Budgetprocessen i Fredericia Kommune er i fuld gang, og flere af besparelsesforslagene er på kultur- og idrætsområdet. Forslaget, der kan få vidtrækkende konsekvenser for Teater Malstrøm, går ud på at reducere tilskuddet til teatret fra 250.000 til 150.000 kroner årligt.

Teater Malstrøm har eksisteret siden 2016 og står overfor store eksistentielle udfordringer, hvis det besluttes at skære tilskuddet ned med de 100.000 kroner, der lige nu er at finde i sparekataloget. I forvejen har teatret en beskeden økonomi, der er funderet på tilskuddet fra Fredericia Kommune.

Carsten Jensen, forperson for Teater Malstrøm, er frustreret over forslaget, da Teater Malstrøm ikke er sat i verden for at lave overskud.

– Vi sidder på Kulturkasernen lige nu, der også er på kommunens budget. Det skal være en kulturel højborg det her, så spareforslaget giver for mig ikke nogen mening. Vi har mellem 50 og 80 frivillige til hver forestilling; der hver især varetager et hav af forskellige funktioner. Det, vi bruger pengene på, er folk i branchen, der kan være med til at sikre, vi står med forestillinger af høj kvalitet, og som giver Fredericias borgere og opland minderige kulturelle oplevelser. Dertil kommer naturligvis udgifter til kostumer, scenografi etc., siger Carsten Jensen.

De levende penge

Maria Cordtz, en anden central figur i Teater Malstrøm, påpeger den værdi, som tilskuddet repræsenterer. Hun fremhæver, at tilskuddene er blandt de mest “levende penge” i Fredericia:

– der var engang en politiker, hvis navn jeg undlader at nævne, der sagde, at det nok er de mest levende penge, de giver i Fredericia Kommune. Man får altså virkelig noget for det beløb, der gives os. 99% af Teater Malstrøm er frivillige kræfter. Vi hyrer enkelte professionelle mennesker ind til at udvikle og støtte vores amatører og teaterinfluencerede mennesker i at lave forestillinger på et højt niveau. Og så bruger vi selvfølgelig penge på materialer, så vi kan skabe nogle fede kostumer og bygge nogle fede scener, siger Maria Cordtz.

Maria Cordtz pointerer, at Teater Malstrøm bruger pengene til at skabe en høj kvalitet af teaterforestillinger; selvom budgettet er stramt. Den økonomiske støtte er således ikke bare en udgift, men en investering i lokal kultur og kunstnerisk talentudvikling.

Den økonomiske virkelighed

Hvis budgettet skæres ned til 150.000 kroner, beskriver Cordtz situationen som kritisk:

– Havde vi haft et budget på tre millioner kroner ville en besparelse på 100.000 kr. ikke have haft en så kritisk effekt. Dog stadig træls, men det havde vi klaret. Men at fjerne næsten halvdelen af teatrets økonomiske fundament, gør levevilkårene tæt på umulige; desværre – siger Maria Cordtz.

En af de ting både Carsten Jensen og Maria Cordtz undrer sig over er, at det er beskrevet, at Teater Malstrøm har indtægter via billet og bar. Det er korrekt, men disse indtægter er udelukkende med til at minimere udgifter på forestillingerne. Formålet med foreningen har aldrig været profit; men at skabe en platform for talentudvikling, diversitet, fællesskab og kultur. 

Teatrets rolle i lokalsamfundet

Teater Malstrøm har haft en væsentlig rolle i Fredericia, ikke kun som en kulturel institution men også som en inkubator for lokale talenter. Maria Cordtz fremhæver de positive effekter, teatret har haft:

– Vi har tidligere haft en ung fyr, Alexander, på scenen. Han er nu uddannet skuespiller på Den Danske Scenekunstskole og er engageret professionelt på Det Kongelige Teater, i tv-serier etc. Ligeledes har vi nogen, der søger optagelse på Musicalakademiet. Andre igen laver reklamefilm og en del er aktive på andre amatørscener rundt om i landet. Malstrøm er således med til at så en kim, der gør, at flere går videre ad teatervejen senere hen. Det er det, vi har som formål, siger Maria Cordtz.

Maria Cordtz illustrerer, hvordan Teater Malstrøm har været en platform, hvor lokale talenter har fået en start og videreudvikling i deres kunstneriske karrierer. Denne rolle er med til at understøtte en bredere kulturel udvikling i byen.

Det sociale sammenhold

Teater Malstrøm er ikke kun en teatergruppe, men også en social platform for mange af dens medlemmer. Maria Cordtz bemærker det stærke fællesskab:

– Vi har et rigtig godt socialt sammenhold. Vi holder bl.a. nogle gode fester (som kommunen ikke betaler for. Det gør vi selv). Vi har også et meget inkluderende miljø, som rummer masser af diversitet. I 2024 vil jeg da også mene, at har man været forbi til en forestilling eller generelt har sin gang hos Malstrøm, så vil man se, hvor diverst et miljø, vi har. Derudover tror jeg, at den yngste frivillige, vi har, er omkring 12 år. Den ældste, vi har, er 76. Det er jo mangfoldigt, siger hun.

En fremtid i Pakhuset?

En yderligere udfordring for Teater Malstrøm er usikkerheden omkring fremtidige spillemuligheder. Den næste forestilling, “En Verden af Farver”, kan meget vel være den sidste, der opføres i Det Bruunske Pakhus, da det kulturelle hus er sat til salg.

– Vi ville elske at blive i Pakhuset, og har faktisk også foreslået, på forskellige planer, at bakke op om, at huset bliver brugt til mere kultur. Det vil Malstrøm gerne være med til at facilitere for at kunne blive i bygningen, siger Maria Cordtz.

Teater Malstrøm er i samarbejde med Fredericia Kommune i gang med at finde et andet spillested i byen. Lige nu er det Tavlehallen, der er i spil.