150 millioner kroner hænger som en skygge over de kommende års økonomi, men ifølge Susanne Eilersen er beløbet hverken en dom eller en beslutning, der falder fra den ene dag til den anden. Kommunen skal planlægge langsigtet, tage højde for usikre reformer og økonomiaftaler og samtidig finde en vej, hvor nødvendige prioriteringer rammer borgerne mindst muligt.
150 millioner kroner er ikke et tal, man slynger ud uden at mærke tyngden. Da spørgsmålet bliver stillet direkte til Susanne Eilersen, er hendes første reaktion enkel og uden omsvøb. »Det er mange penge, og det er alvorligt.« Hun forsøger ikke at tale beløbet ned. Samtidig insisterer hun på, at det skal forstås i den sammenhæng, det indgår i. For der er ikke tale om en samlet besparelse, der falder fra én bestemt dato, men om et flerårigt forløb.
»Så skal man også se det som en trappemodel, fordi vi tager det lange lys på. Det er jo ikke 150 millioner fra 1. januar 2027.« Pointen er, at beløbet er et samlet potentiale over flere år. Men det ændrer ikke ved, at det er reelle penge, der i givet fald skal findes.
»Men derfor er det stadig penge, man skal spare. Det er altid svært at skulle det. Og det er mange penge.« Hun lægger samtidig vægt på, at tallet ikke er en endelig facitliste. Kommunal økonomi påvirkes af forhold, der endnu ikke er fuldt afklaret, og som kan ændre regnestykket.
»Det er jo heller ikke sikkert, at det er der, vi ender. Nogle gange kommer der nogle andre ting. Der kommer reformer, der kommer økonomiaftaler. Så det er jo ikke altid sikkert, at det er der, man ender.«
Usikkerheden handler blandt andet om statslige reformer og de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og kommunerne. Ifølge Susanne Eilersen er nogle af de reformer, der allerede er besluttet, ikke fuldt finansierede set fra kommunens side. »Nogle af de reformer, som kommer fra staten, er desværre ikke fuldt finansierede. I Fredericias fordeling kommer vi til at mangle nogle penge.«
Hun nævner både sundhedsreformen og børneområdet som eksempler på områder, hvor der følger opgaver med, uden at finansieringen nødvendigvis dækker hele udgiften. Dermed opstår der et pres, som kommunen selv må håndtere. Det betyder dog ikke, at man kan afvente udviklingen passivt. »Vi kan jo ikke bare sidde på hænderne og håbe på, at det ikke sker og lukke øjnene. Vi bliver nødt til at være økonomisk ansvarlige og have en langsigtet plan.«
Den langsigtede plan handler ifølge hende om at skabe overblik og indflydelse på processen, så man selv kan være med til at bestemme tempoet. »Så kan vi i hvert fald selv have en medindflydelse på, i hvilken takt det skal ske, og også give tid til at gennemarbejde og sige, hvor kan det lade sig gøre. Og i mellemtiden kan vi gøre noget på en anderledes måde, så det ikke en til en rammer besparelser ude ved borgerne.«
Da budgettet blev vedtaget i september, beskrev hun det som »stærkt og ansvarligt og økonomisk holdbart«. Set i lyset af den nuværende situation bliver hun spurgt, om risikoen for så store besparelser var kendt allerede dengang. Hun svarer, at der var usikkerhed omkring blandt andet skatteindtægterne og statens udligningsmodel.
»Vi vidste godt, at vi skulle afvente, om vi fik de skatteindtægter ind, og hvordan det ville lande. Vi vidste, at hvis staten lagde det ind i udligningsreformen, så skulle vi stadig omprioritere nogle penge, som vi også gjorde sidste år. Men jeg var ikke helt klar over, at det var så meget, som det er her.«
Allerede i det seneste budget blev der foretaget interne omplaceringer. Ifølge hende blev der flyttet midler til familieområdet, og pengene blev fundet andre steder i budgettet. »Vi kanaliserede nogle penge over til familieområdet. Dem fandt vi på nogle af de andre budgetter. Derfor sagde vi allerede dengang, at budgettet var robust og økonomisk ansvarligt, fordi vi omplacerede midler internt.«
Hun understreger også, at der var en bevidsthed om, at de kommende år ville være økonomisk stramme. »Vi vidste ikke helt, om vi fik de skatteindtægter ind. Og vi var opmærksomme på, at de næste par år ikke var nogen gavebod, og at vi nok skulle omfordele nogle penge stadigvæk.« Derfor blev der arbejdet med toårige budgetter og et længere perspektiv.
»Vi laver toårige budgetter for at stå godt økonomisk. Vi har sagt, lad os kigge lidt længere frem. Der kan jo ske meget på tre til fire år.« Om de 150 millioner kroner ender med at være det præcise beløb, er ifølge hende fortsat usikkert.
»Det er heller ikke sikkert, at vi ender ud i at skulle finde 150 millioner over fire år. Det kan være, at beløbet bliver mindre.« Men uanset om tallet justeres, står udfordringen tilbage. Der skal prioriteres, og det skal ske med et erklæret mål for øje.
»Man skal finde det på en måde, hvor det rammer ude ved borgeren mindst muligt.« Det er i det spændingsfelt, hun placerer den kommende proces. Et alvorligt tal, en usikker økonomisk ramme og en politisk ambition om at styre udviklingen, før den styrer kommunen.
