Med hjemmebane i Herning og et EM-guld som den manglende brik mærker Simon Pytlick, at noget er på vej.

Det er ikke den slags øjeblikke, der larmer mest. Ikke endnu. Men de kan mærkes.

Simon Pytlick sidder roligt og taler lavmælt, mens ordene falder i et tempo, der passer til stemningen. Der er stadig tid. Stadig dage, før det hele for alvor går løs. Men noget er ved at ændre sig. En sitren i luften. En fornemmelse af, at det, der har ligget og ulmet længe, er ved at bryde frem.

»Det synes jeg godt, man kan mærke. Nu begynder vi at lade op, og nu begynder vi at forberede til det, så der begynder snart at komme EM-feber,« siger Pytlick.

Denne gang er rammen en anden. Ikke endnu en slutrunde i fremmede haller, ikke endnu et mesterskab på afstand. Denne gang er det hjemme. Med danske tribuner. Med Herning som midtpunkt. Med muligheden for at lade festen blive dér, hvor den begynder.

»Det er selvfølgelig fedt. Vi kan have en slutrunde på hjemmebane og eventuelt også risikere at skulle spille de sjove kampe på hjemmebane, så det håber vi på,« siger Pytlick.

Han stopper et øjeblik. Som om billedet lige skal have lov at stå klart.

»Det ville have betydet meget at kunne vinde en slutrunde på hjemmebane. Bare scenariet oppe i hovedet, når man lige tænker over det, ville være utroligt fedt,« siger han.

Sidste år var Danmark tæt på ved EM. Meget tæt. Men ikke helt i mål. Frankrig stod i vejen, og det blev et af de nederlag, der sætter sig – ikke som et åbent sår, men som en stille erkendelse af, hvor lidt der kan afgøre det hele.

»Til EM i 2024 var vi jo næsten. Men på dagen formåede Frankrig at slå os,« siger Pytlick.

Siden da er meget sket. Ikke mindst indadtil.

»Der er sket meget ved vores landshold siden. Jeg håber, vi kan spille så god håndbold, at vi kan stå med EM-guldet til sidst,« siger han.

Favoritrollen hænger tungt over Danmark. Den bliver nævnt igen og igen. Af medier. Af omverdenen. Af forventningerne. Men Pytlick insisterer på sin egen målestok.

»Ja, det siger alle medierne, så det er jo en skuffelse for jer, hvis vi ikke vinder. Personligt kommer det an på, hvor god håndbold vi har spillet. Hvis vi har spillet god håndbold og gjort alt, hvad vi kunne, så ville det ikke være en skuffelse for mig,« siger han.

Ambitionen fornægter sig dog ikke.

»Ja ja, selvfølgelig vil jeg gerne have EM-guldet med på CV’et. Men man må heller ikke glemme, at der er mange utrolig gode hold, som vil gøre alt for at slå os,« siger Pytlick.

Han nævner dem uden dramatik. Sverige. Frankrig. Tyskland. Spanien. Hold, der alle kan straffe det mindste udfald.

»Hvis vi ikke er gode nok, kan de godt slå os,« siger han.

Den kommende mellemrunde ligner kaos på papiret. En samling kampe, der kunne være semifinaler i sig selv. Men det er ikke dér, hans fokus ligger.

»Jeg tror, vi er forberedte på mellemrunden. Men vores største udfordring bliver os selv. Hvis vi ikke performer godt nok, kan vi lave fejl,« siger Pytlick.

Midt i slutrundeoptakten har han også truffet en beslutning, der har vakt opsigt: skiftet til Berlin i 2027 – annonceret længe før, det træder i kraft.

»Det er egentlig okay. Det er rart at få det ud, så folk ved, hvad der skal ske. Jeg fik så mange henvendelser, at det næsten var nemmere bare at sige det, som det er,« siger han.

Reaktionerne fra Flensborg-fansene har været tydelige. Bannere. Ord. Følelser.

»Det er jo fans. Jeg tager det ikke personligt. Jeg har aldrig ment, at jeg var større end klubben,« siger Pytlick.

Valget handler om spillet. Om systemet. Om at trives på banen.

»Det er en type håndbold, jeg trives rigtig godt i. Den måde, de spiller på, passer mig bedre,« siger han.

Og så handler det også om livet uden for banen. Berlin som storby. Anonymiteten. Friheden.

»Det har også været en overvejelse at kunne være et sted, hvor man bare kan være sig selv og ikke altid blive genkendt,« siger han.

Inden da venter EM. Og hverdagen midt i boblen. Bordtennis. Quiz. Små konkurrencer.

»Vi spiller bordtennis, hygger os, snakker og laver forskellige ting. Det er vigtigt for os,« siger Pytlick.

Han peger på landstræneren som en afgørende faktor.

»En træner skal kunne stille krav på banen og give frihed udenfor. Det er han god til,« siger Pytlick.

Letheden er ikke et fravalg af alvor. Den er en forudsætning.

»Det er en kæmpe del af det, at vi har det godt sammen. Det er en af grundene til, at vi kan præstere igen og igen,« siger han.

Snart bliver ordene afløst af handling. Af kampe. Af larm. Af pres.

Men lige nu er det stadig muligt at mærke det første tegn.

EM-feberen.