SVM-regeringen investerer i kloge hænder og hoveder

3F’s formand ser både fornuft og fremtid i regeringens udspil til finanslov for 2024:

– Regeringen satser med finanslovsforslaget virkelig på at investere i de arbejdere, der sørger for danske virksomheders konkurrencekraft og vores bomstærke danske økonomi. Det er klogt, fornuftigt og en investering i fremtiden, siger Henning Overgaard.

Et løft i investeringerne på 300 millioner kr. i erhvervsuddannelserne i 2024, stigende til 900 millioner kr. om året i 2030 er ifølge 3F’s formand

– Et kæmpe skridt i den helt rigtige retning. Gammelt udstyr og nedslidte værksteder kalder på markante investeringer, og det er afgørende, at der er tale om årlige, permanente bevillinger. Det har vi kæmpet for i 3F gennem mange år, siger Henning Overgaard.

Regeringen vil også sikre, at de ledige fremover er sikret mulighed for et uddannelsesløft på 110 pct. dagpenge.

– Det er meget positivt, at ordningen bliver permanent, for det betyder, at de ledige, virksomhederne, fagforeningerne og a-kasserne kan planlægge og bidrage til, at virksomhederne får de medarbejdere, der er brug for. Og at de ledige får et bedre fodfæste og beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet. I den forbindelse bør politikerne nøje gennemgå og udvide listen over, hvilke fag og uddannelser, der er omfattet af ordningen. Vi ønsker i den forbindelse også at gøre det lettere for kollegaer, hvor kroppen siger fra – eller deres uddannelse er forældet – at de kan bruge ordningen til brancheskift. Når kroppen ikke mere kan holde til eksempelvis faglært brolægger- og murerarbejde, vil og kan mange kollegaer gerne fortsat bidrage – blot i andre fag og brancher, siger 3F’s formand.

Henning Overgaard understreger, at indsatsen imod klimaforandringerne er helt afhængig af kompetente faglærte og specialarbejdere. Og udfordringerne stiger kun i de kommende år, når mange seniorer runder pensionsalderen, mens for få unge er parat til at tage deres plads: – Omstillingen fra sort til grøn energi og produktion er umulig, hvis vi ikke har de nødvendige kloge hænder, hoveder og arbejdere. Derfor forventer vi også, at udspillet til finanslov følges op med en mærkbar indsats for at styrke arbejdsmarkedsuddannelserne. Flere skoler med arbejdsmarkedsuddannelser er reelt lukningstruet, og her er der bestemt også brug for et betydeligt, økonomisk løft, som bl.a. kan sikre det nødvendige udbud af relevante kurser i forhold til den grønne omstilling og hastige teknologiske udvikling.

3F’s formand er glad for, at finanslovsforslaget følger op på tidligere politiske udspil og erklæringer i regeringsgrundlaget om at styrke den danske arbejdsmarkedsmodel og bekæmpe social dumping. ”Med ca. 300.000 udenlandske kollegaer på det danske arbejdsmarked er der fortsat et stærkt behov for at beskytte både de udsatte migrantarbejdere og de overenskomstaftalte løn- og arbejdsvilkår.

-Det er også afgørende, at den nødvendige, men dyre asbestsanering af vores boliger og erhvervsbyggeri bliver hjulpet på vej med en offentlig tilskudspulje. Saneringen skal gennemføres under forsvarlige forhold, så bygningsarbejderne ikke risikerer alvorlige luftvejssygdomme som følge af renoveringsindsatsen, siger Henning Overgaard.

3F’s formand er forundret over, at man i finanslovsudspillet vil aflyse den planlagte forbedring af seniorpensionen.

– Regeringen vil jo drøfte tilbagetrækningsordningerne med arbejdsmarkedets parter, derfor er det ærgerligt, at man allerede har nogle delkonklusioner på plads på forhånd. Men det tager vi ved forhandlingsbordet. Pensionskommissionen fremlagde et godt og grundigt analysearbejde sidste år, hvor man netop lagde vægt på, at de forskellige tilbagetrækningsordninger supplerer hinanden og tilsammen giver en bare lidt bedre social balance og retfærdighed i seniorårene.

Henning Overgaard peger endvidere på, at regeringen i december erklærede, at man i valgperioden vil sikre en øget strukturel beskæftigelse i 2030 med 45.000 fuldtidspersoner.

– Siden har regeringen øget den strukturelle beskæftigelse med 40.000 fuldtidspersoner, det er da ret tæt på SVM-partiernes egen målsætning for de kommende år.

I samme periode har Finansministeriet også opskrevet det økonomiske råderum med foreløbig 20 mia. kr.

– Den bomstærke danske økonomi gør, at vi har alle muligheder for at forstærke investeringerne i kloge hænger og hoveder, i den nødvendige grønne omstilling, i et stærkere dansk forsvar og i sikring og udbygning af vores solidariske velfærdssamfund, siger 3F’s formand. Med mindre altså, at politikerne vælger at ødsle pengene væk til øget privatforbrug blandt de mest velstillede gennem topskattelettelser. Det vil hverken være klogt eller ansvarligt i forhold til at sikre vores børn og unge en tryg fremtid.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her