Tilbage i december kom det frem, at botilbuddet Kobbelgården 3 havde fået et påbud. De påbud, der blev givet, er nu ophævet, oplyser Fredericia Kommune til AVISEN.
Tirsdag var der møde i Senior- og Socialudvalget. Blandt punkterne på dagsordenen var Kobbelgården 3, og der fik udvalget en orientering om handleplanen, der var blevet iværksat for bostedet. Samtidig blev det oplyst, at bostedet ikke længere har påbud.
– Begge de påbud, der blev givet, er ophævet. Det bliver snarest muligt opdateret på Socialtilsyn Syds hjemmeside. Vi blev orienteret om det i mandags, siger koncernchef for Social- og Handicap, Henriette K. Graversen, til AVISEN.
Påbuddene blev givet som følge af, at der ifølge Socialtilsyn Syd var bekymring for tilbuddets kvalitet med hensyn til sundhed og trivsel, samt organisation og ledelse. Da Senior- og Socialudvalget afholdt det seneste møde i januar, blev der præsenteret en handleplan, der blandt andet inkluderede en kvalitetsanalyse af det specialiserede voksenområde, med særligt fokus på Kobbelgården 3.
– På mødet i januar bad vi i udvalget om at få en orientering om handleplanerne på hvert udvalgsmøde, således at vi er orienteret. Det ser tilfredsstillende ud; vi kan ikke gøre mere politisk lige nu, som jeg ser det, siger udvalgsformand Søren Larsen (A) og fortsætter:
– Vi er i en proces, hvor der pågår en pårørendeundersøgelse, en trivselsmåling, en botilbudsanalyse og en kvalitetsanalyse. Det tager nogle måneder at afvikle.
Nu håber udvalgsformanden, at der falder ro på bostedet, hvor der ifølge Søren Larsen har været et svært miljø at arbejde i for de ansatte som følge af medieomtalen fra blandt andet AVISEN.
– Nogle af medarbejderne føler sig hængt ud, blandt andet på grund af det, som I har skrevet, men medarbejderne gør et engageret stykke arbejde. De har været kede af at være på arbejde, da de føler, at de bliver hængt ud med de historier, der er kommet. Der har været nogle uheldige episoder, blandt andet den I omtalte med manglende solcreme, og det skal selvfølgelig ikke ske, men det er ikke det samme som, at tilbuddet ikke er godt, slutter Søren Larsen.