Mange politikere ynder at lade vælgerne forstå, specielt når der ikke er valgår, at der er nødvendige omkostninger på de offentlige udgifter. Men sandheden er, at det netop er det, vi skal bruge politik til: at diskutere, hvad vi vil prioritere, hvorfor, og hvordan vi gør det. Derfor er det også beskæmmende, når nogle politikere mener, at der er ting, der ikke kan diskuteres.
Hvis alle udgifter på de offentlige budgetter var uundgåelige, kunne vi lige så godt nedlægge demokratiske valg og gå over til et regulært embedsstyre. Derfor er opfordringen til de folkevalgte, at de tager diskussionerne i offentligheden, specielt når de vil spare eller tilføre store midler til særlige områder. Ideen om, at der er en “nødvendig politik,” er i sin grundform aldeles anti-demokratisk. Det gælder ikke mindst, hvis politikere ikke vil diskutere deres beslutninger, men i stedet henviser til embedsapparatet. Det er jo ikke embedsfolkene, der er valgt af vælgerne.
Men det er de folkevalgte. Til gengæld har man i Fredericia Kommune traditionen tro bedt om at få udarbejdet et sparekatalog. Undskyld, men hvorfor kommer flere politikere ikke selv med forslag? Det er som om, at embedsapparatet hvert år skal have muligheden for at skille sig af med noget, man ikke er interesseret i – af den ene eller anden årsag. Samtidig med at de områder, hvor embedsfolkene ikke ønsker forandringer, naturligvis aldrig optræder i sparekataloget:
I MÅ vælge det og det. ALT det andet skal I ikke blande jer i.
Denne form for teknokratisk tilgang til driften af det offentlige er ikke hensigtsmæssig. Det bør være muligt at diskutere, om vi skal forøge rammen på et område med 40 millioner. Ligesom politikerne selv bør komme med konkrete ideer til besparelser, der skal undersøges. I dag vil mange af dem nøjes med at sige, at “de har reddet” det ene eller andet fra besparelser. Men det havde været mere reelt, hvis de selv var kommet med ideerne, så man for alvor kunne se, hvad de prioriterer. Det ville gavne den demokratiske proces. Medlemmerne af byrådet har udmærkede muligheder for at sætte sig ind i, hvad alting koster, og derfra vælge det fra og til, de ønsker sig.
Nødvendighedens politik er giftig på alle områder. Naturligvis er der masser af områder, hvor de fleste af os er enige om, at vi ikke ønsker forringelser. Men tanken om, at noget er urørligt, giver os ikke mulighed for at overveje, hvordan vi prioriterer. Hvert område har sine ambassadører. Det starter i forvaltningen med områdets direktører, mellemledere og ledere. Herefter kommer det almene personale. Udenfor sidder eventuelt brugere, pårørende, organisationer med mere. I sidste ende kan man sidde med en situation, hvor ingen taler imod en konkret besparelse, selvom den kunne være fornuftig – især hvis politikerne kun læner sig op ad, hvad forvaltningen (læs: områdets chefer og personale) ønsker eller ikke ønsker. Det samme gør sig gældende i diskussionen om den massive forøgelse af budgettet til Familieafdelingen med det svimlende beløb af 40 millioner kroner:
Tror alle blindt på, at der ikke er andre måder at gøre det på? Er vi sikre på, hvad pengene skal gå til? Man siger ganske vist, at det går til børnene. Men det er jo ikke forældrene eller børnene, der får de 40 millioner kroner ind på deres konto. Det gør plejefamilier, institutioner, konsulenter og kommunale medarbejdere. Så i sidste ende går pengene til et apparat, hvor man siger, at børnenes trivsel er målet. Men hvordan kan vi være sikre på det? Og kan vi overhovedet vide, om der ikke vil fortsætte med at være tale om tocifrede omkostningsforøgelser hvert år? Hvad nu, hvis Familieafdelingen kommer om to år og beder om 80 millioner ekstra?
Alt dette er spørgsmål, der er værd at overveje. For det handler om prioritering. Men også om, hvilket sted man lægger indsatsen. Havde vi eksempelvis sendt nogle af pengene ud til skolerne, kunne lærerne måske have været med til at reducere behovet for anbringelser af udfordrede børn. Tanken om, at der kun er ÉN måde at gøre alting på, er ikke god for vores velfærdssamfund.
