BØRN. De er efterhånden blevet tørre igen, FDF’erne fra Fredericia Søndermarken. 45 børn og unge fra kredsen har brugt ni dage af sommerferien på FDF Landslejr 2026 på Friluftscenter Sletten ved Silkeborg, hvor en af de store oplevelser var at deltage i Danmarks største vandkamp sammen med 8.000 andre.
Der var masser af vådt tøj, høje hvin og plaskvåd sommerstemning, da vandkampen brød løs.
»Det var helt vildt sjovt og temmelig fantastisk at opleve alle de mange tusinde børn og unge have det sjovt på samme tid. Og det er lang tid siden, jeg er blevet så gennemblødt,« griner Lars Mølsted, der er frivillig voksen i FDF Fredericia Søndermarken og har taget hele familien med på ni dage i telt på Sletten.

Vandkampen var et friskt indslag i en lejr, hvor deltagerne blandt meget andet også har bygget deres egen lejrplads op, lavet mad og overnattet udendørs, fordybet sig i en fantasifuld temafortælling og sunget fællessang i tusmørket.
Landslejren handler dog om mere end aktiviteterne. Her møder deltagerne jævnaldrende fra hele landet og opdager, at de er en del af et fællesskab, der rækker langt ud over deres egen kreds.
»Det er megafedt at være på lejr og møde nye venner, som er en del af det samme fællesskab som mig selv. Det er megavarmt, men der er en masse vildt sjove aktiviteter alle dage. Og så er det sjovt at sove i telt og lave mad over bål og optræde for hinanden om aftenen,« siger 10-årige Sofia Fauerskov.

For deltagerne fra Fredericia Søndermarken slutter lejren fredag den 18. juli, men minderne og venskaberne lever videre længe endnu.
FDF’s landslejr afholdes hvert femte år af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, der har 350 lokale kredse over hele landet.








