Da Lasse Thomsen kom til Middelfart Boldklub, blev græsset klippet af mennesker: Otte år og fire divisionsskift senere står han og Jonas Villemoes stadig i den blå trøje

SPORT. Græsset på Middelfart Sparekasse Stadion bliver klippet af robotter i dag, og banen bliver vandet af et anlæg, der passer sig selv, og ingen af delene fandtes, da Lasse Thomsen kom til klubben i sommeren 2018, heller ikke den kunstgræsbane, som holdet nu træner på om vinteren, og som kom til relativt hurtigt efter ham, så han nåede lige at prøve, hvordan det var uden. Otte år er lang tid i en klub, der har skiftet division fire gange i perioden, og i de år er der løbende blevet opgraderet på det hele, staben omkring holdet, sponsorerne, mulighederne, midlerne og det, han leder lidt efter ordet for, indtil det lander på faciliteter, og nede på stadion er der også sket en del, og oven i alt det er der gode mennesker, ikke mindst.

Han er 32 år, bor i Odense og er anfører, og ved siden af ham sidder Jonas Villemoes, 30 år, også fra Odense, som kom til i sommeren 2020, og de to bruger et øjeblik på at regne efter, seks år og otte år, så passer pengene, og det er nok til at placere dem blandt dem i truppen, der har været der længst. Det var Søren Godskesen, der hentede dem begge, og for Lasse Thomsens vedkommende var det en gammel forbindelse, for Godskesen havde været sportschef i Marienlyst, inden han blev det i Middelfart. »Jeg spillede fodbold i Marienlyst inde i Odense og var egentlig klar på, at der skulle ske noget nyt. I Marienlyst havde jeg også haft Søren som sportschef, og i mellemtiden var han blevet sportschef i Middelfart, så det var sådan, kontakten blev skabt. Dengang var Middelfart, også rent økonomisk, en af topbejlerne til at rykke op i 1. division, så det så jeg som et naturligt og godt skridt for mig,« siger Lasse Thomsen.

Jonas Villemoes kom fra Danmarksserien og en klub på Nordfyn, hvor han havde spillet hele sin barndom, og for ham handlede det om, hvad der findes på Fyn, hvis man vil videre, og det er der ikke så meget, der gør. »Jeg kom fra min barndomsklub Otterup og skulle tage det næste skridt i min karriere, og der var Middelfart et rigtig godt bud. Hvis det ikke lige hedder OB på Fyn, så er Middelfart det, der ligger lige under. Så det var en god mulighed, som jeg valgte at sige ja til, også med tanke på 2. division og 1. division, som vi snakkede om dengang,« fortæller han.

Det, de begge fik med i købet, nævner ingen af dem i første omgang, men det viser sig at være grunden til, at de stadig er her, og det ligger uden for banen. Lasse Thomsen er uddannet fysioterapeut og åbnede i marts caféen Forno i Pantheonsgade i Odense, en sandwichbar med få varianter og et focacciabrød, han bagte derhjemme i et år, inden det sad i skabet, og den går der meget tid med, og den kører rigtig godt, hvilket formentlig er den eneste anfører i dansk divisionsfodbold, der kan sige det om sit brød. Jonas Villemoes arbejder ved en virksomhed, og har et fritidsjob oven i, så når man lægger det sammen, er der to mænd i startopstillingen, der møder ind til træning fra et arbejde, sådan som folk gjorde i dansk fodbold, dengang alle gjorde det, og som de færreste gør i dag, hvor kontrakten som regel er hele livet, og alt andet betragtes som distraktion. I Middelfart bliver det betragtet som en del af pakken. »Hvis jeg kigger på mit liv, er jeg rigtig glad for at være et sted, hvor jeg også kan dyrke det, jeg gerne vil ved siden af, og hvor man ser på det og siger, at det er helt okay. Man kan næsten spille fodbold på højst mulige niveau, samtidig med at man har noget ved siden af. Den opbakning har været der hele tiden, og der er ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved det,« lyder det fra Lasse Thomsen.

Det betyder ikke, at der er slækket på noget, og det er Jonas Villemoes hurtig til at få med, for der sidder yngre spillere i omklædningsrummet, som lever af fodbolden alene og vil videre, og det skal der også være plads til. »Jeg tror, det er meget fælles for mig og Lasse, at vi har et arbejde ved siden af, og der har hele tiden været mulighed for at prioritere begge dele. Samtidig er det et sted med drømme og ambitioner, hvor der er andre spillere, der ikke har noget ved siden af og har ambitioner om at komme endnu længere. Og selvfølgelig vil Lasse og jeg også gerne spille på højst mulige niveau,« supplerer han.

Ambitionerne har fået deres i de år. Klubben rykkede ned i 3. division i 2022, vandt rækken året efter, og i juni 2025 stod holdet i 1. division for første gang i klubbens historie efter 1-0 hjemme over Skive, hvorefter en sæson med to sejre i 26 kampe sendte det ned igen i april, og begge har forlænget, når det så værst ud, Lasse Thomsen i maj 2022 med udsigt til 3. division, Jonas Villemoes i januar 2026 til 2028, mens holdet lå sidst i 1. division, og ingen af dem gør noget nummer ud af det, når man spørger, for det er sådan, det er, når man er den slags, der bliver. »I moderne fodbold kan man godt skifte fra klub til klub. Klubmennesker bliver mere og mere sjældne i fodbold, så det er også noget, man kan være stolt af,« konstaterer Jonas Villemoes.

Man kan også høre det på den måde, de taler om stadion, for det handler mindre om tribunen og mere om dem, der står i den. Lasse Thomsen nævner Lena og Per i kiosken, som han er begyndt at kende bedre og bedre, sponsorerne, man siger hej til, og børnene, man ønsker god træning, når de er ude på banerne, og Jonas Villemoes tager tråden op og kalder det et ansvar, der følger med årene, at man hilser på ham, der står i kiosken, og hende, der står nede på stadion, fordi man kender dem nu. »Når man er i en klub i længere tid, udvikler man bekendtskaber. Det kan være alt fra Lena og Per, der står nede i kiosken på stadion, til sponsorer, man siger hej til, og deres børn, som man ønsker god træning, når de træner derude. Det er noget, man bygger op, når man har været her et stykke tid,« forklarer Lasse Thomsen.

Byen har på sin side lagt mærke til dem, for der var ikke så mange på stadion til hver kamp, da Jonas Villemoes kom, og nu rammer holdet et flot antal, og efter året i 1. division er der kommet mere opmærksomhed på klubben i Middelfart, fra sponsorerne, fra dem, der arbejder bag kulisserne, og fra børnene, der løber rundt på anlægget. Det følger med, når man vinder, og folk tænker, at de lige skal en tur på stadion i weekenden, og det følger med, når der kommer store hold på besøg, som da OB kom til pokalkamp for nogle år siden, en aften begge husker som noget, der samlede hele byen. Lasse Thomsen tilføjer med et grin, at der bliver kommenteret på det, når det går godt, og indimellem også, når det går skidt, og at det for ham bare betyder, at der er nogen, der går op i det, og at det er fedt at være en del af.

Med årene er det også blevet dem, der bliver kommenteret på, for man kommer til en klub som den nye og skal finde sin plads i hierarkiet, og så går der nogle sæsoner, og så er man en af de ældste, som de andre kigger efter, både på banen og uden for den. Lasse Thomsen vedstår det gerne, uden at ville snakke for vildt om det, og det blev for alvor deres rolle i sommer, hvor en række spillere med tilsammen over 600 førsteholdskampe forlod klubben, og otte unge kom ind. Ingen af de to er fra byen, men det gør ifølge Jonas Villemoes ingen forskel, for har man været her så mange år, får man et ansvar for at præstere udadtil og for at flyve Middelfarts flag, som han formulerer det.

Lasse Thomsen har også haft arbejde i byen og været i berøring med erhvervslivet, og han føler sig hundrede procent som en del af Middelfart, hvilket han forklarer med noget så jordnært som ansigter. »Når vi går ud til træning, kommer på stadion eller går i byen, er det mange af de samme ansigter, man ser. Lige pludselig bliver det genkendelige ansigter, og så bliver det til et hej og lidt small talk. Så ja, det kommer helt naturligt.«

Ansigterne kender også dem, og det er den vej, spørgsmålet om eftermælet kommer ind, for når man er blevet et af de kendte ansigter i en by, må man vel også overveje, hvad folk skal tænke, den dag man stopper. Svaret fra Lasse Thomsen kommer i den rækkefølge, en anfører svarer i, først fodbolden, så holdet, så byen. »Selvfølgelig vil man gerne huskes for at være en god fodboldspiller. Det er den primære grund til, at man er her. Men jeg vil også gerne huskes for at være en god holdkammerat for dem, jeg spiller sammen med, og som et ansigt udadtil, hvor folk kigger på mig og tænker: Det er ham, vi er stolte af har spillet i Middelfart Boldklub,« siger han, og på spørgsmålet om, hvad han håber at give byen, bliver sætningerne kortere. »Oplevelser. Fællesskab. Den der fornemmelse af, at man sgu godt kan have det sjovt, når man løber rundt og spiller fodbold i Middelfart. Man behøver ikke at spille for Real Madrid eller Barcelona. Det er også rigtig godt at spille for Middelfart Boldklub.«

Jonas Villemoes vil huskes for at være et godt menneske, både som holdkammerat og udadtil, det er det vigtigste for ham, og så for oplevelserne, at de var med, da klubben rykkede i 1. division og skabte historie på den måde. Lasse Thomsen nikker og lægger til, at der sidder mange over dem, der trækker i snore og trykker på knapper, og at det arbejde gør de, mens spillerne har et andet stykke arbejde i at præstere på banen, og gør de det, skubber de noget i den rigtige retning, giver oplevelser, og de små kan kigge på førsteholdet og tænke, at det fandme er nogle seje drenge. »Det er noget af det søde ved livet, at man kan mærke, at man er en del af noget og giver noget til andre, samtidig med at man dyrker noget, man selv rigtig godt kan lide. Det er en eller anden form for win-win,« fastslår Lasse Thomsen.

Så træningen kalder, og de rejser sig og går ud mod banen, den med robotterne og vandingsanlægget, som er kommet, mens de var her, og på vejen derud er der et hej til nogen, der kender dem, og et par børn på sidelinjen, der kigger på to af de ældste på holdet, som om de var noget særligt. Det er de vel også, på den måde, som man er det i Middelfart, når man bliver.