Søren Larsen (A) er formand for Senior- og Socialudvalget. Han fortæller, at det er uacceptabelt det, der er foregået på bostedet Kobbelgården, men han siger, at det først er nu man kan konkludere det grundet analyser, der er foretaget.
Søren Larsen ser tilbage på hele forløbet med Kobbelgården, der fik et skærpet tilsyn tilbage i december 2023. Nu er der en ny tilsynsrapport undervejs, der ved en fejl blev offentliggjort før den var færdig, og det tyder på, at den også giver et tilsyn. I den mellemliggende periode har flere pårørende og tidligere ansatte stået frem og fortalt om forholdene på bostedet, og de malede ikke et rosenrødt billede af det. Det kommer dog bag på Søren Larsen, der i hans tid som udvalgsformand ikke havde hørt, at det stod sådan til.
– Jeg har været udvalgsformand i omkring to år, og i den tid har jeg haft 2-3 borgerhenvendelser, og det er alt. Der er heller ikke nogen i udvalget, der har haft mere end det. Ud fra tilsynet, der kom i november, som gav det skærpede påbud, kunne man tro, at det godt kunne være et enkeltstående tilfælde, men det er det ikke, siger Larsen og fortsætter:
– Ud fra drøftelser med mit politiske bagland valgte vi i budgettet, som vi vedtog sidste år, at lave en kvalitetsanalyse af det specialiserede voksenområde, og det har vi sat gang i år. Da vi vedtog budgettet var der ikke kritiske tilsyn, men da det skete satte vi gang i flere analyser for at få et ordentligt datagrundlag og få dannet os et overblik over, hvordan det ser ud. Vi har fået delkonklusioner på det nu, og der er forhold, som vi politikere synes er uacceptable.
Forvaltningen siger, at der kommer handling nu uden at kunne uddybe hvornår præcist, og hvad handlingen bliver. Spørgsmålet er, hvorfor det skal så langt ud før, at der kommer en reaktion.
– Vi kan ikke træffe beslutning om noget før, at vi har et ordentligt grundlag, og vi skal huske, at en stor del af de pårørende på Kobbelgården faktisk er tilfredse med at bo der. De er glade og synes, at det er et trygt tilbud. Vi anerkender, at der er en gruppe, som er utryg, og som ikke er tilfredse med bostedet, forklarer Søren Larsen.
Et nærmere kig i de offentliggjorte tilsynsrapporter viser, at der flere gange inden for de seneste par år har været det, som Fredericia Kommune kalder læringspunkter. Eksempelvis står der i en rapport, der er offentliggjort den 6. september 2023:
– Socialtilsyn Syd vurderer det problematisk, at tilbuddets ikke arbejder med resultatdokumentation.
Men det er ikke noget, der har fået alarmklokkerne til at ringe for udvalget eller forvaltningen.
– Man kan næsten ikke opleve tilsyn uden, at der er sådan nogle punkter. Vi er opmærksomme på de ting, som vi kan gøre bedre, og jeg synes, at rapporterne er en god ting, da vi lærer af dem. Hvis de ikke kom med noget, som vi kan lære, så ville der mangle noget. Kommer der et påbud, så skal du reagere med det samme og få bragt det i orden, slutter Søren Larsen.