Sydøstjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde en 10-årig dreng fra Lunderskov, der har været væk siden onsdag formiddag.
Drengen, der hedder Kevin, forlod sin skole i Kolding omkring klokken 10, og han er ikke siden kommet hjem, fortæller politiet i en efterlysning onsdag eftermiddag.
Kevin beskrives som 160 centimeter høj, lys i huden og med mellemlangt lyst hår. Han er iført mørke bukser og en grå/blå trøje.
Ifølge politiet har drengen tidligere taget toget mod København, og det kan derfor ikke afvises, at han har gjort det igen.
Sydøstjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan have set Kevin i løbet af dagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis efterlysning.









