Politisk ordfører og Kultur- og Idrætsudvalgsformand i Fredericia Kommune, Peder Tind (V), er stærkt bekymret over kommunens seneste placering i DI’s erhvervsmåling. Resultatet, der viser en tilbagegang, får ham til at efterlyse stærkere politisk ledelse og et skift i strategi mod investeringer frem for besparelser. I dette interview forklarer Tind, hvorfor han mener, at Fredericia har brug for en ny kurs, og hvordan han vil sikre, at kommunen bliver en attraktiv partner for erhvervslivet.

Peder Tind er ikke tilfreds med DI-undersøgelsen. Fredericia er langt bedre end undersøgelsen giver udtryk for, slår han fast, men han ser samtidig med alvor på den.

“Jeg synes, det er alarmerende. Det er ikke godt nok,” siger Peder Tind om Fredericias placering i DI’s erhvervsmåling. Han understreger, at byens fantastiske erhvervsliv, med stærke virksomheder og en strategisk logistikposition, burde have sikret en langt højere placering. “Det er derfor, det heller ikke er tilfredsstillende, at vi ligger der, hvor vi gør. Det er min umiddelbare reaktion,” fortsætter han.

Tind påpeger, at Fredericia de seneste år generelt har klaret sig godt i målingerne, med en stigende begejstring og et positivt image. “Men når det ikke skinner igennem i år, skal vi fortsætte med at tale byen op og tro på en spændende fremtid,” siger han. “Jeg er optimist på Fredericias vegne, men denne måling er ikke gode nyheder. Det er den aldrig, når vi går tilbage.”

Politisk ledelse og samarbejde er nødvendigt

Tind mener, at den svage placering i målingen afslører et behov for stærkere politisk ledelse. “Hvis jeg var borgmester, ville jeg lynhurtigt indkalde Business Fredericia og andre vigtige partnere, som Fredericia Håndværkerforening og Fredericia Shopping, til et møde for at lytte til deres konstruktive kritik. Jeg vil høre, hvad de har at sige, og finde ud af, hvordan vi kan forbedre os,” siger han.

Han anerkender Business Fredericias store betydning for byen og deres engagement i at løse de udfordringer, kommunen har stået overfor de senere år. “Business Fredericia er en organisation, der har løftet nogle kæmpe opgaver for os og har fingeren på pulsen. De spiller en vigtig rolle i at drive byen fremad, og det er nødvendigt, at vi tager deres input alvorligt,” tilføjer han.

Ingen besparelser på vigtige områder

Tind er også stærk modstander af besparelser på nøgleområder som sagsbehandling og byggesagsbehandling, som ellers har været foreslået. “Hvis vi begynder at spare her, vil byggesagstiderne blive endnu længere, og det vil være en katastrofe for Fredericia. Vi skal investere i at sikre, at virksomhederne får en langt hurtigere behandling. Det er også noget, der skaber en effektiv virksomhed, som kan komme videre med deres projekter,” understreger han.

Han fremhæver, at langsommere sagsbehandling kan skræmme investorer væk og skade byens erhvervsklima. “Det er derfor, vi selvfølgelig ikke skal spare her. Vi skal investere i at give virksomhederne flere muligheder for at få en hurtigere behandling. Det skaber arbejdspladser, identitet og investeringsmuligheder i vores by, og det har vi brug for,” siger Tind.

Behov for en langsigtet strategi og stærkere dialog

Peder Tind fremhæver behovet for en langsigtet strategi og en mere intensiv dialog med erhvervslivet. “Vi skal trække Business Fredericia endnu tættere på. For år tilbage, da vi havde store problemer med byggesagsområdet, trak vi netop Business Fredericia tættere på, og de var utrolig dygtige til at hjælpe os tilbage på sporet,” siger han.

Han mener, at samarbejdet med Business Fredericia og andre aktører skal intensiveres, så kommunen kan blive endnu bedre til at understøtte lokale virksomheder. “Vi skal have mere fokus på, hvordan vi kan gøre Business Fredericia endnu stærkere, og hvordan vi kan lytte til deres konstruktive kritik, så vi kan blive bedre,” forklarer Tind.

Fokus på hurtigere sagsbehandling og investeringer

Tind understreger, at hurtigere sagsbehandling er afgørende for at tiltrække og fastholde investorer. “En langsom sagsgang gør, at folk holder sig fra at investere. Når processen trækker ud, mister folk simpelthen modet. Vi skal være langt mere effektive, og her kan Business Fredericia hjælpe os,” siger han.

Peder Tind har selv været formand for et af de områder, der scorer lavt i årets DI-måling: Samarbejde med Jobcentret. Han er derfor også meget ked af, at man ikke har været mere vågne denne gang.

“Hvis du spørger mig, så kan man jo kigge på, at noget af det, vi virkelig lykkes med dengang, jeg var formand. Det er jo den langsigtet investering eller plan, der er lagt for, hvordan vi får unge til at komme ud til erhvervslivet, det er de langsigtede planer, hvor vi investerer i mennesker, der kan komme ud til virksomhederne og bidrage som arbejdskraft,” siger Peder Tind og fortsætter:

“Jeg er glad for, at det er lykkes med at få flere unge til erhvervsuddannelserne i Fredericia. Man har haft en stærk formand i min kollega, Pernelle Jensen og hendes udvalg, men man er også lykkes med en langsigtet strategi. Og tilbage i sidste periode, der var jeg formand for Social- og Beskæftigelsesområdet, så havde vi lavet en beskæftigelsesplan over tre år, hvor målet var, at vi skulle lande på landsgennemsnit. Og det gjorde vi faktisk kort tid før valget. Og det var også en af de grunde til, at vi var med til at fjerne dækningsafgiften. Så man kan spørge, hvor er den langsigtede strategi og hvor er den den politiske ledelse nu?,” spørger Tind.

Modstand mod besparelser i budget 2025

Peder Tind er samtidig klar i sin holdning til budgetdiskussionerne: “Vi kan ikke spare på dette område. Vi skal tværtimod fokusere på, hvordan vi kan styrke det. Det handler om at skabe arbejdspladser, identitet og investeringsmuligheder i Fredericia. Det er, hvad vi har brug for,” konkluderer han.

Afslutningsvis opfordrer Tind til en mere proaktiv tilgang til erhvervsudviklingen i Fredericia. “Vi har behov for en politisk ledelse, der er villig til at investere i byens fremtid og arbejde tæt sammen med erhvervslivet for at sikre, at vi er en attraktiv kommune for virksomheder at slå sig ned i,” slutter han.