Søgge pauser Jule- og Påskerock

Søren “Søgge” Andersen har været central i opbygningen af Jule- og Påskerock i Fredericia, som har trukket både lokale og nationale kunstnere til byen. Begivenhederne, som har skabt traditioner og fællesskab, sættes nu på pause, da Søgge vil fokusere på nye personlige projekter og initiativer i kulturlivet. Selvom det ikke er et endegyldigt farvel, tager han en pause fra disse musikevents, mens hans engagement i Fredericias musikscene fortsat lever videre.

Søren har med sin passion for musik og sit engagement i at fremme Fredericia som kulturby sikret, at Jule- og Påskerock er blevet faste traditioner, der både har underholdt og skabt fællesskab.

Selvom Søren nu har valgt at sætte disse begivenheder lidt på pause, er det tydeligt, at det ikke er et farvel til musikken eller Fredericia. Han har næppe glemt sin hjemby eller sin kærlighed til musikscenen, men står over for nye opgaver, som kræver hans fulde opmærksomhed. Personlige projekter og nye initiativer i kulturlivet kræver hans fokus for en periode. Med andre ord har Søren sat et midlertidigt punktum, men hans arv og engagement i Fredericias musikliv lever videre – og mon ikke vi ser ham tilbage i en eller anden form på et tidspunkt?

Mr. Selfmade

Søren Søgge Andersens bidrag til Fredericia og musikken er en vigtig del af byens kulturelle landskab. Søren “Søgge” Andersen, kendt af alle i Fredericia som byens Gary Moore, har en stor aura omkring sig. Hans solide røst og charmerende smil, kombineret med hans uvurderlige evne til at sprænge enhver scene med sit suveræne guitarspil, har gjort ham til en legende på byens musikscene – og også internationalt. Forventningen var at møde en rockmusiker i fuld fart, fyldt med øl, whisky og vilde historier fra turnébusserne. Men det var ikke den Søgge, der mødte op til interviewet på AVISEN i Fredericia i sommeren 2023.

I stedet kom en mand til tiden, med et velplejet og velsoigneret ydre. Den forventede, lidt slidte læderjakke var erstattet af en pæn skjorte, og whiskyen var byttet ud med en flaske postevand. Han hilste venligt med et stort Søren-smil og var klar til at fortælle sin historie. Mine øjenbryn kunne ikke undgå at hæve sig i forbløffelse. Hvor var rock and roll’s ustyrlige vilde mand? Det forventede ligefremme rock and roll-sprog var blevet erstattet af en begavet, veltalende mand, der ikke længere var helt ung.

Søgge fortæller sin historie med en overraskende ro og indlevelse. Han fortalte om sin musikkarriere, om de hårde tider og triumferne, men også om de personlige kampe, der ofte er skjult bag rampelyset.

– Ser du, sagde han roligt og fortsatte: – Vi har en tendens til at forveksle rock and roll med et liv i overskud. Men det er ikke hele historien. For mig handler rock and roll om at være autentisk, om at leve sandt over for sig selv og musikken, siger Søren “Søgge” Andersen.

Søgge er en mand, der fra dag ét har fundet sit rette element. Han ville være musiker, han havde talentet og modet til at springe ud som det. Vigtigst af alt ved Søgge, at det er et arbejde, og hvis man vil være blandt de bedste, skal man leve ædru – ikke som i gamle dage, hvor mange musikere faldt dybt i flasken.

– Er rock and roll død så? tænker jeg måske en smule skuffet og spørger ind til emnet. Søgge grinte og svarede:

– Nej, rock and roll er ikke død. Den har bare forandret sig. Det handler ikke om at være fuld hele tiden, men om at være ægte. Ægte over for dig selv, din musik og dit publikum.

Søren “Søgge” Andersen er ikke den rock and roll-ildsjæl, som nogle måske forventer. Han er meget mere. Han er en mand, der formåede konstant at genopfinde sig selv som musiker, producer, forretningsmand og meget mere, alt imens han forblev tro mod sin musik og sig selv på trods af de forventninger og udfordringer, der blev lagt på ham. I denne ægthed og ærlighed fandt han sin egen definition af rock and roll – lad os kalde det Electric Guitars eller bare strengeleg for voksne og barnlige sjæle. Og måske er det netop dét, rock and roll virkelig handler om.

Guitarens ambassadør

Jeg elsker musik og guitarrock fra dengang til nu. Jeg kender ingen danske guitarister, der har en tone som Søgge. Han er en fagmand, der forstår at vride en god tone ud af hvad som helst, han har i hænderne, og uanset hvad der er af “baggear.”

Sørens tid som ambassadør for forskellige instrumentleverandører har ikke været forgæves. Denne musikanmelder kender kun få, der kan skabe en tone og dynamik i guitarlyd, her taler vi blandt andet om nogle af de personer, som Søgge ser op til, såsom Joe Satriani m.fl.

Joe Satriani er en af de mest anerkendte og teknisk dygtige guitarister inden for rock og instrumental musik. Han har været en toneangivende figur på guitaren siden 1980’erne. Hans stil er kendt for at kombinere melodisk finesse med teknisk virtuositet, og han har en sjælden evne til at skabe instrumentale numre, der både er teknisk udfordrende og musikalsk tilgængelige. Søgges andet album, Guilty Pleasures fra 2019, viser hans inspiration fra Joe på flere måder. Har I ikke hørt det, så tjek dette pragtstykke på YouTube – I kan også købe CD’en online.

Navnelisten over Søgges musikalske netværk er for lang til at nævne her, og de fleste lokale kender Søgges musikalske rejse fra glad dreng til seriøs verdensguitarist. Men ét navn skal fremhæves: Joe Satriani. Har man samarbejdet med Joe, så bliver det ikke større, og ingen kan få en bedre anerkendelse end det.

Joe Satriani har undervist guitarister som Steve Vai, Larry LaLonde, Rick Hunolt, Kirk Hammett, Andy Timmons, Charlie Hunter, Kevin Cadogan og Alex Skolnick m.fl. Han har modtaget 15 Grammy-nomineringer og solgt over 10 millioner CD’er. Joe har spillet med de største navne i musikverdenen – nu også med Søgge. Jeg anser dette som Søgges største bedrift: at opnå anerkendelse i disse kredse. Søgge siger selv, at albummet Guilty Pleasures fra 2019 er inspireret af Joes spillestil. Sørens Guilty Pleasures Tour i 2020, hvor han optrådte med trio og spillede samme album, er et godt eksempel på, hvordan guitar-lir bliver til ægte musik, udført af rigtige håndværkere.

Søren har været til mange koncerter med Joe Satriani som fan, og en gang i nullerne fik han via Sony Music lov til at hilse på Joe. Det var en af de få gange, Søren var regulært mundlam – “starstruck,” som han selv kalder det. I 2012 blev Søgge inviteret til Marshalls 50-års jubilæumskoncert, hvor han spillede med Glenn Hughes. Her mødte han Joe igen og fik en samtale, og til afslutningsnummeret stod han side om side med Joe og spillede. I en artikel fra 2016 nævnte Joe Satriani, at Glenn Hughes har en dygtig ung guitarist – gæt hvem det var?

Søgge lever sit rock and roll-liv professionelt og på et højt fagligt niveau. Trods de mange timer på landevejen og i luften har han overskud til at tænke på nyt materiale. Avisen kan afsløre, at Søgge lidt i smug er ved at skrive til en ny plade sammen med Michael Gastrup Bass (Fredericia-dreng) og Allan Tschicaja fra Pretty Maids. Efter et par optrædener sammen har de fundet en “sound,” som de vil sætte på vinyl og CD.

Den sociale side af Søgge kommer også frem. Sammen med sin kone er han medarrangør af Rock for Hjemløse, en begivenhed der desværre blev afbrudt af COVID-19. De arbejder nu på at få den op at køre igen. Sidst samlede de cirka to gange en kvart million ind til formålet. Godt gået af dem begge.

På spørgsmålet om, hvem der er den mest underfundige musiker, Søgge har spillet med, skal han lige tænke sig om, men falder hurtigt tilbage på den gamle kending Glenn Hughes. Hughes var med i Deep Purple, boede sammen med David Bowie i fem år, og har altid givet den gas i livet.

Når Søgge spiller med solister, for eksempel med Sanne i Electric Guitars, bruger han god tid på at lytte til originalerne for at få den samme lyd – lidt som ved en audition, hvor man skal komme til tiden, være forberedt og have sit udstyr i orden.

Noget af det mest lærerige for Søgge har været at spille med amerikanere. Når man når et vist niveau og står på scenen med de store, og skal levere på dette niveau, bliver man ydmyg og lidt nervøs i starten. Men det giver også selvtillid, når man tror på sig selv og sine evner. Søgge har også lært med tiden at lægge nervøsiteten bag sig. Han nævner, at sidste gang han var rigtig nervøs, var i 2012, hvor han skulle spille en større koncert på Wembley Stadium sammen med alle sine helte. Da det var overstået, vidste han, at han var god nok til at være i det fine selskab – selvfølgelig er du det, Søgge, ellers var du ikke blevet inviteret!

Søgge øver sig som alle andre til de opgaver, der ligger forude, og fortæller også, at der er opgaver, hvor han må give op. For eksempel måtte han under en indspilning med Anne Linnet, hvor han skulle spille fingerspil på en akustisk guitar, overlade opgaven til en anden guitarist, fordi det ikke lige var ham. Sådan er det for os alle – der er bare nogle ting, der ikke ligger i blodet.

På en turné er man ofte sammen med mange forskellige kulturer – på scenen, på hotellet og i “nightliner”-busserne – og ofte i længere perioder. De har et fælles sprog, nemlig musikken, som står for 80 procent af kommunikationen.

Søgge er nysgerrig og står gerne tidligt op (af en musiker at være) for at gå rundt og udforske den by, han befinder sig i, danne sig indtryk og få oplevelser med hjem. Han har også en interesse for mennesker og lytter gerne til, hvordan de andre i bandet lever og agerer. Søgge siger, at de fleste er voksne nok til at forstå, hvad privattid betyder, så man kan få tid til sig selv og slappe af.

En af de vigtigste lektier, Søgge har lært som musiker, er menneskelig: Man skal være sig selv og ikke bekymre sig om, hvad andre tænker, så længe man kan leve med sig selv. Ivan Pedersen har lært Søgge meget om, hvordan man opfører sig over for værten, lydfolk, “stagehands” og andre – det, man kalder gode manerer.

Mike Tramp er også en inspiration, især i forhold til, hvordan man “performer”, begår sig og opfører sig i en turbus, samt hvordan man pakker en turnékuffert. Når man har mange koncerter, skal der være styr på det basale – hvad skal i håndbagagen, eller hvad skal ligge øverst i kufferten, hvis kufferten eller bilen ikke når frem på grund af trafik og andre praktiske problemer, som vi dødelige ikke tænker over.

For at holde sig fysisk og mentalt klar på de lange turnéer, tager Søgge lange gåture, hvor han får luft til at få nye indtryk og inspirationer.

Med alderen er Søgge blevet mere til den hårdere musikstil, som eksempelvis fremføres på Copenhell af de nyere metalbands. Det er ikke længere Beatles, Neil Young, Bowie og lignende, han lytter til, når han skriver sange. Dog har han også en forkærlighed for kunstnere som Andreas Odbjerg, Medina og andre genrer, som han egentlig ikke burde holde af – men som faktisk inspirerer ham.

Electric Guitars består af Mika Vandborg og Søren Andersen, som fandt sammen i vinteren 2012 under navnet “Guitar Event,” med trommeslager Morten Hellborn og bassist Peter Kjøbsted. Senere ændrede de navnet til Electric Guitars. Mika og Søren, begge tilflyttere til København og oprindeligt konkurrenter, fandt ud af, at samarbejde er bedre end konkurrence. Selvom Søgge egentlig var solist, producer og ”sideman” for andre, lokkede ideen med Mika, som han havde god sparring med omkring guitarspil og udstyr. Denne sparring har udviklet sig til, at de under sangskrivningen kender hinanden så godt, at de ved, hvem der er bedst til hvad, og hvem der skal fremføre de forskellige riff. De anerkender med professionel respekt, hvad de hver især er bedst til. Egne sange kan være svære at få til at fungere, da de i starten er som små uudviklede børn. Hvornår er de færdigudviklet? Og hvem holder ikke af sine egne børn?

Som sangskriver starter Søgge typisk med at lægge en melodi, riff eller topline hen over et beat. Teksten kommer altid til sidst, og han får ofte hjælp til denne del, da han ikke ser sig selv som dygtig nok til at skrive en tekst, der lever op til hans musikalske standard. Hans “co-writer” Jesper Binzer har givet ham mange tips til, hvordan et melodisk omkvæd laves og skal lyde, noget Søgge gerne deler med yngre kunstnere. Søgge samarbejder også med andre, der laver covers.

Søgge har flere instrumenter og “gear” generelt. Han har ikke en favorit, men bruger det udstyr, der er nødvendigt for at løse den pågældende opgave, uanset om det er caférock eller power rock. Det gælder alt fra strengtykkelse til forstærkere, pedaler og guitarer. Søgge ser lyden som farver, og på farvepaletten skal der bruges de rette nuancer for at skabe den ønskede lyd – en lydpalette, om man vil. Søgge har omkring 30 guitarer, så der er rigeligt at arbejde med.

Søgge tilskriver sin suveræne lyd vores lokale guitarist Claus Johansen, der tidligt lærte ham noget om lyd, samt den svenske musiker Staffan Astner, der var meget brugt i 90’erne. Astner sagde, at halvdelen af det at være guitarist er din lyd, og derefter kommer spillet. Her kommer lydnørderiet ind, og det er netop det, der optager Søgge, som er klar til at lægge mange timer i at forbedre sin lyd. Denne anmelder er også imponeret over den dynamik, Søgge altid har i sine liveoptrædener og på indspilninger – noget, der kræver både et godt øre og talent.

På indspilningssiden blev det igen Claus Johansen og senere Martin Hall, der satte Søgge i gang med lydteknik. I Vejle hos Studieværkstedet ved Morten fra Skagarack blev Søgge introduceret til rumklang, kompressor og lignende, og pludselig var han co-producer på flere indspilninger.

Nu hvor Søgge er en erfaren producer, handler hans opgave ikke længere om ham selv, men om at få kunstneren i studiet til at slappe af og levere. Det kan nogle gange være en psykologisk udfordring, der tærer på produceren og kræver lidt mental healing bagefter. De store kunstnere er de nemmeste at arbejde med, da de er mindre nervøse og nogenlunde ved, hvilken lyd de ønsker. Søgge bruger Pro Tools til sit arbejde.

Hvordan fordeler man tiden, når man både er udøvende musiker, producer, sangskriver og familiemenneske? Søgge indrømmer, at han har verdens mest forstående kone, som selv kommer fra en musikfamilie og derfor er bekendt med denne uforudsigelige og turbulente verden. Hun stiller ikke så mange spørgsmål, og parret har desuden ingen børn, hvilket giver Søgge frihed til at arbejde på skæve tidspunkter.

Kunstig intelligens i den kommende musikverden ser Søgge ikke som en stor trussel. Han ved, at der vil komme muligheder for at skabe profilerede lyde, som kan bruges på scenen og i studier. AI vil især finde anvendelse i indspilninger, hvor lyde kan optages udendørs og derefter redigeres i moderne software. På scenen vil publikum dog stadig foretrække at se rigtige mennesker og håndværkere.

Fremtiden for Søgge indebærer foreløbigt at fortsætte både som sessionmusiker, producer og med sit eget band på landevejen. Han søger dog også nye oplevelser, som f.eks. til Grøn Koncert, hvor der ikke var et rockband med. Her blev han både inspireret og imponeret af indgangen til popmusikkens sangskrivning og de stærke omkvæd, samt vokalisternes performance. Han nævner også en indspilning med Glenn Hughes, hvor trommeslageren fra Red Hot Chili Peppers, Chad Smith, kom og spillede med. Det giver et kick at spille med verdensstjerner, og det netværk, det medfører, er noget, Søgge værdsætter.

Hvorfor er Søgge så jordnær? Han tilskriver det sine gode forældre og det sammenhold, han havde med bl.a. Jesper Lind, som begge hoppede ud fra reden og lærte at flyve, inden de ramte jorden uden en uddannelse. Søgge var 16 år, og Jesper var 17 år, da de tog på deres første turné. “As humble as you are,” siger Glenn Hughes ofte til Søren, som selv siger, at han elsker at være i øjenhøjde med folk. Noget, denne anmelder kan skrive under på. Følgere, venner, scenefolk og alle andre tilknyttet en turné – Søgge er i øjenhøjde med dem, for de er rygraden i, at alting fungerer. Søren er ikke typen, der smigrer nogen, men han er en glad dreng, der er opmærksom på, om alle har det godt. Forældrene må være stolte af ham.

Søgge ser altid glad ud, og han mener selv, det er fordi, han arbejder med noget, han elsker. Han var covermusiker i flere år, men det drænede ham, så han besluttede sig for at søge nye musikalske udfordringer, som gjorde ham gladere. Disse udfordringer kræver konstant udvikling. Kort efter han stoppede som kopi-musiker, åbnede der sig nye døre, og det viste sig, at han som sin egen lykkes smed har klaret det godt. Ringene i vandet har bredt sig hurtigere end forventet – både som producer og som livekunstner.

Søgge har spillet med de bedste og lært af de bedste, og det er nok derfor, hans sceneshow, tone og dynamik er perfekt hver gang. Han forstår at lytte, se og inspirere sig selv, men også andre. Søgge er ikke bange for at give en hjælpende hånd, en hurtig guitarclinic eller noget andet. Søgge er bare Søgge – et bevis på, at man kan måle sig med de store uden at miste jordforbindelsen.

Søgge har et par råd til forældre: Hvis dit barn udviser interesse for noget, ikke bare et par gange om ugen, men noget, der kan gøre barnet til den næste Holger Rune, Caroline Wozniacki eller Søren Søgge Andersen, så ignorer det ikke. Støt dit barns talent og giv det en mulighed.

Som ung havde Søgge ikke indkomst nok til at leve af musikken, så han tog et nattejob på postsorteringen for at betale husleje og få brød på bordet. Derefter begyndte han at undervise i guitarspil. Han forsøgte sig også med MGK, men efter seks måneder måtte han give op. Jazz og skalaer i det uendelige var ikke noget for ham. Året før MGK var dog ikke spildt, da hørelære og teori var noget, han senere fik stor gavn af. En faster, der underviste i klaver på Ribe Seminarium, tog ham under sine vinger og lærte ham nodelære og musikalske fortegn. Søgge skylder sin faster Gulle og en del VHS-bånd meget – i dette tilfælde er selvgjort velgjort. Søgge er autodidakt og beviset på, at flid, talent og gåpåmod kan bringe en langt.

Jeg har i dag mødt en velbegavet herre, en person jeg nemt kunne tale med i flere timer, og som jeg har den dybeste respekt for. Men Søren Andersen skal videre til Kolding, så jeg må stoppe mit interview med Søgge for nu.

Søren er ikke bare utrolig flink og åben; han er et musikalsk fænomen, der mestrer kunsten at spille guitar med både passion og finesse. Han griber enhver rockelskers sjæl og bærer dem med på en emotionel rejse fyldt med dybde og kompleksitet. Søren er ikke kun en begavet musiker, han er også en formidabel kommunikator. Han er en sjælden blanding af kunstnerisk dygtighed, intellektuel skarphed og varmhjertet venlighed.

Denne samtale blev til en lærerig og berigende oplevelse, takket være hans intelligens og indsigtsfuldhed.

Hans charme ligger dog ikke kun i hans musikalitet og veltalenhed, men også i hans varme og venlige personlighed. Søren er en person, der nemt vinder folks hjerter med sin oprigtighed og generøsitet. Han besidder en sjælden evne til at få folk til at føle sig velkomne og værdsatte ved at være i øjenhøjde med dem, han taler med.

En talentfuld guitarist med en sjælden kombination af kunstnerisk dygtighed, intellektuel skarphed og varme. Det var en ære at tale med Søren, et vidunderligt menneske, som det er et privilegium at kende. Kom snart igen, Søren.

Poul Rand, musikanmelder, Fredericia AVISEN.