En 25-årig mand blev i dag ved Retten i Esbjerg idømt forvaring i en omfattende sag om overgreb mod 27 piger. Den 25-årige blev dømt for en lang række overgreb begået fra 2014 til 2022. Han blev i fredags kendt skyldig i 62 ud af 65 forhold, herunder fire voldtægter, samleje med piger under 15 år og andre former for krænkelser.

Specialanklager Anemarie Haahr udtaler: ”Jeg er meget tilfreds med dommen. Vi havde lagt op til en forvaringsstraf, og straffen understreger, hvor alvorlig denne sag er.” Hun har ført sagen sammen med anklager Mathilde Teivang for anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den dømte blev frifundet for tre forhold: trusler, deling af seksuelt materiale og besiddelse af seksuelt materiale.

De 27 piger er bosiddende over hele Danmark. En anmeldelse fra en enkelt pige åbnede for en stor efterforskning, hvilket førte til det omfattende bevismateriale, der blev præsenteret i retten.

Den 25-årige har anket dommen.

FAKTA: Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, anvendt over for personer, der anses for særligt farlige. Man kan idømmes forvaring ved skyld i alvorlige forbrydelser som drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig vold, grove trusler, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller forsøg herpå, hvis domstolene vurderer, at den tiltalte er til fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Reglerne for forvaring er beskrevet i straffelovens § 70 til 72. Den tidsubestemte straf må ikke vare længere end nødvendigt. Ved forvaring for en forbrydelse, der kan give livstid, kan man ifølge straffuldbyrdelseslovens § 49 a som udgangspunkt ikke opnå tilladelse til udgang før efter 10 år.

Kilde: Anklagemyndigheden.dk