En 61-årig kvinde på cykel blev onsdag morgen kørt til Odense Universitetshospital efter et færdselsuheld på Lumbyesvej i Fredericia. Uheldet skete klokken 06.47.
»En bil svinger ind foran cyklisten, og cyklisten cykler ind i bilen,« forklarer Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi ved morgenens pressebriefing.
Cyklisten kom til skade ved sammenstødet og blev kørt til Odense Universitetshospital.
»Hun er uden for livsfare, men vi har ikke fået nærmere status,« siger Arno Rindal Petersen.
Føreren af bilen, en 61-årig mand, kom ikke til skade.







