Efter mere end 40 års ansættelse i EWII Koncernen er beredskabschef Carsten Rosenberg Pedersen gået på pension. I forbindelse med afskeden er han blevet hædret med Den Kongelige Belønningsmedalje, som EWII Koncernen havde indstillet ham til.

Carsten Rosenberg Pedersen begyndte sin karriere i forsyningen i 1984, hvor han blev ansat som elektriker med ansvar for vedligeholdelse og udbygning af elnettet i Trekantområdet. Gennem årene udviklede hans rolle sig markant, og i 00’erne førte jobbet som driftsvagt i koncernens kontrolcenter samt hvervet som tillidsrepræsentant til en spirende interesse for ledelse.

For at tage næste skridt valgte Carsten Rosenberg Pedersen som 52-årig at læse til diplomingeniør på Syddansk Universitet – sideløbende med sit skifteholdsarbejde som driftsvagt. Efterfølgende blev han afdelingschef for Driftovervågningen, og med tiden fik beredskabsområdet en stadig større plads i hans arbejde.

Som ansvarlig for EWII Koncernens beredskab stod Carsten Rosenberg Pedersen klar døgnet rundt ved hændelser som covid-19, storme, oversvømmelser, brande og andre situationer, der kunne true den kritiske infrastruktur.

Ansvaret for beredskabsplanerne og den døgnåbne beredskabstelefon er nu givet videre, og pensionisttilværelsen giver i stedet tid til blandt andet kolonihaven tæt på hjemmet i Fredericia.

Modtagelsen af Den Kongelige Belønningsmedalje betyder samtidig, at Carsten Rosenberg Pedersen inden længe får mulighed for at komme i audiens hos Hans Majestæt Kong Frederik og takke for hæderen.