Det endelige slag mellem FHK og Ribe-Esbjerg i DM-semifinalen i håndbold finder sted onsdag aften.

De to første semifinaler har ikke været kønne, da det har været de to holds forsvar, der har haft overhånden. FHK’s ellers velpolerede angrebsmaskine har haft det svært med at bryde igennem Ribe-Esbjergs solide forsvar. Specielt de to højrehåndede bagspillere, Reinier Taboada og Sebastian Henneberg, er blevet lukket helt ned i de to første opgør. I den seneste kamp var det den 21-årige Jonas Kruse, der måtte tage ansvaret på sine skuldre, da det gjaldt. Med en imponerende indsats viste han sit potentiale og trådte frem, når holdet havde mest brug for det.

Ribe-Esbjerg har haft held med at slå FHK’s angrebsspil i stykker og har gået meget aggressivt til værks, hvilket FHK’erne hidtil ikke har kunnet modstå. Den intense defensive indsats fra Ribe-Esbjerg har været en afgørende faktor i kampenes udfald. På den anden side har FHK’s defensiv også lukket ned for Ribe-Esbjergs offensiv. I den seneste kamp var både Sebastian Frandsen og Thorsten Fries i mål for FHK, og deres stærke præstationer var med til at uafgjort 23-23 i søndagens kamp i Blue Water Dokken.

Det er svært for de to hold at komme med noget nyt med så kort tid mellem kampene, derfor er det op til angrebene for de to hold at forbedre deres eksisterende spilstrategier. Kigger man på sæsonen som helhed, er der sandsynlighed for, at FHK kan løfte deres angrebsspil. Dog har FHK haft det svært mod Ribe-Esbjerg i alle sæsonens opgør. Af de nu fire kampe har FHK kun vundet én gang, og det var i grundspillets kamp på udebane mod vestjyderne. Denne sejr kom dog også i hus med en vis portion held, da eg stolpeskud kunne have resulteret i endnu en uafgjort. Historikken viser dermed, at FHK har haft vanskeligheder med at bryde Ribe-Esbjergs defensiv og sikre sejre, hvilket lægger ekstra pres på dem i denne afgørende kamp.

Noget af det, der kan gøre en forskel for FHK, er hjemmebanen. Der er totalt udsolgt med 2.400 tilskuere på lægterne i thansen Arena. Det tryk, som tilskuerne kan lægge og huje FHK frem med, kan vise sig at blive essentielt, da FHK notorisk er kendt for at præstere godt på den meget stemningsfyldte hjemmebane. Den elektriske atmosfære og den massive opbakning fra fansene kan give FHK den ekstra energi og motivation, der er nødvendig for at bryde igennem Ribe-Esbjergs forsvar og sikre sig en plads i finalen.

En anden faktor, som man ikke kommer udenom, er straffekast. Både FHK og Ribe-Esbjerg har haft det svært ved den disciplin i de første to opgør. I det seneste opgør var det særligt Ribe-Esbjerg, der var i bekneb med straffekastene, og det endte med at koste dem sejren, da de inden for det sidste halvandet minut brændte to afgørende straffekast. Hvis et af holdene har rettet op på skarpheden i denne disciplin, er der procenter at hente på det parameter, hvilket kan vise sig at blive afgørende i den tætte kamp. Effektive straffekast kan meget vel blive nøglen til succes i denne afgørende semifinalekamp.

Et kort, som FHK ikke for alvor har spillet ud i semifinalerne indtil videre, men som kan få betydning, er James Junior Scott. Hans spillestil passer ganske vist bedre til hold, der står fladt og ikke dækker aggressivt, men får han pladsen, så har han et skud af en anden verden og besidder en x factor, der kan afgøre kampe på egen hånd. Spørgsmålet er, om FHK-træner Gudmundur Gudmundsson har modet til at bringe Scott mere i spil i denne altafgørende kamp. Hvis Scott får muligheden og rammer sit topniveau, kan han være den forskel, der vipper kampen til FHK’s fordel.

Én ting er sikkert: Onsdag aften vil enten FHK eller Ribe-Esbjerg lade sig hylde som vindere og være klar til DM-finalen, hvor den første kamp spilles allerede på søndag. Står det lige efter de første 60 minutter, foreskriver ligareglementet, at der først venter 2×5 minutters ekstra spilletid. Er stillingen stadig lige, følger yderligere 2×5 minutter, inden det hele eventuelt skal afgøres i en straffekastkonkurrence, hvis stillingen fortsat er uafgjort.

Der er kampstart i thansen Arena onsdag klokken 20:30.