Af: Martin Lund Andersen, virksomhedskonsulent ved Fredericia Kommune.
Martin inviterer os ind i en fortælling om barndommen i Fredericia, en provinsby med dybe historiske rødder, kendetegnet ved industri, fodbold, foreningsliv og hverdagens eventyr.
Lille provins du ser mig i øjnene, når jeg ser tilbage. Sælsomme tråde fra min livsverden væver sig ind i byens dna. Egentlig aldrig rigtig været forelsket, men et arrangeret ægteskab mellem byen og mig blev båret frem af mine forældre, så min skæbne tilsagde mig, at jeg måtte spise hvad der kom på bordet. Jeg måtte lære at holde af byen startende der, hvor voldanlægget måske var min første erindring om et paradis. Skabt med håndskovl, knofedt og en trods mod Preussen, og lange år efter en lille drengs længsler efter oplevelser, der kunne sprænge kedsomheden i luften.
Jeg blev fortalt, at under det bronzefarvede vand, som var iklædt sine smukke åkander og siv, levede det vildeste rovdyr gedden. Eller “rugbrødsgedden” som folket døbte den. Jeg så billeder af gedden i bøger på børnebiblioteket på Egumvejen skole. Bibliotekar Hinkler – en flink mand som også var vikar engang imellem, ville gerne gøre en indsats på forespørgsler. Man kunne finde “gaver” i træerne hvor andre havde mistet fiskegrej, liner, flåd og kroge man kunne få ned og gøre til ens ejendom. Liner blev bundet sammen i tiltro til, at den store “rugbrødsgedde” gik langt ude i Voldens bronzevand. Sådan lå Volden bare med sin historie, og var en magnet for en drengs længsler efter action. Der skulle arbejdes for et klimaks dengang. Oceaner af tid mellem øjeblikke hvor der skete noget, som ikke var skemalagt. Livet i børnehøjde føltes uendelig langsomt. Havde vi kendt ordet, havde vi råbt op, at vi var blevet krænket af kedsomheden.
En ny æra startede efter lang tids plagen efter at få fisk hjemme på værelset – et akvarium!. Jeg havde nogle gange været inde i Klovnefisken i Danmarksgade hos Hans Jørgen med det store overskæg. En spændende butik, hvor en dæmpet belysning udgjorde en fin kontrast til de farvestrålende fisk i alle de mange akvarier. Jeg fandt også ud af, at der var noget privatsalg i en kælder ude på Georginvej. Jeg var længe om at kunne kunsten at holde akvarier, men formåede da at have stunder, hvor jeg lå på værelset og studerede fiskene længe.
Provinsopdraget på den matrikel, jeg skulle dannes fra, var ret simpel. Man skulle kunne klare sig selv i videst mulig omfang. Dertil var frisk luft og bevægelse en god ting. Derfor var foreningslivet ret beset noget der lå naturligt i kortene. Mine brødre havde gjort deres entré i Fredericia FF, så omkring dette Herrens år 1982 blev det også min tur til at trække i den blå trøje. Jeg tror min første træner var Bjarne og Esben Larsen hjalp lidt til med trøjer og den slags. Siden fulgte Gordon som var ret passioneret og fik os samlet som et hold. For mit vedkommende var der målmandstræning hos Finn Bager og Svend. Sådan gik ugerne med skolegang, Byggeren og fodboldtræning 3-4 gange i ugen. Når der var ledige stunder, så var det ned på Volden for at fiske.
Verden var ikke så stor. Der kom en flydedok til fra Kiel i 1989, vist nok indkøbt af Knud Andersen der havde Fredericia Skibværft. Vi vidste, vi var byen med den tunge industri, postvæsenet og DSB. Ja os der voksede op med den tunge industri fik af og til informationer oppefra voksenhøjden som gav nogle uhyggelige billeder i et barnesind. Min stolte Falck-far kunne fx meddele at hvis raffi en dag sagde puh, så røg hele Egeskovvej nok med plus det løse. Min bror lagde en føler ud, og spurgte ind til om Taunus’en kunne hives lidt op over de 60 km/t, hvis det blev aktuelt at de voksne legede med ild ude på det der Raffi? Det måtte vi jo se på.
Sirenen hver torsdag kl 18 er blevet en lokal rutine, ligesom når en ambulance sætter i gang og min far tilføjer; “ Nå nu fik de da en blæser”. Ja såmænd gjorde de det. Cellulosen, Superfos, rørindustrien og ja Raffi var den industri, der holdt gang i hjulene og sammen med værftet og Rahbek gav mange arbejdspladser, som også afstedkom gode ressourcer indenfor sygehusvæsen og politi.
Byggeren
Substansen i voksenlivet er udover en cyklus af årstider, også en kontakt med ophavet. Det vi blev formet af dengang vores højde og drøjde var det halve af de voksnes. Jeg er så privilegeret, at have haft “ Byggeren” som mit trygge reservat. Byggeren havde sin egen sang: “Fætter Mikkel”, som er sådan en skrammelplads-sang. Men stedet var 1200m2 skrammelplads med gamle bygninger, langhårede pædagoger, der røg smøger, drak kaffe og lavede alt muligt sammen med os. Vi sang protestsange og også de frække omkring bålet. Vi brugte naturen og blev “oplært” gennem leg derude ved skov og strand. Vi var en stor familie med over 100 medlemmer. Jeg husker alle kram, jeg som barn sagde, jeg ikke ville have, men som jeg elskede at få. Jeg er blevet trøstet, spurgt til, skældt ud, og jeg har hørt om de voksnes privatliv, været hjemme hos dem osv. Vi var på to lejrer om året, hvor vi kom rigtig tæt på hinanden. Det var selvsagt aldrig gået idag.
Og man skal jo altid varer sig for en romantisering af de gode gamle dage, men jeg kan nu ofte ikke lade være med at dagdrømme om den gang tiden virkelig var fri efter skole. Idag er Byggeren vist organiseret under skolerne, og på et tidspunkt hed den noget i retning af “Afdeling Høgevejs fritidstilbud for børn og unge”. Så råber gadedrengen gloser mod systemet inde i hjertet.
Jeg blev selv uddannet pædagog på et tidligere socialpædagogisk seminarium i Jelling, og var interesseret i området med udsatte unge, kriminelle, misbrugere osv. Jeg arbejdede stort set også med de fleste målgrupper. For ca 12 år siden bød muligheden sig til at prøve sig af under LAB loven og beskæftigelsesindsatsen og mødet med både sygedagpengemodtagere og lidt senere unge kontanthjælpsmodtagere blev en helt anden måde, at være i relation på, for under LAB loven, er tiden ikke på samme måde fri, idet vi skal skabe progression på tid. Relationer, tilknytning, opvækstmiljø er sådan nogle underlige sekundære størrelser i den verden.
Der er ikke så mange pædagoger ansat i det regi, men nogen er vi dog. Det forunderlige er, at når vi spørger vores borgere om de vil fortælle deres historie, og giver dem plads til at blive hørt, så ser vi det blik, der oplever situationen som uvirkelig, fordi det er en invitation til en relation.
Da jeg var ung fremadstormende og ville revolutionere verdenen fra det bureaukratiske tungsind, kiggede jeg på de visnede pædagoger, der kun gad at snakke om gamle dage, og hver gang man fik en ide eller en drøm, så var standard svaret: “Det prøvede vi dengang, der var penge til den slags”.
Nu er jeg selv en af dem, der har mere end 20 års faglige og personlig bagage at slæbe rundt på, og jeg prøver stædigt at holde fast i, at være en “byggerdreng” der rejser sig trodsigt i vrimlen..
