KRIMI. En 35-årig mand uden kendt adresse blev natten til torsdag anholdt ved banegården i Fredericia efter flere episoder med urolig adfærd.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet fik onsdag klokken 23.11 en anmeldelse fra Jernbanegade ved banegården i Fredericia. Her skulle en passager på et tog ifølge anmeldelsen have opført sig opfarende, råbt og skreget samt spyttet efter folk.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor manden i første omgang blev bortvist fra banegården. Ifølge politiet er der ikke oplysninger om, at nogen personer blev ramt af spyt. Men kort efter måtte politiet igen tilbage til samme sted.
Klokken 00.12 blev politiet på ny kaldt til banegården, hvor samme person igen opførte sig opfarende. Denne gang lød meldingen, at han kastede småsten efter et tog. Politiet traf igen manden på stedet, og denne gang blev han anholdt. Han blev sigtet for overtrædelse af jernbaneloven på grund af den uroskabende adfærd.
Ifølge politiet stoppede episoden dog ikke med anholdelsen. Under håndteringen og turen til detentionen i Vejle skulle manden have rettet både ukvemsord og trusler mod betjentene. Arno Rindahl Petersen oplyser, at manden blandt andet skulle have sagt: »Jeg giver dig en flad, når jeg får håndjernene af.«
Den 35-årige mand blev anholdt klokken 00.27. Efter endt afhøring blev han løsladt igen klokken 08.35.








