Tirsdag morgen lød meldingen fra Sydøstjyllands Politi, at den 21-årige mand, der søndag eftermiddag var ude for et alvorligt uheld i Fredericia Svømmehal, stadig er alvorligt tilskadekommen, dog uden for livsfare.
Mandag kom meldingen fra politiet, at den 21-årige var uden for livsfare, men fortsat var indlagt med alvorlige skader.
Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi er der tirsdag morgen ingen ændring i mandens tilstand.
Efter ulykken ydede livreddere førstehjælp, og svømmehallens gæster blev evakueret. Svømmehallen var lukket resten af dagen, og fra søndag sen eftermiddag blev der tilbudt krisehjælp til de gæster, der havde behov for det.
Mandag havde et par personer taget imod tilbuddet om krisehjælp, oplyste Kasper Findahl, kultur- og idrætschef i Fredericia. Selvom svømmehallen genåbnede mandag, forblev vippetårnet lukket, indtil det kunne gennemgås og tjekkes onsdag i henhold til sikkerhedsprocedurerne.