Anni Lindum, 57 år, er fra 8. maj ansat som ny leder af Café Parasollen på Vestergade 16C i Vejle. Caféen er et alkoholfrit værested for mennesker, der har brug for og lyst til at blive inkluderet i et fællesskab med andre. Caféen er åben for alle, og gæsterne kan være til stede på egne præmisser og indgå i sociale sammenhænge i den udstrækning, de selv ønsker.
Anni kommer fra en stilling som boligsocial souschef i Den Boligsociale Helhedsplan i Fredericia. Hun har tidligere arbejdet som projektleder, selvstændig erhvervsdrivende, afdelingsleder i Tietoevry, kontorassistent og dagplejer mv.
Efter en uddannelse som kontorassistent har Anni siden uddannet sig til lærer og taget en diplomuddannelse i ledelse. Hun har desuden taget en række kurser i bl.a. coaching, positiv psykologi, familierådslagning mv.
Anni bor i Fredericia med sin mand med hvem hun har to voksne børn. Derudover fik hun den 5. april i år en ny titel som farmor til en dejlig lille pige. I sommerferien rejser hun som regel rundt i Europa, ligesom hun gerne går og cykler ture ud i naturen. Anni bruger meget tid på at læse både fag- og skønlitteratur og tilbringer helst fritiden med familie og venner. Hun har også været frivilligt bestyrelsesmedlem i den lokale svømmeforening, hvor hun var formand i to år.
Café Parasollen byder på en lang række sociale aktiviteter. Det er også muligt at få gratis, uvildig økonomi- og gældsrådgivning fra fagpersoner. Parasollen tilbyder også med projektet Fælles om Mad et trygt fællesskab for psykisk sårbare og socialt udfordrede mennesker med begrænsede netværk og ressourcer. Caféen har desuden et særligt tilbud for grønlændere.
Café Parasollen i Vejle er et af 28 sociale væresteder under KFUM’s Sociale Arbejde, der arbejder for mennesker i udsatte livssituationer. Med over 170 institutioner og sociale tilbud, 1.250 ansatte og 2.700 frivillige er KFUM’s Sociale Arbejde en af Danmarks største sociale diakonale organisationer. Hovedkontoret ligger i Strib ved Middelfart.