Det var sådan cirka gang nummer 33.333, at jeg torsdag oplevede den musikalske institution, Manfred Mann’s Earth Band ( herefter forkortet MMEB ).
NB: Folk der virkelig kender mig ved, at underdrivelse er en af mine fermeste spidskompetencer ….
Mit første møde med MMEB var henlagt til Idrættens Hus, 7100 Vejle en gang i 70’erne. Foreløbig seneste gang – men næppe sidste – gårds dato i det nye musik-mekka, Eksercerhuset, 7000 Rock City. Stedet med måske landsdelens bedste lyd.
Fælles for de mange jordskælvs fremkaldende gode Earth Band koncerter har været, at de næsten aldrig har haft noget til fælles…..
Set listen laves radikalt om til hver eneste turne. Nye numre spilles. Gamle, kendte klassikere fremføres altid med ny energi, nye arrangementer og nye ideer.
Forventningerne var derfor mindst så store som Burj Khalifa, det vil sige verdens højeste bygning.
De blev heldigvis til fulde indfriet af det evigt rejsende og konstant turnerende Jord Band.
Derfor skrev torsdagens næsten udsolgte koncert sig ind i rækken af uforglemmelige gigs med selvsamme MMEB.
Under ledelse af den i Sydafrika fødte, nu 83 årige keyboard tryllekunstner, Mr. Manfred Mann åbnede bandet præcis kl. 2000 for skattekisten. Kvintetten fremførte gennem to fortryllende timer en perlerække af symfoniske, progressive, guldbelagte rock-sange. Smukt startende med nummeret, “Captain Bobby Stout” fra debutalbummet, udgivet i 1972.
Kort efter fuldt op med den oversete og glemte Bob Dylan perle, “You Angel You”.
Numre, hvor alle 5 bandmedlemmer indtog særlige og betydningsfulde roller.
Rogers rolle
Guitaristen Mick Rogers har med få afbræk været med på rejsen kloden rundt, siden MMEB så dagens lys i 1971. Han leverede denne aften igen flere sublime prøver på sin elegante, komplicerede og varierede kunnen. Et sprudlende spil, hvor elementer af jazz blev blandet med rock og blues.
Smukkest forløst i den episke “Father of Day, Father of Night”(endnu en Bob Dylan komposition), hvor Rogers tillige overtog vokalen.
Ganske som Rogers i øvrigt kan høres synge på indspilningen af sangen fra det vidunderlige album, Solar Fire, anno 1973.
I mere end 10 minutter tryllebandt Rogers publikum med verdensklasse, gåsehuds-fremkaldende guitarspil. Spillet på en så overlegen måde, at det nærmest var naturstridigt.
Rogers rolle i MMEB kan ganske enkelt ikke lovprises højt nok. Han er stadig i særklasse. Ingen Rogers, ingen rigtig Earth Band sound er min påstand.
Rytmesektionen
Rytmesektionen bestod af John Lingwood på trommer og Steve Kinch på bas. Lingwood har med nogle lange pauser, slået til lyd for og været en del af Earth-banden siden 1979.
Kinch har siden 1991 været fast mand på bassen.
Deres komplekse og driftssikre samspil lagde den perfekte bund for de ofte lange, indviklede, mesterlige, melodiske og luftige sange. Ikke for meget. Ikke for lidt fyldte denne dynamiske duo. Men lige tilpas, så guitar, keyboards og sang fik masser af plads, luft og fylde.
Vokalen
I front stod bandets nyeste medlem, sanger og lejlighedsvis guitarist, Robert Hart. Han blev en del af orkestret i 2011. Med tidligere så dygtige sangere i MMEB som især Chris Thompson og Noel McCalla kunne man godt betvivle, om årsungen, Hart anno 1958 kunne stå distancen.
Men ikke uden grund har Hart tidligere teamet op for legendariske bands så som Bad Company og Company Of Snakes (Whitesnake hyldest band ).
Så CV’et var i den grad godkendt og ganske imponerende. Det samme viste Harts stemme sig at være. Robuste Robert tog virkelig kegler, blandt andet i den i akustiske del af førnævnte “You Angel You”.
Her hittede Hard virkelig. Med en blanding af sød soul og hård heavy tog han sang-delen et helt nyt og spændende sted. Vidunderlig varieret og voldsom varm vokal.
Mannhatten
Helt fra starten af Mann’s musikalske karriere, det vil sige primo 1960’erne, har Mr. Manfred været en vanvittig dygtig fortolker af andres sange. Mann har fra tid til anden endda fået større hits med coverversionen end originalindspilningen fik. Faktisk bærer Manfred Lubowitz, som han er født, titlen Den Ukronede Konge af Cover-sange!!
“Mighty Quinn”, sandelig også skrevet af Bob Dylan, var for eksempel et KÆMPE hit for Manfred Mann allerede i 1967. Den forførende fortolkning er heldigvis stadig på setlisten.
“Blinded By The Light”, skrevet af Bruce Springsteen, blev i Earth Band versionen fra 1977 en kæmpe succes verden over.
MMEB’s cover-version nåede endda 1. pladsen i flere lande, herunder USA og Canada.
Denne aften i Eksercerhuset valgte de fem musikere heldigvis at spille dem begge. Som altid i så gode genfortolkninger, at de to sange i den nuværende version burde genudsendes som nye singler, for dermed igen at ramme den øverste skammel på play- og salgslisterne.
Manfred Mann selv har alle dage været en mand af få ord. Han lader lydene og musikken tale. Trods de grå hår og høje tindinger var hans tangent-arbejde anno 2024 ungdommelig uforudsigeligt og særdeles smidigt.
Blandingen af keyboard, hammond-orgel og Mini-moog-synthesizer er stadig vel nok det mest karakteristiske ved Manfred Manns Earth Band-lyden.
Et særkende, som fik det modne publikum til at smile af lige dele glæde og benovelse. Glæde, fordi netop The Man on the Moog bringer mange gode minder frem fra tidligere Earth Band-koncerter.
Benovelse fordi den nu mere end 80 år bedagede Mann stadig kan trylle på de hvide og sorte tangenter. Manns særlige blanding af skæve jazz toner, lyde fra det ydre rum og mundrette melodi linjer gik derfor rent ind som den røde tråd fra start til slut af koncerten.
Mannfred Mann er ikke uden grund blevet kaldt alt fra Mr. Moog, over Synthesizer Pioneer til som før nævnt King of Covers.
Koncerten i Fredericia beviste, at han stadig kan bryste sig med alle tre titler. Måske endda nu med en 4. titel…. Mr. Mannhatten.. Som altid, uanset sted, tidspunkt eller tårnhøj temperatur var Manfred IGEN udstyret med en kæmpe hat med stor skygge. Således også i aften – til min fotografs store irritation, da kaskettens tilstedeværelse viste sig at gøre det svært fange mann’en på linsen….
Hvad bringer fremtiden?
For præcis 50 år siden udkom MMEB albummet, The Good Earth.
I dag konstaterede rigtig mange mennesker ( mere end 800 blev der visket i garderoben…) , at alt imens Moder Jord ikke har det særlig godt, så har Manfred Mann’s Earth Band det forrygende godt.
Kvintetten leverede nemlig en uforglemmelig koncert.
En koncert, der kulminerede flere gange. Senest i ekstranumrene. Dels forbi Mick Rogers her sang de nu 60 år gamle kæmpehits, “Pretty Flamingo” og “Do Wah Diddy Diddy”.
Dels forbi koncerten blev rundet af med “Mighty Quinn”. Endda i en version, hvor det altid legesyge og konstant søgende MMEB gik fuldstændig amok i en improviseret version i verdensklasse.
Det var med andre ord en tip top torsdag med mesterlige Manfred Mann.
Fantastisk lyd i Eksercerhuset. Og fantastisk, at Tøjhuset ved Sune Rasmussen igen i år præsenterer livgivende legender fra øverste hylde.
Sidste år var det mest af alt bandet, 10cc. I år blandt andre Manfred Mann’s Earth Band.
Gad vide, hvad der er i den musikalske støbeske for 2025, når snakken går på tidløs musik fra tiden, da mor var en dreng?