Den 11.-12. november kan alle nysgerrige og kunstinteresserede komme indenfor i hele 39 kunstnere og kunsthåndværkeres værksteder og atelierer, når Åbne Atelierdage for sjette år i træk byder på kunstoplevelser i hele Kolding Kommune.

Til Åbne Atelierdage kan du komme helt tæt på kunsten. Kunstnere og kunsthåndværkere i hele Kolding Kommune åbner dørene til deres atelierer og værksteder og giver besøgende mulighed for at se kunstnernes arbejde helt tæt på, opleve deres kreative processer og endda købe unikke kunstværker direkte fra kunstnerne.

Kolding Kommune har et rigt kunstnerisk miljø, som bliver synligt og let tilgængeligt til Åbne Atelierdage. Fra maleri, skulptur og assemblage til keramik, tekstil og glaskunst – der er noget for enhver smag. Og gratis adgang.

Et alsidigt og sprudlende kunstmiljø
Årets Åbne Atelierdage har igen i år stor tilslutning med 39 kunstnere og kunsthåndværkere der viser deres værker frem på 29 forskellige udstillingssteder spredt over hele kommunen.

– Åbne Atelierdage er et stort aktiv for vores kommune; lokale kunstnere får mulighed for at dele deres passion og deres værker med lokalsamfundet og borgerne får masser af spændende behind-the-scenes oplevelser. Jeg vil opfordre alle til at tage på ’kunsttur’ og opleve det alsidige og sprudlende kunstmiljø, der trives i vores kommune, udtaler Ole Martensen, formand for Kulturudvalget i Kolding Kommune.

Folder med information om kunstnerne
Kolding Kommune har i samarbejde med de udstillende kunstnere lavet en folder, der præsenterer alle kunstnerne og fortæller, hvor de udstiller. Folderen kan du finde på kulturinstitutioner og forskellige overnatnings- og spisesteder rundt om i kommunen. Du kan også se eller downloade den på www.kolding.dk/atelierdage.

Åbne Atelierdage afholdes i weekenden d. 11. og 12. november kl. 10-16 begge dage. Der er gratis adgang alle steder, hvor de deltagende kunstnere udstiller.

Åbne Atelierdage fakta

– Åbne Atelierdage fandt sted første gang i 2018.

– Åbne Atelierdage er skabt på initiativ fra lokale kunstnere.

– Åbne Atelierdage afholdes 11. og 12. november fra kl 10-16 begge dage, der er gratis adgang.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her