På dagens møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget i Fredericia var budgetforhandlingerne for 2025-2028 igen på dagsordenen, og det blev tydeligt, at Socialdemokratiet står isoleret i sin støtte til den nuværende økonomiske kurs. Selvom det lykkedes at sende budgetforslaget i høring, stod Socialdemokratiet alene i at stemme for 1. budgetopfølgning. De øvrige partier valgte at undlade at stemme.
Budgetforslaget, som inkluderer sparekataloger for de kommende år, blev sendt i høring efter en afstemning i udvalget. De borgerlige partier, herunder Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre, udtrykte en fælles bekymring over flere af de foreslåede besparelser. Alligevel støttede de at sende forslagene i høring, idet de fremhævede vigtigheden af at have et så gennemarbejdet og oplyst grundlag som muligt før budgetforhandlingerne.
– Det er vigtigt at indlede budgetforhandlingerne på et solidt og velunderbygget grundlag. Vi støtter, at forslagene sendes i høring, selvom vi er uenige i flere af besparelsesforslagene, lød det fra de borgerlige partier, der dermed markerede deres utilfredshed uden at blokere for den videre proces.
Socialdemokratiets isolerede støtte til 1. budgetopfølgning
Mens budgetforslaget blev sendt i høring, blev Socialdemokratiet isoleret i sin støtte til 1. budgetopfølgning. Med stemmer fra Christian Bro, Søren Larsen og Vibe Dyhrberg var Socialdemokratiet det eneste parti, der stemte for godkendelsen af budgetopfølgningen. Alle øvrige partier i udvalget, herunder Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, undlod at stemme.
Venstres medlemmer Pernelle Jensen og Peder Tind, Konservatives Tommy Rachlitz Nielsen, Dansk Folkepartis Susanne Eilersen, Enhedslistens Cecilie Roed Schultz og SF’s Connie Maybrith Eden valgte alle at undlade stemmeafgivelse.
Uenighed om spareforslag skaber tvivl om forhandlingerne
Uenigheden om spareforslagene tegner et billede af udfordrende budgetforhandlinger i den kommende tid. Flere partier har allerede meldt ud, at de er kritiske over for de foreslåede besparelser i bl.a. Senior- og Socialudvalget samt Børne- og Skoleudvalget, hvor ingen af udvalgene har fremsendt de nødvendige spareforslag til budgetforhandlingerne. Dette har medført, at det samlede sparemål på 44 millioner kroner i 2025 og 88,1 millioner kroner i 2026 ikke er opnået, og udvalgene står derfor uden konkrete besparelser, der kan indgå i det videre arbejde.
Denne manglende enighed sætter Økonomi- og Erhvervsudvalget i en vanskelig position, hvor det skal beslutte, hvad der skal fremsendes i høring og indgå i budgetforhandlingerne, uden at der er et solidt fundament af spareforslag og udvidelsesbehov at tage udgangspunkt i.
Usikker fremtid for budgetforhandlingerne?
Med den manglende støtte til 1. budgetopfølgning står Socialdemokratiet over for en udfordrende forhandlingsproces. Den kommende høringsperiode vil sandsynligvis byde på intens debat og kritiske indspark fra både borgere og interesseorganisationer, som kan påvirke de politiske prioriteringer.
Borgmester Christian Bro ser den manglende opbakning til budgetopfølgningen som en del af den normale politiske proces, og han udtrykker optimisme for de kommende forhandlinger.
– Jeg har endnu ikke hørt partier sige, at de ikke vil gå konstruktivt ind i forhandlingerne, siger Bro og minder om lignende situationer fra tidligere, hvor man alligevel fandt en vej frem. Han understregede, at de reelle forhandlinger først starter efter høringsprocessen, hvor alle partier har mulighed for at bringe deres bekymringer og ønsker på bordet.
På mandag venter der et byrådsmøde i Fredericia, hvor 1. budgetopfølgning også er på dagsordenen. Der ventes det, at der vil komme yderligere argumententer på bordet fra de partier, der undlad at stemme ligesom eksempelvis løsgænger Karsten Byrgesen ikke er repræsenteret i Økonomi- og Erhvervsudvalget, og derfor ikke kunne give hans stemme til kende.