Birksø bliver i den røde trøje frem til 2030

SPORT. FC Fredericia har forlænget aftalen med Valdemar Birksø, så målmanden nu er kontraktbundet til klubben frem til sommeren 2030. Dermed sikrer superligaklubben sig en af sine markante profiler på den lange bane.
Birksø kom første gang til FC Fredericia i sommeren 2022 og har siden fået en helt særlig tilknytning til klubben og byen. Han spillede en central rolle i den historiske oprykning og blev efterfølgende kåret som årets spiller i FC Fredericia. Efter et kortere ophold i norske Fredrikstad vendte han i januar tilbage til Monjasa Park, og nu har parterne altså forlænget samarbejdet yderligere.
»Jeg er virkelig glad for at forlænge min aftale. FC Fredericia er en klub, jeg har fået et helt særligt forhold til, og jeg føler mig rigtig godt tilpas både i klubben og i byen. Jeg har oplevet rigtig meget her allerede, og jeg synes stadig, vi har masser at bygge videre på. Derfor var det også naturligt for mig at sige ja til at forlænge helt frem til 2030,« siger Valdemar Birksø.
Også hos klubben er der tilfredshed med forlængelsen. Head of Recruitment Oliver Fredsted fremhæver målmandens kvaliteter og betydning for truppen.
»Valde har gennem flere år vist, hvor stor en kvalitet han har, og samtidig er han en vigtig person i vores trup og omkring klubben. Han kender FC Fredericia, ved hvad vi står for og har stadig ambitioner om at udvikle sig. Derfor er vi rigtig glade for, at vi allerede nu kan sikre os, at Valde også er en del af FC Fredericia på den lange bane,« siger Oliver Fredsted.
Med forlængelsen fortsætter samarbejdet mellem FC Fredericia og Valdemar Birksø frem til sommeren 2030.






