Hvad sker der, når velfærdssystemet bliver en forretning for nogle og en livsstil for andre? Det er her begreberne velfærdsbaroner og nasserøve kommer ind. Begge lever af fællesskabets kasse, men på to vidt forskellige måder.
Velfærdsbaronerne den driftig type med regneark og visitkort. De drive bosteder, plejehjem eller sociale institutioner med penge fra kommunen og hiver en god gevinst hjem. Det kan gøres ansvarligt og ordentligt, det kan også udnyttes. Vi har set eksempler i hele landet på, hvordan penge til sårbare borgere forsvinder i bureaukrati og dyre konsulentydelser, mens omsorgen halter bagefter.
De politiske velfærdsbaroner? De sidder i byrådet og samler på udvalgsposter som andre samler på frimærker. Små udvalg, store udvalg, råd og nævn uden reel betydning, med mødehonorar, smørrebrød og fine titler. De siger, det er for “indflydelsens skyld”. De passer på systemet og på sig selv. Midt i det hele står borgerne og spørger: “Får vi egentlig noget ud af det?”
Nasserøvene, den anden ende af skalaen. De, der har gjort det til en kunstart at undgå både job og ansvar. Ikke dem, der er syge eller i krise, men de der aldrig rigtig når frem. De kan trykke ‘deltager ikke’ på møder i jobcentret hurtigere end du kan sige ‘aktivering’. De er få, men de fylder i debatten, de skader tilliden til hele systemet. For når hårdtarbejdende fredericianere ser naboen leve bedre på kontanthjælp end de selv gør med fuldtidsjob og madpakker, ja, så knirker sammenhængskraften.
Velfærdsbaronerne tager store penge fra systemet og kalder det drift. Nasserøvene tager små penge fra systemet og kalder det retfærdighed. Udvalgspolitikerne tager lidt af det hele og kalder det demokrati.
Fælles for dem alle? De suger af velfærdsstaten uden altid at give (nok) tilbage.
Vi skal turde pege på problemerne. Vi skal stille krav, både til dem, der driver velfærdsydelser, og dem, der modtager dem. Vi skal insistere på, at velfærd skal være en håndsrækning, ikke en levevej for kynikere.
Jeg tør og vil arbejde for: Gennemsigtighed i sociale ydelser og udbud. Øget kontrol med offentlige og private velfærdsleverandører. Incitamenter til at arbejde og konsekvenser for dem, der ikke vil. Slankere og mere effektive udvalg i kommunen, færre møder, mere handling.
Ægte velfærd er ikke at tage, det er at give plads til dem, der virkelig har brug for det.
Poul Rand, byrådskandidat for Liberal Alliance
