Dagsordenspunkter og politiske diskussioner blev hurtigt lagt til siden efter mandagens byrådsmøde Middelfart og skiftet ud med champagne, kransekage og festtaler.
Årsagen var helt særlig, for Ulla Sørensen, 1. viceborgmester i Middelfart Kommune, stod klar til at overrække Ridderkorset til sin byrådskollega, borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.
Det gjorde hun blandt andet med ordene:
– Du kærer om det maskineri, der udgør basen for vores perle af en kommune. Både når det handler om det brede samarbejde i byrådet og i kommunen. Du er i den grad en holdspiller, og du har en stor aktie i, at Middelfart Kommune i dag er en veldrevet og moderne kommune, som formår at udnytte vores gode beliggenhed og gøre Nordvestfyn til et attraktivt sted at slå sine rødder.
Borgmesteren får den særlige hæder for sin mangeårige indsats i byrådet i Middelfart. 17 år, hvoraf det siden 2017 har været som borgmester.