CO2-afgiften bliver truet af gode klimanyheder og et presset Venstre, men for SF er der slet ingen vej udenom en CO2-afgift på landbruget.

Derfor kommer partiet nu de partier, der er bekymret for beskæftigelsen i landbruget, i møde ved at foreslå, at en del af pengene fra afgiften bruges på en uddannelsesgaranti.

– Selvfølgelig kommer en afgift på landbruget til at gøre ondt. Men CO2-afgiften rammer alle sektorer, og selvfølgelig skal landbruget ikke gå fri. Derfor vil vi give en uddannelsesgaranti, så dem der arbejder i landbruget og står til at miste jobbet, kan blive hjulpet ordentligt videre, siger SF’s landdistriktsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.

– Det er for mig at se det eneste rigtige svar på, at der kommer færre job i landbrug og fødevareindustri, for vi kan ikke bevare landbruget, som det ser ud nu. Det er helt nødvendigt med omstilling af hensyn til klima og miljø, og så vil vi selvfølgelig være med til at sikre social og geografisk balance, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun peger på, at der allerede nu er mange arbejdspladser med direkte relation til landbruget, der er lukket. Det så man blandt andet, da Skare-fabrikken i Vejen lukkede. Derfor nytter det ikke noget, at man lukker øjnene for omstillingen, når beskæftigelsen i landbruget allerede i mange år har været faldende.

– Med tiden plejer de tabte job at blive erstattet af gode jobs andre steder. Men for dem, der mister deres job, er det en hård omgang, de skal igennem. Derfor er det vigtigt, at den grønne omstilling skaber nye grønne jobs i landdistrikterne, og at den enkelte får hjælp til at uddanne sig videre i nye grønne – eller andre – jobs, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Samlet set er der mangel på arbejdskraft i Danmark og ikke mindst arbejdskraft til den grønne omstilling. Det giver gode muligheder for, at dem der arbejder i landbrug og fødevareindustri i dag kan få nye job. Det må anerkendes, at det altid er en belastning af skifte spor, og derfor vil SF gøre hvad der kan gøres for at hjælpe folk gennem omstillingen.

– Det her er vores bud på at få alle igennem CO2-afgiften. For det vil gøre ondt på dem, der bliver ramt af den, men det er bydende nødvendigt for vores klima, natur og havmiljø.

Fakta om SF’s forslag om tilbud om omstilling og uddannelsesgaranti
En af del af de 8.000, der mister deres job, er på vej på pension. Det gælder især i selve landbruget, hvor gennemsnitsalderen er høj. Her er en mindre del udlændinge, hvoraf en del formentlig vil rejse hjem. Endelig vil mange af sig selv kunne finde at andet job.

Regner man med, at halvdelen af de 8.000 har brug for støtte, og jobtabet fordeles over 5 år, vil der hvert år være 800, der har brug for støtte. Med en gennemsnitlig støtte på 200.000 kr. pr. person til omskoling er der brug for 160 mio. kr. Dette beløb kan være større eller mindre. SF mener, at der løbende bør afsættes det, der er brug for, så der kan gives en uddannelsesgaranti, så alle dem, der ønsker og har brug for det, får en uddannelse.

Uddannelse kan både være mod et nyt erhverv eller til at producere grønnere på landbrugsbedriften – fx plantebaserede fødevarer. SF ønsker, at behovet løbende vurderes.