Kulturudvalget i Kolding Kommune har udvalgt fire byrumsinstallationer, der skal være med til at skabe liv ved inderhavnen hen over sommeren. Installationerne er resultatet af et open call, som Kulturudvalget inviterede til i slutningen af sidste år, hvor alle med gode idéer til at skabe byliv eller forskønnelse af området kunne byde ind.

Kulturudvalget havde oprindeligt afsat 3 x 50.000 kr. til i tre byrumsinstallationer. Open call’et bød imidlertid på flere spændende forslag og udvalget besluttede derfor at vælge et ekstra projektforslag. Det betyder, at de mange fodgængere, cyklister og bilister, der hver dag færdes i området, kommer til at opleve hele fire byrumsinstallationer i området ved inderhavnen fra maj til og med september i år.

Fire forskellige oplevelser

De fire byrumsinstallationer byder på fire vidt forskellige oplevelser. Du kan bl.a. opleve det kunstneriske univers ”Overjordisk og undersøisk” af kommunikationsdesigner Lene Jæger Klausen, hvor du passerer gennem en miniskov af blågrønne ’”træer” og møder kokoner, der pipler frem af jorden. Du kan også komme ned under vandoverfladen med installationen “Prøliåhør!” af kunstnerduoen Gjersøe & Rizzi, hvor du fra bænken i det særlige busskur ved inderhavnen, kan opleve en symfoni af undervandslyde, som de lyder lige på det tidspunkt. På havnekajen kan du som forbipasserende nyde ”Den Lille Havfugl”, en skulptur skabt specielt til Kolding af den lokale kunstner Jes Nordby. Skulpturen kan også ses fra den sidste byrumsinstallation ”Vinger til (gen)brug”, der består af en 17 meter lang vindmøllevinge, hvor spidsen er tippet og kan bruges som bænk. På græsset omkring vingen placeres også tre vingeudsnit, der kan bruges til ophold. Det er designbureauet Kirt x Thomsen og LM Wind Power, der står bag ”Vinger til (gen)brug”.

– Kultur spiller en vigtig rolle i at skabe byliv og jeg glæder mig til at opleve de fire byrumsinstallationer, når de står klar til maj. Jeg er overbevist om, at de vil berige området ved inderhavnen og gøre det mere attraktivt at færdes og opholde sig i. Det er et enigt Kulturudvalg, der står bag de midlertidige byrumsinstallationer og som aktivt ønsker og investerer i et levende og attraktivt byliv i Kolding, udtaler formand for Kulturudvalget, Ole Martensen.

Hos Kolding Havn, der lægger jord til en del af byrumsinstallationerne, glæder havnedirektør Heino Svenningsen sig også over de kommende byrumsinstallationer.

– Det er en kreativ måde at skabe byrum på, hvor havn og by smelter mere sammen med det byliv, der er så vigtigt tæt på centrum og studiemiljøerne. Vi forventer, at byrumsinstallationerne vil bidrage til diversitet og skabe yderligere interesse for mulighederne ved inderhavnen – i samspil med andre initiativer såsom streetfoodtiltaget Havne Kajen, Rock på Havnen og Kolding Half løbene. Vi byder mere byliv velkommen, helt i tråd med strategien for inderhavnen.

Masser af liv ved inderhavnen

De midlertidige byrumsinstallationer vil pryde området i fem måneder fra maj til og med september. Og der er god grund til at komme forbi, da der i perioden er flere oplevelser og aktiviteter i vente. På nordsiden af inderhavnen åbner streetfood- og eventstedet Havne Kajen den 5. april og Godset Ujnfor byder på flere koncerter i løbet af foråret og sommeren. Derudover arbejder Kolding Havn på at etablere midlertidige lystbådpladser i inderhavnen i sommermånederne. Der er således lagt op til masser af liv ved inderhavnen i Kolding. Der er åbningsarrangement for de midlertidige byrumsinstallationer ved havneområdet fredag den 3. maj, hvor kunstnerne og aktørerne bag byrumsinstallationerne vil være tilstede og præsentere deres installationer. Alle er velkomne.

Byrumsinstallationerne

“Prøliåhør!” af Gjersøe & Rizzi

“Prøliåhør!” er en unik oplevelse med realtime lyde fra havnebassinet. Fra det særlige busskur ved inderhavnen kan du komme med ned under vandoverfladen og lytte til krablerier på havnebunden, fiskenes ”bøvsen” og skibenes snurren. Hvad sker der i en verden, du ikke kan se? Slå dig ned og lad lydene, sanserne og tankerne føre dig væk. Sidstnævnte bliver måske også ledt på vej af de forskellige spørgsmål og fakta, der er sat op på busskurets inderside. “Prøliåhør!” er et overraskende og originalt projekt, der inviterer til ophold, undren og samtale og som binder by og havn sammen.

“Prøliåhør!” er skabt af kunstnerduoen Gjersøe & Rizzi, der består af lydkunstner og komponist Robert Cole Rizzi og musiker og kunstner Niklas Gjersøe.

”Den Lille Havfugl” af Jes Nordby

”Den Lille Havfugl” er skabt af multikunstneren Jes Nordby. Skulpturen er udført i Cortenstål med bemalet hjerte. ”Den Lille Havfugl” er tænkt som en pendant til Den Lille Havfrue i København. Den symboliserer frugtbarhed, frihed, fødsel og familieskab, hav, ophav, havn og favn, i sikker havn, i sikker favn med kærligheden som udgangspunkt og som samlingspunkt for menneskets tilstedeværelse på havnen. Den er enkel og udtryksfuld med et industrielt præg, der taler ind i havnens industrielle essens. Skulpturen opsættes direkte på kajkanten ved inderhavnens kortside, hvor den vil blive set af de mange tusinde trafikanter, der dagligt passerer via Jens Holms Vej.

Jes Nordby er autodidakt multikunstner og bosiddende i Sønder Stenderup syd for Kolding, hvor han har atelier og galleri.

”Overjordisk og Undersøisk” af Lene Jæger Klausen

”Overjordisk og Undersøisk” er inspireret af det kontrastfyldte “grænseland”, som området mellem havnekontoret og Jens Holms Vej repræsenterer. Med sine ”træer” i blågrønne farver og kokoner, der dukker op af jorden skaber installationen et overjordisk og undersøisk univers, der undersøger grænserne mellem det naturlige og unaturlige og det genkendelige og det abstrakte. Tanken er at skabe en ny bevidsthed om både områdets karakter, beskuerens egen tilstedeværelse samt vække undren og refleksion. ”Overjordisk og Undersøisk” binder området sammen med sit vand/land-tema og skaber en spændende og sanselig oplevelse, der vil tiltrække sig opmærksomhed og skabe nysgerrighed hos de forbipasserende.

Lene Jæger Klausen arbejder med kommunikationsdesign og kreativitet i sin virksomhed GELB Kommunikation & Skaberkraft med base i Kolding.

”Vinger til (gen)brug” af Kirt x Thomsen og LM Wind Power

”Vinger til (gen)brug” sætter fokus på vindmøllers størrelse og udvikling gennem tiden samt muligheder for genbrug og re-design. I 1991 var en vinge 17 m. I dag er verdens største vindmøllevinde 107 m. Mange af de tidlige vindmøller har nået pensionsalderen og tages ned. Men her opstår et problem; vindmøllevinger består primært af glasfiber og lim, hvilket gør dem svære at genbruge. Men hvad kan vi så bruge dem til? Det giver ”Vinger til (gen)brug” et bud på med sine små vingeudsnit, der inviterer til ophold, og den 17 meter lange vinge fra verdens første havvindmøllepark, Vindeby, hvor spidsen er omdannet til en bænk. De forskellige vindmølledele udsmykkes – formentlig af lokale graffitikunstnere – og på vingen opsættes grafik, der fortæller om vindmøllers udvikling.

Kirt x Thomsen en et Københavnsbaseret design- og innovationsbureau, der arbejder med visualiseringer og konceptudvikling af komplekse processer inden for grøn energi. LM Wind Power, der har hovedkvarter i Lunderskov, er et verdens førende leverandører af vinger til vindmøller.