Økonomi- og Erhvervsudvalget vedtog på deres møde mandag en række planer og milepæle for udviklingen og etableringen af et campus i Kanalbyen.
Efter- og videreuddannelse indenfor den grønne omstilling, et bibliotek og et Makerspace, hvor børn og unge kan eksperimentere og udvikle deres kreative og digitale evner.
Det er et udpluk af det, et kommende campus i Kanalbyen skal indeholde. Særligt uddannelserne indenfor grøn omstilling er et vigtigt element.
– Der er meget få kommuner i landet, hvor man har de muligheder og det potentiale, som Fredericia i de her år har indenfor grøn omstilling. Vi har udsigt til at blive et nøglepunkt i både Danmark og Europas grønne energiinfrastruktur. Vi har de rigtige virksomheder, vi har viljen, og så har vi de rigtige brancher, som har sat fuld damp på at udvikle løsninger på omstilling til grøn energi sammen med universiteterne, siger borgmester Steen Wrist.
Målet er, at der står et indflytningsklart campus i Kanalbyen i 2027, der kan samle videregående uddannelser, førende infrastruktur-, logistik-, energi- og forsynings-virksomheder i at tilbyde uddannelser til den grønne omstilling og ikke mindst styrke arbejdet med at udbrede de grønne løsninger til hele landet.
Videreuddannelse livet igennem
Det er planen, at den nye campus-bygning i Kanalbyen også skal rumme et bibliotek og et Makerspace-miljø, hvor fredericianerne kan indgå i fællesskaber og få indblik i den grønne omstilling.
– Grøn omstilling kommer ikke af sig selv. Det kræver løbende efter- og videreuddannelse af medarbejdere, hvis Danmark skal bevare sin førerposition. Fredericia er et nøglepunkt i Danmarks grønne omstilling, så det er en naturlig følge af det, at vi skaber et campus, hvor kompetencerne til den grønne omstilling også kan blive udbygget og forfinet. De kompetencer er vigtige, hvis vi skal i mål med vores klimaambitioner. Vi har løbende justeret vores visioner for et campus i Kanalbyen, og jeg har store forventninger til det, vi går med nu, hvor det handler om efter- og videreuddannelse, og hvor den grønne omstilling er i fokus, siger Pernelle Jensen, formand for Unge- og Uddannelsesudvalget.
Fakta om det nye campus-byggeri
Det er sigtet, at det nye byggeri i Kanalbyen skal være en lejemodel, hvor investorer opfører bygningen, og kommunen lejer sig ind i forhold til lokaler til både bibliotek, Makerspace og Uddannelses- og kompetencecenter.
Tidsplan:
Ultimo 2024: Tegninger og indretningsdesign forventes færdige
Ultimo 2025: Første spadestik på byggeriet af et nyt campus i Kanalbyen
Medio 2027: Fredericia Kommunes nye campus i kanalbyen åbnes