POLITIK. Debatten om kulturhuset Tråden på havnen i Middelfart har taget en ny drejning. Efter at Foreningen Tråden har delt Socialdemokratiets opslag om at gøre huset permanent i en story på sine sociale medier, retter byrådsmedlem Jonas René Jensen (Danmarksdemokraterne) nu en skarp opfordring til huset om at holde sig langt fra politikken.
Offentligt støttede organisationer med offentligt ansatte holder sig normalt fra at dele politiske budskaber. Men i weekenden delte Tråden på sine sociale medier en artikel fra Fyens Stiftstidende om Socialdemokratiets ønske om at gøre huset permanent. Det har fået både politikere og borgere til at reagere. For hvad sker der, når en organisation, der modtager offentlige midler, deler et bestemt partis holdning?
»Tråden skal være alt andet end en politisk enhed. De skal holde sig langt ude af politikken. Det betyder ikke, at de ikke skal være opmærksomme, men politik skal man lade politikerne være om, og det synes jeg er vigtigt,« siger Jonas René Jensen til AVISEN.
Han hæfter sig ved, at husets opslag i debatten efter hans vurdering bærer præg af et kendskab til kommunale forhold, som almindelige borgere og virksomheder ikke har.
»Når jeg ser noget af det, de poster, så tenderer det næsten til, at de har mere viden end den gennemsnitlige borger og virksomhed har. Om det kommer sig af, at der rent faktisk er stærke kommunale kræfter inde i Tråden, det ved jeg ikke,« siger han.
Jonas René Jensen var i 2025 det eneste byrådsmedlem, der stemte blankt, da Tråden blev vedtaget. Dengang begrundede han det med, at der var for mange ubesvarede spørgsmål, og at han hellere så en investering, der var permanent. I dag understreger han, at kritikken ikke handler om, hvorvidt Tråden er et godt hus.
»Der er faktisk ikke nogen, der synes, at Tråden er dårlig. Men det er det, de trækker ud af debatten, og så bliver det en kamp for Trådens retfærdiggørelse, hvor der ikke er nogen, der kæmper imod,« siger han.
Foreningen Tråden svarede i sidste uge på det kritiske borgeropslag med et opslag under overskriften »Fakta om Tråden«. Den betegnelse køber Jonas René Jensen ikke uden videre.
»Man skal passe på med, at Tråden kommer ud og siger, at det her er fakta, når de fakta, de bruger, efter min mening har noget politik liggende under sig. At begynde at snakke om lokalplaner og alt sådan noget, det synes jeg ikke var på sin plads,« siger han.
Han mener, at huset havde stået bedre ved slet ikke at gå ind i debatten.
»Jeg tror helt oprigtigt, de havde vundet mere på ikke at sige noget og bare blive ved med at gøre det, de er skidegode til. Så skal vi politikere nok bokse den politiske kamp af,« siger Jonas René Jensen.
For ham handler sagen i mindre grad om kroner og øre end om, hvem der har adgang til at blive hørt. Tråden er ifølge ham en organisation med stor politisk opbakning og et talerør, som kommunen har været med til at give den, mens de borgere, der stiller spørgsmål, ikke har samme mulighed.
»Vi har et kæmpe talerør, som kommunen har været med til at give dem. De borgere, der stiller spørgsmål, har ikke det samme talerør. Så jeg synes, der er en skævvridning i hele platformen, og det skal man passe på med,« siger han.
Han slår samtidig fast, at kritikken ikke er rettet mod de mennesker, der driver huset.
»Det er vigtigt for mig at sige, at alle er skidedygtige. Det er ikke det, det handler om,« siger Jonas René Jensen.
AVISEN har tidligere kontaktet Tråden, som ikke har ønsket at udtale sig ud over sit eget opslag. De er heller ikke retur på flere telefonkald.









