CPH:DOX afholder sammen med 27 kommuner i Danmark, herunder Fredericia, minifestivaler med dokumentarfilm, debatter og koncerter under navnet “DOX:DANMARK” fra den 15.-26. marts, nu også støttet af Nordea-fonden.

DOX:DANMARK har fået vokseværk. Med Nordea-fonden som en ny bidragsyder vil CPH:DOX og 27 kommuner rundt omkring i Danmark nu give danskerne mulighed for at deltage i filmarrangementer, debatter og samtaler om nogle af de store temaer og udfordringer, der præger vores samfund i disse år. Minifestivalerne finder sted rundt omkring i landet fra d. 15-26. marts 2023.

Vi er meget overvældet over den store opbakning og interesse fra kommunerne rundt omkring i landet. Vi oplever en kæmpe interesse for se dokumentarfilm og efterfølgende deltage i de mange vigtige samtaler, som filmene kan åbne op for. Hvordan tackler vi sorg? Hvordan kan vi arbejde for flere grønne, bæredygtige løsninger i vores kommuner? Hvordan ser fremtidens arbejdsliv ud? Hvordan nedbryder vi de store tabuer om døden? Det er nogle af de mange temaer, som vi håber danskerne vil være med til at engagere sig i, når minifestivalerne bliver skudt i gang rundt omkring i landet, siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk leder af CPH:DOX.

DOXDANMARK. Foto: Yann Houlberg Andersen

Fra 9 til 27 kommuner

DOX:DANMARK blev søsat af CPH:DOX som et pilotprojekt i 2021 under corona-epidemien. Her var 9 kommuner med, men i 2022 voksede interessen, og satsningen blev udvidet, så 21 kommuner rundt omkring bød på et særlig kurateret festivalprogram med dokumentarfilm, debatter og events. Med Nordea-fonden som bidragsyder har CPH:DOX nu planer om at udvide DOX:DANMARK, så endnu flere byer er med.

– Ambitionen med DOX:DANMARK er at styrke det lokale engagement og de demokratiske samtaler rundt omkring i landet. Vi vil selvfølgelig gerne brede initiativet ud til flere dele af Danmark. Med Nordea-fonden som bidragsyder, kan vi nu skrue op for ambitionerne og give flere danskere mulighed for at være med og deltage i de vigtige samtaler, siger Niklas Engstrøm.

Nordea-fonden støtter DOX:DANMARK med 3. mio. kr. fra 2023-2025. Bevillingen fra Nordea- fonden skal bl.a. være med til at sikre, at CPH:DOX og de lokale kulturinstitutioner- og -aktører i forbindelse med filmvisningerne kan tilbyde en række dialogbaserede events, der kan bidrage til at styrke medborgerskabet i de deltagende kommuner.

Det samlede film- og eventprogram for alle byer, der er med i DOX:DANMARK, forventes at blive offentliggjort d. 22. februar på cphdox.dk, men allerede nu er en række nye film bekræftet.

Puk Damsgaard, Rasmus Lyberth, Niels Hausgaard og mange flere er med

Når DOX:DANMARK bliver skudt i gang, får danskerne mulighed for at se en række af de allerbedste nye danske og internationale dokumentarfilm. Flere byer har bl.a. valgt at vise mesterinstruktøren Anne Wivels nye film ‘Lige før døden’. Efter filmvisningerne får publikum og bl.a. lokale præster mulighed for at tage hul på de vigtige og svære samtaler om døden.Der bliver også uddelt samtalekort udviklet i samarbejde med SNAK (kendt fra denne sæsons ‘Løvens Hule’), så snakken kan fortsætte hjemme i stuerne.

I filmen ‘Os der lever’ tager Niels Hausgaard (filmens fortællerstemme) os med til Nordjylland i en film, der tegner et kalejdoskopisk portræt af et lokalsamfund, der lever tæt på naturen og langt fra det politiske centrum.

I flere byer bliver det også muligt at møde journalist og forfatter Puk Damsgaard, der er en af instruktørerne bag den spændingsfyldte, nye dokumentarfilm ‘The Hostage Takers’. I forbindelse med visninger af ‘The Hamlet Syndrome’, der tegner et stærkt portræt af en ung ukrainsk generation martret af krig, vil der være foredrag om, hvad de medvirkende kommuner selv kan gøre for at hjælpe ukrainske flygtninge.

Flere byer byder desuden på intime koncerter, når Grønlands største sanger, Rasmus Lyberth, giver koncerter i forbindelse med visningen af filmen ‘Grønlands stemme’ – efterfulgt af servering af traditionel grønlandsk mad.

DOX:DANMARK – her er de 27 kommuner, hvor der bliver afholdt minifestivaler i samarbejde med CPH:DOX:
Aabenraa, Aalborg, Brøndby, Faxe, Fredericia, Kolding, Ikast-Brande, Herning, Holstebro Hørsholm, Gladsaxe, Jammerbugt, Mariagerfjord, Nordfyn, Randers, Rudersdal, Sønderborg, Slagelse, Svendborg, Varde, Ærø og Køge – samt Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund og Høje-Taastrup, der samarbejder på tværs om en helt særlig VESTEGNS:DOX.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer