Omkring 16:30-tiden mandag udspillede der sig et drama. Fra AVISENs redaktionslokale i Riddergade kunne man høre, at der blev skreget fra gågaden. Det viste sig at være en butikstyv, som havde været på spil i AMOC. Tyven endte med at blive fanget.
Journalist Patrick Viborg Andersen løb ud fra redaktionslokalet for at se, hvad der skete ude på gaden. Indehaver af Karma By Juul, Jan Juul, råbte, at der var en, der havde stjålet fra en butik.
I fuld fart blev der sat efter tyven, som var løbet op ad Prinsessegade i retning mod politistationen. Butikstyven blev fundet gående rundt, og da det blev råbt om det var ham, fik han travlt med at komme væk. Tyven fik endnu mere fart på, da Patrick råbte af ham. Manden løb ind i en gård ved det gamle EA Værktøj, som nu er lavet om til lejligheder. Tilsyneladende var manden hoppet over et hegn, og imens det skete, var politiet tilkaldt.
Der blev holdt øje med alle mulige flugtveje for butikstyven. som pludselig var kommet ud ad en anden gård, da politiet var ankommet. Tyven hoppede over et nyt hegn ind i en kvindes have. Politiet satte efter manden, og har ifølge et opslag fra AMOC nu fået fat i den formodede gerningsmand.