KRIMI. Sydøstjyllands Politi var fredag formiddag til stede i det centrale Fredericia, hvor betjente kunne ses i området omkring Kongensstræde, Fynsgade og Kongensgade.
Bag politiets tilstedeværelse gemte sig en anholdelse, oplyser Sydøstjyllands Politi i en opdatering fredag middag.
Aktionen er afsluttet, og ifølge politiet har de omkringboende ikke på noget tidspunkt haft grund til uro. »Der har på intet tidspunkt været fare for beboere i området,« lyder det fra Sydøstjyllands Politi.
Hvem betjentene lagde i håndjern, og hvilken sag anholdelsen udspringer af, ønsker politiet ikke at løfte sløret for. »Vi har ikke yderligere oplysninger at dele med offentligheden på nuværende tidspunkt,« fortæller politiet i opdateringen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis opdatering.








