Foto: AVISEN

Med sit finanslovsforslag lægger regeringen op til at spare 400 mio. kr. på statens administration. Det svarer dog blot til, at staten ruller den eksplosive vækst 3 ½ måned tilbage. Der er brug for større livtag, hvis vi skal have råd til velfærden, lyder det fra KL.

Siden 2016 er antallet af medarbejdere i statens departementer og styrelser vokset med næsten 14.000. Derfor batter det ikke meget, når regeringen blot lægger op til at reducere i statens administration med 400 mio. kr., som ikke engang svarer til 1.000 medarbejdere.

-Det er fint, at regeringen nu også sætter fokus på at reducere i statens bureaukrati. Men ambitionsniveauet er nødt til at tage samme himmelflugt, som vi har set i væksten i den statslige administration på området. Det nuværende forslag vil alene rulle det seneste års vækst tilbage med 3 ½ måned – det er jo peanuts, siger KL’s formand Martin Damm og fortsætter:

-Vi er nødt til at gøre en større indsats for få bremset væksten i statens bureaukrati. Alle de ressourcer, der lige nu går til administration i staten, binder vores ressourcer i kommunerne og indskrænker vores handlerum. I en situation, hvor regeringen selv kalder mangel på arbejdskraft vores allerstørste udfordring, er der i dén grad brug for at udnytte vores medarbejderes tid til størst mulig gavn for borgerne.

Nej tak til mere bureaukrati

Finanslovsforslaget indeholder en række prioriteringer af velfærden – fx midler til intensive læringsforløb for de svageste elever i folkeskolen, flere penge til psykiatrien generelt og midler til udsatte ældre.

-Vi er naturligvis glade for, at der er fundet penge til at prioritere velfærdsområderne, men udspillet indeholder ikke mange detaljer om, hvordan pengene kommer ud til kommunerne. Det vil vi holde nøje øje med. For vi oplever desværre gang på gang, at velmenende tiltag i finansloven belægges med administrative bindinger og bureaukrati, så vi er nødt til at bruge ressourcerne på dét frem for på kerneopgaven og borgerne. Dét er ikke en fornuftig brug af vores sparsomme kræfter, siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard.

Behov for en grundlæggende diskussion af velfærden

Samtidig understreger KL’s formandskab, at selvom regeringen vil løfte kommunernes økonomi med 650 mio. kr., så ændrer det ikke på, at landets kommunalpolitikere lige nu er ved at forhandle meget stramme budgetter på plads – med dertilhørende besparelser på velfærden. Derfor er der brug for en mere grundlæggende drøftelse om indretningen af vores velfærdssamfund i fremtiden. Og ambitiøse tiltag for at skaffe mere arbejdskraft.

-Gabet mellem borgernes forventninger til velfærden og kommunernes mulighed for at leve op til dem, vokser og vokser. Derfor er der brug for en prioriteringsdiskussion, tiltag der skaffer mere arbejdskraft – og yderligere løft i fremtiden, siger Jacob Bundsgaard.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her