Det er blevet muligt for alle at følge med i, hvor højt vandet står i landets bække og åer. På dmi.dk kan man fra nu af følge vandstanden i udvalgte vandløb i realtid.
Danmark gennemskæres af cirka 64.000 kilometer vandløb. De fleste er små og under 2,5 meter brede, og mange af dem er forsynet med måleudstyr, der blandt andet registrerer vandstanden. Det er disse målinger, der nu danner grundlag for det nye værktøj, som skal gøre det lettere at følge udviklingen ved vandløbsstationer i hele landet.
Tiltaget er en del af de seneste års opbygning af et varslingssystem for oversvømmelser fra bække og åer. I de første år var varslingen kun målrettet Danmarks beredskaber, men i 2025 udvidede DMI varslingen, så borgerne også får besked om risikoen for vandløbsoversvømmelser via dmi.dk. Nu bliver de direkte observationer altså også tilgængelige.
»Vandstanden i vandløb kan ændre sig hurtigt, særligt efter perioder med meget regn. Med visningen af de nye observationer får alle nu mulighed for at følge udviklingen i vandstanden ved udvalgte vandløbsstationer. Samtidig er målingerne en del af det datagrundlag, som DMI bruger i arbejdet med hydrologiske prognoser og varsling af vandløbsoversvømmelser«, siger ph.d. og hydrolog Cecilie Thrysøe fra Vejrforskning på DMI.
Målingerne indsamles af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og præsenteres i samarbejde med Danmarks Miljøportal. Stationerne blev oprindeligt sat op med et andet formål for øje.
»Vi er glade for det gode samarbejde med DMI, og at data fra vandmiljøovervågningen kan bruges i flere sammenhænge. Målestationerne er sat op til at overvåge transporten af vand og næringsstoffer gennem vandløb til de indre danske farvande. Men i de senere år er der kommet en stigende interesse for, at oplysningerne også kan bruges til varsling af ekstremhændelser og oversvømmelser«, siger kontorchef Peter Kaarup fra styrelsen.
De nye vandløbsobservationer kommer til at ligne de allerede eksisterende observationer for vanddybde ved havet. Hos Danmarks Miljøportal ser man tiltaget som et eksempel på, hvordan data kan komme i spil på tværs af myndigheder.
»Det er meget værdifuldt, når data bliver sat i spil og skaber værdi for borgere og myndigheder. DMI’s nye formidling af vandstandsobservationer indsamlet i VanDa er et godt eksempel på, hvordan fælles data fra forskellige myndigheder og samarbejdspartnere kan omsættes til konkret nytte«, siger Kim Mandix, systemansvarlig for VanDa i Danmarks Miljøportal.
Visningen er ifølge DMI et vigtigt skridt i arbejdet med at gøre viden om vand og vandløb mere tilgængelig for borgere, beredskaber og myndigheder.








