Avisen

Nyheder og indsigt fra Avisen.

avisen.nuBusiness

Bent Jensen efter ny DI-måling – Fredericia har helt særlige kort på hånden

Bent Jensen efter ny DI-måling – Fredericia har helt særlige kort på hånden

BUSINESS. Fredericia Kommune rykker fra nummer 20 til nummer 18 i Dansk Industris årlige måling af den lokale erhvervsvenlighed, og dermed fortsætter kommunen sin fremgang på ranglisten. Ifølge undersøgelsen er det især den hurtige byggesagsbehandling og en stærk mobilitet, der trækker Fredericia op.

Hos Business Fredericia glæder bestyrelsesformand Bent Jensen sig over placeringen, men retter samtidig blikket fremad.

»Fredericia har nogle helt særlige kort på hånden, når det gælder om at drive virksomhed. Vi ligger fortsat over landsgennemsnittet på erhvervsvenlighed, og vores placering midt i Danmark giver virksomhederne en stærk adgang til både medarbejdere, kunder og markeder. Men vi skal også have blikket rettet mod fremtiden. Infrastruktur og gode rammevilkår gør det attraktivt at drive virksomhed i Fredericia, men vi skal samtidig sikre, at virksomhederne kan få adgang til den kompetente arbejdskraft, de får brug for. Derfor skal vi fortsat arbejde tæt sammen om at skabe de rette uddannelsesmuligheder og få flere til at se Fredericia som et attraktivt sted at bo, arbejde og skabe virksomhed,« siger Bent Jensen.

Virksomhedernes tilfredshed er højere i Fredericia end på landsplan, og sådan har billedet set ud siden 2025. Samtidig slår kommunens indsats for at sikre god mobilitet for virksomhederne og deres medarbejdere igennem i undersøgelsen. Fredericia ligger nummer fem på mobilitet og indtager en andenplads, når det gælder bæredygtig transport, mens infrastruktur og energi fortsat er blandt kommunens styrker med en placering som nummer 17 på landsplan.

Også på rådhuset vækker fremgangen glæde.

»Det er altid positivt, når man flytter sig i den rigtige retning, og jeg er rigtig glad for, at vi er på rette vej. DI's undersøgelse er et godt pejlemærke for, hvor vi står stærkt, og hvor vi har noget at arbejde videre med. At vi rykker to pladser frem og nu ligger nummer 18 understreger, hvorfor store investeringer lander i Fredericia. Samtidig skal vi være opmærksomme på, at manglen på arbejdskraft er en landstendens, og ikke en lokal tendens. Jeg tror på, at morgendagens arbejdskraft bliver skabt i Fredericia. Med den grønne omstilling bliver der skabt mange nye uddannelser og arbejdspladser. Her er vi allerede på forkant med blandet samarbejdet med DTU og Net Zero Hub, som samler virksomheder, forskning og offentlige aktører om udviklingen af fremtidens grønne løsninger,« siger borgmester Peder Tind (V).

Fremgangen glæder også Fredericia Håndværkerforening, der peger på, at fortsat vækst kræver adgang til kvalificeret arbejdskraft. Flere unge vælger en erhvervsuddannelse, men der er ifølge foreningen behov for at fastholde den positive udvikling og styrke samarbejdet mellem virksomheder, uddannelser og kommune.

»Hvis vi skal sikre, at Fredericia også kan vokse og skabe arbejdspladser i fremtiden, kræver det, at vi har hænder nok. Derfor er det positivt, at flere unge i Fredericia vælger en erhvervsuddannelse. Det er en udvikling, vi skal bakke op om og bygge videre på. Initiativer som fejringen af vores nyudlærte er med til at vise de unge, at der er gode muligheder i et faglært arbejdsliv. Men det kræver en langsigtet indsats. Virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommune skal arbejde tæt sammen om at sikre, at flere unge får en uddannelse, og at virksomhederne også fremover kan få den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for. Og så noterer jeg mig med stor tilfredshed, at Fredericia Kommune nu har den tredjehurtigste sagsbehandlingstid i landet,« siger Jesper Bjerrisgaard, formand for Håndværkerforeningen i Fredericia.

Det skriver Fredericia Kommune på sin hjemmeside.

Læs også

Viceborgmester om DI-fremgang – beviset på, at det, vi satte i gang, virkerNy målmand skal skærpe konkurrencen i FC Fredericias målKolding IF får nye tribuner til 175 millioner kronerLundsfryd om DI-måling – vi skal leve af de virksomheder, der vælger os til