OPINION. Der er mange menneskeskabte katastrofer: krige, religiøs fanatisme, nationalisme, finansbobler og politikere, der tror, de ved bedre end virkeligheden. Ser man nøgternt på historien og på konsekvenser – er der én ideologi, der igen og igen leverer den samme triste pakke: socialismen.

Den begynder altid med varme ord: lighed, solidaritet og retfærdighed. Problemet er at, den alt for ofte ender med magtkoncentration, mangel og frygt. Det er et mønster, ikke et uheld.

De klassiske eksempler er veldokumenterede og kan ikke fejes væk som “historiske afvigelser”:
 Sovjetunionen gjorde planøkonomi til religion. Resultatet var sult, ineffektivitet og et samfund, hvor sandheden blev styret ovenfra. Man kan ikke spise femårsplaner.
 Mao’s Kina forsøgte at overtrumfe både biologi og sund fornuft. ”Det Store Spring Fremad” resultatet var historiens største menneskeskabte hungersnød.
 Østtyskland byggede en mur. Når et system kræver pigtråd for at overleve, er regnskabet allerede gjort op.
 Venezuela viser, at det ikke kun er “dengang”. Et rigt land med enorme oliereserver blev fattigt gennem nationaliseringer, prislofter og statsstyring. Socialismen slog ikke fejl, fordi landet var fattigt – landet blev fattigt, fordi socialismen slog rod som på Cuba.

Når staten planlægger menneskers liv, arbejde og valg i detaljer, forsvinder ansvar, initiativ og innovation.

Socialistisk Arbejderparti (SAP-Trotskistisk parti), Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) samt mindre grupper og enkeltpersoner fra den yderste venstrefløj startede Enhedslisten, ikke ét fælles ideologisk projekt, men et kompromis: Der var splittede om taktik, EU, revolution vs. reform osv., men enige om kernefjenderne: kapitalisme, imperialisme (inkl. NATO) og ureguleret markedsøkonomi.

En salonsocialisme, der forveksler respekt for menneskers værdighed med tvangsmæssig udligning af resultater.

Mennesker er forskellige. Ambitioner er forskellige. Evner er forskellige. Når staten forsøger at udligne alt, kvæler den det, der skaber velstand: ansvar, frihed og initiativ.

Socialismen bliver farlig når politisk planlægning erstatter menneskers egne valg. Et samfund skal skabe velstand, før det kan fordele den – ellers ender fordelingen med at handle om knaphed frem for muligheder. Historien har dokumenteret det igen og igen.

Moralen er, at frihed og velstand ikke skal centralplanlægges –hver det forsøges, betaler mennesker prisen.