Middelfart Sparekasse Arena er i fuld gang med at blive tilpasset de krav, der stilles til europæisk håndbold, når der den 19. februar 2025 afvikles Champions League-kamp mod Paris i hallen.
En af de små, men vigtige detaljer er den specifikke nuance af blå, der kræves på gulvet. Det er et krav fra det europæiske håndboldforbund, og uden den korrekte farve kan der ikke spilles europæisk håndbold i Middelfart Sparekasse Arena. Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune bevilligede tidligere på året 637.000 kroner, så arenaen kunne opfylde de nødvendige krav til at spille i European League, som FHK oprindeligt lå til at spille i.
Af de bevilgede midler blev 487.000 kroner brugt på LED-bander, som nu er sat op bag begge mål og allerede er i brug. Næste skridt er det blå gulv, der er påkrævet for, at FHK kan spille Champions League på hjemmebane. Det nye gulv skal limes ovenpå det eksisterende gulv, og arbejdet er så omfattende, at FHK’s ligatræninger i øjeblikket er flyttet til hal 2, mens ungdomsholdene, der oprindeligt skulle træne i kamparenaen, er blevet henvist til andre haller i det store halkompleks.
Det nye gulv forventes at kunne tages i brug fra næste uge, og klubben har været opmærksom på at få arbejdet gjort færdigt i god tid, så alt er klar til den stor opgave i februar. Den optimale timing har været afgørende for, at arbejdet kunne finde sted, og nu er FHK klar til at spille Champions League-kamp mod Paris i Middelfart Sparekasse Arena.
Selvom det nye gulv og de opgraderede LED-bander gør det muligt for Middelfart Sparekasse Arena at opfylde flere af kravene til at spille europæisk håndbold, betyder det ikke nødvendigvis, at alle krav er opfyldt for Champions League-afvikling. Klubben har dog fået dispensation til kampen mod Paris, da Jyske Bank Arena i Odense, som FHK spiller de øvrige Champions League-kampe i, er lejet ud til et andet event.