Denne uges Kurt er 55 år gammel, han er lige flyttet til Middelfart efter 18 år i Fredericia – og så er han afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasses afdeling i Fredericia. Der er selvfølgelig tale om Henrik Troelsen.
Denne fredag morgen startede tidligt på Kurts Kaffebar i hjertet af Fredericia. Jeg havde aftalt at mødes med Henrik allerede fra morgenstunden til en kop kaffe.
Lidt før tid kom Henrik ind med et stort smil og en paraply i hånden – hvis det danske sommervejr skulle finde på at byde på en regnbyge eller to. Vi slog os ned, selv var jeg på en kop sort kaffe, og Henrik nappede en dobbelt espresso til at starte dagen på.
Middelfart, Østre Skole og Handelsskolen
Vi lægger ud, lige på og hårdt, med at tage 55 år tilbage til de spæde år for Henrik, en tid, der bringer os til både Kolding og Middelfart.
– Jeg er født i Kolding, men efter et års tid fik mine forældre job i Middelfart, og så flyttede vi derover, fortæller Henrik og fortsætter:
– Jeg gik på Østre Skole i Middelfart, men det var ikke, fordi jeg fandt skolen særlig spændende. Der gik meget mere tid med venner, fritid og knallert. Det skulle vist bare overstås, siger Henrik med et grin.
Derfra bragte livet ham til Fredericia, hvor Handelsskolen Fredericia/Lillebælt kaldte. Måske ikke det oplagte valg for en, som ikke fandt skolen super spændende – men for Henrik var det et rigtigt valg.
– Dengang var det enten at tage på gymnasiet eller handelsskolen, eller også skulle man gå håndværkervejen – og det sidste skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg ville gerne noget med kontorarbejde, så der var kun én vej,” fortæller han.
Hvordan var tiden på Handelsskolen?
– Det var en god tid, vi havde et super godt kammeratskab, og så gik der selvfølgelig også en del fest i den. Jeg hilser stadig på mange af dem fra dengang, men der er også nogle, der er spredt langt væk, men det er der jo altid, siger Henrik.
Bankverdenen fangede Henrik i sit spind
Da Henrik var færdig på Handelsskolen, blev han fanget i et spind, et spind han stadig ikke er kommet ud af – og det er han meget glad for.
– Jeg søgte flere stillinger, da jeg var færdig på Handelsskolen, og jeg nåede faktisk at få tilbudt et job som kontorassistent, men den takkede jeg nej til, fordi jeg havde fået en elevplads i Københavns Handelsbank. Og ja, siden da har bankverdenen fanget mig, forklarer Henrik.
– Det var i 1984, jeg fik elevpladsen, og det her med at have med mennesker at gøre, fangede mig med det samme. Jeg synes, det er super spændende at tale og interagere med mennesker. Man kan gøre en stor forskel i bankverdenen, man kan hjælpe folk med at opfylde deres drømme, stort som småt, fortsætter han.
– Vi fusionerede i ’88 eller ’89 til Danske Bank, og i 1991 søgte jeg væk fra banken, og her blev jeg ringet op af Middelfart Sparekasse, om ikke jeg ville komme dertil. Det takkede jeg ja til, først i Middelfart-afdelingen og kort efter som souschef i Strib-afdelingen, fortæller Henrik Troelsen.
– Og det var her, jeg fandt ud af, at det her med ledelse fanger mig rigtig meget også. Det med, at man kan hjælpe sine kollegaer til at vokse, og at man kan være med til at få forretningen til at vokse. Det føles næsten som at have sin egen forretning, lyder det fra Henrik.
Fredericia – et eventyr for sig selv
Middelfart Sparekasse er blevet Henriks anden familie. Han har været der siden han i ’91 kom til Middelfart, men i 2001 skiftede han Fyn ud med fastlandet. Fredericia blev hans nye hjemstavn.
– I 2001 kom jeg her til Fredericia som leder af afdelingen. Vi startede ude på Vesterbrogade, så flyttede vi til Prinsessegade i 2004 og brugte et år på at sætte den i stand. Så rykkede vi ind i 2005, siger Henrik og fortsætter:
– Det var bare god timing med alt det, der sker nede omkring havnen. Det var de røde lygters kvarter engang, men det løfter sig helt vildt.
– Det er også noget, der gør mig stolt, det er, at vi lige har været med til at give et stort sponsorbidrag til Kanalbyen, så vi kan være med til at integrere kunsten i den bydel, fortæller Henrik.
Hvad kræver det at være bankmand?
Der er mange stereotype forestillinger om bankfolk, at de er kedelige og tørre talnørder, men her er Henrik Troelsen beviset på det modsatte. Der er masser af liv i ham. Han har også ændret sig efter mange år i bankverdenen, fortæller han.
– Det er svært at sige, hvordan de har ændret mig. En ting er, at man bliver ældre og mere rummelig, og så har jeg altid haft rigtig meget empati, siger Henrik og fortsætter:
– Empati er helt sikkert vigtigt, man skal kunne afkode mennesker med det samme. Når man møder dem første gang, skal man kunne læse, hvem man står overfor. Det handler meget om tillid. Det er lidt det samme som at køre sin bil til service, vi vil gerne vores kunder det bedste, og give dem deres valgmuligheder.
Nu startede du med at fortælle, at du godt kan lide at hjælpe folk med deres drømme, men der må da også være mange drømme, du slukker?
– Det er mindst ligeså vigtigt at kunne håndtere et afslag. Det handler ikke om at give et afslag, men om at rådgive til, hvordan man kan nå derhen, hvor kunden gerne vil, forklarer han og fortsætter:
– Det hører vi faktisk også ofte, at de kunder, vi måske giver et afslag, melder positivt tilbage, at de forstår, hvorfor de ikke kan realisere drømmen her og nu. Så kan vi jo byde dem ind til kaffe, når de er kommet i den rigtige retning.
Bliver det aldrig kedeligt?
– Nej, nej, nej, lyder det prompte, inden han fortsætter:
– Det er jo alt det, der sker i samfundet, det handler om også. Så snart jeg har fri, er jeg jo stadig lidt på arbejde, for det er sjovt at følge med i samfundets udvikling, udviklingen for verdensøkonomien. Der er så mange ting, der kan have indflydelse på almindelige mennesker, så det er altid spændende. Lige nu har vi jo eksempelvis en konverteringsbølge, hvor folk i massevis konverterer deres lån, netop fordi samfundsøkonomien har udviklet sig.
Teenagekærligheden, der holdt ved
Noget, vi slet ikke havde nået at tale om ellers, var kone og børn, for det er der også i Henriks liv. Ja, faktisk har Annette været der siden de unge dage i Middelfart.
– Så skal vi jo spole helt tilbage til teenageårene i Middelfart, hvor jeg mødte Annette. Og ja, vi har lige haft sølvbryllup, så vi har holdt ved lige siden, fortæller Henrik.
Sammen har parret tre børn, Sofie på 31 år, Tobias på 29 år og Emma på 25 år. Sofie har fået tre børn med sin mand, og Tobias skal være far inden så længe. Så CV’et for Henrik handler ikke kun om bankverdenen, nej, her kan han også skrive far, morfar og ja, inden længe også farfar på.
Det var en stor dag, da Sofie kom til verden, en dag, som Henrik ikke glemmer foreløbigt.
– Jeg husker den morgen klokken 05:30, da vi fik den første, og jeg skulle gå om morgenen ned gennem Svendborg for at fortælle kollegerne, at jeg var blevet far. Så ændrer man sig bare, der bliver noget at passe på på en anden måde, siger Henrik.
Hvordan udvikler man sig, når man bliver far?
– Mit arbejde har jeg aldrig været i tvivl om, at det er det, jeg brænder for. Men personligt har jeg udviklet mig. Man oplever meget positivt og selvfølgelig også udfordringer. Det er bare med til at gøre dig til et mere helt menneske, svarer Henrik.
– Det har været en fornøjelse, at de har været så tæt på hinanden. De to ældste især havde meget gavn af hinanden, og har også taget sig godt af den yngste. Det er så sjovt at se, hvordan de skaber deres familierammer nu, fortsætter han.
– Det er stort at blive morfar, det er stort. Vi har lige haft dem med i Rom, det var dejligt at være tæt på hinanden i en uge, både børn og børnebørn, det var en gave, fortæller Henrik.
Med Sofie bosat i Vejle og Tobias og Emma i Aarhus, er der heller ikke langt mellem dem – og det glæder også Henrik, for han er en rigtig familiemand.
– Vi er privilegerede af tre dejlige børn, og det går dem godt. Det er det vigtigste, når man når hertil, at det går dem godt, fortæller han.
Fremtiden er langt væk
Med en snak om fortiden følger også en snak om fremtiden, selvom Henrik synes, det er lige lidt langt væk. Vi starter med at tænke ti år frem, her vil Henrik være 65 år gammel og have et langt liv bag sig.
– Om ti år er jeg ved at nå en pensionisttilværelse, og så ligger vi stadig afdelingsmæssigt i et smørhul her, og jeg tror også på, at der om ti år vil være personlig kontakt mellem mennesker, siger han og fortsætter:
– Men der er også løsninger, der bare er nødt til at blive truffet ved at afveje muligheder, det giver bedst mening med en rådgiver. Så er der selvfølgelig en masse robotter og sådan inden for vores verden, der kan overtage en del, og så kan det være, at betalingsmønstre og sådan ændrer sig. Vi er et af de ældste pengeinstitutter, så jeg tror, vi også er her i fremtiden.
Vi kigger også lidt længere frem, 25 år frem i tiden, langt frem, men der må være noget, som Henrik glæder sig til, når han får mere fritid.
– Om 25 år, så er jeg på pension. Det er samvær med min familie, simpelthen. Børn, børnebørn og oldebørn. Der skal i høj grad familietid til igen. Men det er langt ude, det er langt væk, lyder det med et grin fra Henrik.
