En 21-årig mand er uden for livsfare efter en ulykke i Fredericia Svømmehal søndag eftermiddag, hvor han faldt fra en femmetervippe. Det oplyser vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi til TV Syd.

Manden befandt sig på femmetervippen og skulle til at springe, da han pludselig fortrød sit spring. Han forsøgte at gribe fat i vippen, men mistede grebet og faldt i stedet ned på gulvet. Livreddere i svømmehallen reagerede straks og ydede førstehjælp på stedet.

Som følge af ulykken blev svømmehallen lukket umiddelbart efter hændelsen, men Fredericia Kommune oplyser, at svømmehallen er genåbnet i dag.