Han fortæller, at kommunens specialister vurderede, at konstruktionen ikke kunne lægges op, og at det derfor var nødvendigt at sende den retur. For ham er der ingen tvivl om, at entreprenøren må bære ansvaret. Når man indgår en kontrakt og modtager en opgave, følger der et ansvar med for at levere korrekt og føre tilstrækkeligt tilsyn med den underleverandør, man selv vælger. Han ser dagboden som en naturlig følge af forsinkelsen, men minder om, at det nu bliver en juridisk proces, der skal afgøre, om beløbet kan kræves. Han siger, at han har fuld tillid til, at kommunens jurister har regnet rigtigt, men forventer samtidig, at entreprenøren vil gøre, hvad entreprenører ofte gør i den type sager: afvise kravet og forsøge at skyde skylden tilbage.
Hos Socialdemokratiet og den nye formand for Teknisk Udvalg, John Nyborg, er tonen mere afdæmpet, men indholdet det samme. Han fortæller, at produktet ikke levede op til det kvalitetskrav, kommunen havde fastsat, og at man derfor ikke kunne sætte broerne op. Han påpeger, at der tidligere i processen også har været andre udfordringer, blandt andet mangel på råvarer og arbejdskraft, men at det var kvaliteten af stålelementerne, der blev udslagsgivende for forsinkelsen. Han vil ikke placere ansvaret direkte hos en bestemt aktør, men understreger, at kommunen havde en legitim forventning om at modtage et produkt, der kunne godkendes. Det gjorde man ikke, og derfor kunne man ikke fortsætte.
Nyborg siger, at han har forståelse for, at borgerne er frustrerede. Han fortæller, at han selv stod på voldsturen forleden og tænkte, at det havde været en helt anden oplevelse, hvis broen havde ligget klar. I stedet står området stadig afspærret, og borgerne må vente endnu længere. Han håber, at broerne står færdige i 2026, men tilføjer, at han har lært, at man skal være meget varsom med datoer i byggesager, hvor flere parter er involveret. Han siger, at det vigtigste nu er at sikre, at kommunen får det produkt, man har bestilt, og ikke mindst, at borgerne til sidst får en bro, der kan holde.
Alle tre politikere er enige om, at dagbodssagen nu bevæger sig over i det juridiske felt. Kommunen har opgjort dagboden til lidt over en million kroner, men entreprenøren afviser kravet. Dahl kalder det et oplagt resultat af et brudt kontraktforhold. Bruun Olsen siger, at det nu er juristerne, der skal afgøre, hvem der står tilbage med ansvaret. Nyborg siger, at det er almindeligt, at sådanne sager ender i enten et forlig eller en retlig afklaring. Ingen af dem forventer, at konflikten løses hurtigt.
Der er samtidig bred politisk forståelse for borgernes oplevelse af sagen. Alle tre politikere peger på, at området omkring Prangervej har været en byggeplads længe, og at borgerne har set frem til en løsning, der nu er udskudt. Politisk er der dog også en markant fastholdelse af, at kvalitet må gå forud for tempo. Ingen af de tre ønsker, at kommunen modtager et produkt, der ikke lever op til kravene. Det har været den politiske bundlinje fra starten, og det er også den, der vil styre den videre proces.
Når man lægger politikernes vurderinger sammen, står der et klart billede tilbage: broprojektet ved Prangervej er blevet ramt af fejlproduktion, afviste leverancer, en juridisk tvist om dagboden og en tidsplan, der er skubbet mindst et år frem. Men den politiske fortælling er også en fortælling om konsistens. På tværs af partierne er der en fælles forståelse af, at kommunen har gjort det, den skulle, og at entreprenøren nu må rette op på arbejdet. Først når kvaliteten er, som den skal være, vil broerne blive lagt på plads. Indtil da må borgerne vente på, at teknik, jura og tidsplaner falder i hak.
