Problemerne på bostedet Kobbelgården 3 er ikke nye. Katrine Bielefeldt var ansat på bostedet tilbage i 2017 i knap et år, og hun oplevede dengang, hvad hun selv beskriver som en usund kultur på Kobbelgården. Ud fra de fortællinger, hun har hørt i den seneste tid, mener hun, at problemerne ikke er nye.

Kobbelgården 3 har fået et påbud efter en tilsynsrapport, der blev offentliggjort tilbage i december. I rapporten var der en række forhold om mistrivsel og krænkelser, men siden da er der kommet flere historier frem, som ikke har set offentlighedens lys før. Blandt andet fortællingen om Sandra, der fik andengradsforbrændinger, og som nu har ført til en politianmeldelse af Kobbelgården 3 – en anmeldelse, som Sydøstjyllands Politi sidenhen har bekræftet til AVISEN, men som de ikke har yderligere kommentarer til.

Blandt andet den fortælling gør indtryk på Katrine Bielefeldt, som var ansat på Kobbelgården tilbage i 2017, hvor hun oplevede et arbejdsmiljø, som var hårdt.

– Jeg oplevede, at jeg var meget på særforanstaltninger, og det ville jeg rigtig gerne. Men når du er der, så kan du samtidig ikke passe på husets øvrige beboere. Det, der skete var, at jeg mødte ind om morgenen, og skulle holde øje med fire andre, og det kan du ikke, når du er på en særforanstaltning. Du kan ikke holde styr på de andre, hvor du også skal sørge for, at de kommer i bad, på wc, får mad og laver aktiviteter med dem, siger Katrine og fortsætter:

– Når man har med dem, der er på særforanstaltning at gøre, kan der pludselig komme et skab flyvende ud af døren eller lignende. På det tidspunkt havde jeg en afdelingsleder, der tit fik at vide, at de ikke ville være en del af særforanstaltningerne, og det blev accepteret. Jeg gjorde opmærksom på, at der reelt set kun var to, der gad at være ved dem på særforanstaltning til sidst, og at det ikke kunne lade sig gøre. Det kunne ikke gå, da vi også skulle holde fri engang imellem.

Oplevelsen med, at Katrine var en af de få, der ville have at gøre med dem på særforanstaltning, gjorde, at hun fik nok. Hun havde gjort klar til at aflevere hendes opsigelse, men voksenhandicapchefen, Holger Torp, som Katrine beskriver som en god chef, kom hende i forkøbet.

– Jeg havde faktisk skrevet min opsigelse, men jeg havde ikke afleveret den. Holger kaldte mig til møde på rådhuset en fredag klokken 07:30, og der var min nye chef til stede, fordi vedkommende manglede en ansat, da de snart havde en, der skulle gå på pension. Hun havde spurgt Holger, om han havde nogen i sine rækker, som kunne være interesseret i det, forklarer Katrine.

I forbindelse med de verserende sager har Holger Torp været i vælten, men Katrine Bielefeldt mener, at Torp dengang hun var ansat, gjorde alt, hvad han kunne for at passe sit arbejde. Hans problem var blot, ifølge Katrine, at han skulle dække mange områder ind.

– Han havde for mange kasketter på, synes jeg, men jeg synes godt om Holger, siger hun.

Katrine fornemmer, at Holger Torp kunne mærke, hvor det bar hen med hende på Kobbelgården.

– Jeg tror, at han troede, det var et spørgsmål om tid, før jeg selv sagde op, og derfor hjalp han mig videre, siger hun.

Upopulært med kritik

Katrine beretter om en personalegruppe, hvor en del af dem ignorerede hende og ikke gad at hilse på hende. På arbejdspladsen var der opstået grupper, hvor dem, der ikke fortalte noget om problemerne på bostedet, sås sammen privat og lavede mange aktiviteter sammen, men holdt den øvrige del udenfor.

– Det gjorde indtryk på mig, at når man kommer ind et sted, og ingen siger godmorgen, og ingen siger tak for i dag. Jeg er også et menneske, og det er faktisk noget, der betyder noget for mig, at man kan snakke sammen på arbejdspladsen, men man bliver åbenbart ikke populær, når man fortæller, hvad der foregår på stedet. Jeg ville gerne råbe op om en usund kultur på Kobbelgården, siger Katrine.

I sagen om Kobbelgården har Katrine Bielefeldt kunnet observere, at flere byrådsmedlemmer ikke havde hørt om forholdene på Kobbelgården 3 før. Hun ved, at der tidligere er tilgået informationer til byrådet.

– Jeg ved, at byrådet i min tid var informeret om, hvad der foregik. De vidste, hvad der var galt dengang, siger Katrine og peger på forholdene, som byrådet blev informeret om:

– Der var en voldsom personaleudskiftning. Folk faldt simpelthen som fluer, og folk rejste videre, fordi de ikke kunne holde miljøet ud. Bare i min tid var der forskellige afdelingsledere.

Det er oplevelserne fra dengang, i sammenspil med de forhold, som Katrine nu har hørt om, der har fået hende til at stå frem, da hun kan se paralleller med hendes ansættelsestid og i dag.

– Jeg har hørt om mekanismer nu, hvor det er de samme som dengang, jeg var der. De har taget en masse snakke med de pårørende, hvor de har bedt dem om ikke at gå videre med problemerne. De har truet dem til at holde mund. Det er sådan noget, jeg har strittet imod,” forklarer Katrine Bielefeldt og slutter:

– Jeg forstår udmærket, at de pårørende som Sandras forældre står frem, fordi du har med mennesker at gøre, og de skal behandles på en bestemt måde. Det er ikke forældrenes ansvar at passe deres datter, når hun er på sådan et sted. Det er bostedets.

AVISEN har i forbindelse med tilblivelsen af artiklen været i kontakt med flere kilder, der uafhængigt af hinanden bekræfter Katrine Bielefeldts historie.