Danbolig Fredericia har netop fejret sin 15-årsdag, en milepæl i en sektor, der er notorisk konkurrencepræget. Rasmus Rüsz, der nærmer sig to årtier i ejendomsmæglerbranchen, startede sin karriere i Børkop som trainee.

Med to årtier i ejendomsmæglerbranchen og 15 år i spidsen for Danbolig Fredericia, har Rasmus Rüsz formået at lave en markant indsats på det lokale boligmarked. Fra sin spæde start som trainee til positionen som byens førende ejendomsmægler, har Rüsz’s karriere været præget af hårdt arbejde, dedikation og en ukuelig drivkraft. Rejsen har kostet Rasmus blod sved og tårer, foruden kold aftensmad og lange aftener.

– Jeg kom fra en anden helt anden baggrund, så det var fuldstændig tilfældigt. Jeg så bare jobopslaget, sparkede døren ind, og så blev jeg siddende, indtil jeg til sidst fik en samtale. Og så blev jeg bare ved, indtil jeg fik jobbet, forklarer Rüsz.

Rasmus Rüsz gjorde sig hurtigt bemærket i branchen, og efter et par års arbejde blev han tilbudt at købe en del af forretningen. Dette tilbud kom på et tidspunkt, hvor den tidligere ejer havde besluttet at forlade ejendomsmæglerbranchen. Gert Stokkendal, Rüsz’s nuværende forretningspartner, overtog virksomheden og tilbød Rüsz en andel.

– Gert var hurtig til at sige: ‘Prøv at se, Rasmus, du skal være med’. Og så vidste jeg bare, at hvis jeg ville være noget ved musikken, så skulle jeg hakke til det, og det gjorde jeg, forklarer Rüsz. På dette tidspunkt blev han den yngste indehaver i Danbolig, med sine kun 27 år.

Ved at sætte sig i førersædet i Fredericia, og med støtte fra Gert i Vejle, formåede Rüsz at udvide og styrke Danboligs tilstedeværelse i regionen. Rüsz forklarer:

– Gert har altid haft kæmpe tillid til mig. Han ved udmærket godt, at jeg ikke træder ved siden af. Det var en anden tid, en tid med hårdt arbejde og engagement. Det tog mig ikke mere end fem minutter at tage beslutningen. Jeg var medejer med 49%, der sagde jeg til mig selv: ‘Rasmus, du skal have den ene procent mere. Du kan ikke leve med kun at have 49%’. Så det sagde jeg til Gert, han grinede og sagde: ‘Selvfølgelig skal du da have det.’ Og sådan skete det at, jeg blev den yngste indehaver i Danbolig, fortæller han med et grin.

Men selvom Rüsz’s lederstil har givet resultater, har vejen ikke altid været let. Han overtog sin andel i virksomheden i 2008, lige inden finanskrisen ramte provinsen hårdt.

– Jeg er glad for, at jeg var så ung, som jeg var på det tidspunkt, fordi jeg slet ikke kunne se tingene i et større perspektiv. Det var bare drive, fuld knald på og arbejde, arbejde, arbejde og arbejde.

Jeg tror faktisk, vi kom ganske godt igennem finanskrisen, uden at jeg fik ondt i maven. På det tidspunkt var jeg så dedikeret, at jeg måske ikke så tingene i det store perspektiv. Det var bare fuld smadder på. Måske kunne man kalde det naivt, men jeg så bare ikke, hvor slemt det måske var. Jeg tænkte bare, ‘det går rigtig godt her, så vi bliver bare ved’. Mit mentale fokus var helt og holdent på min drivkraft. Jeg skulle kraftedeme nok få skabt en succesfuld forretning ud af den, jeg havde overtaget. Forretningen, som jeg overtog dengang, var markant anderledes end den, vi har i dag – i dag er vi byens største mægler. Vi driver den største forretning. Det gjorde vi i hvert fald ikke på det tidspunkt. Så man kan sige, at det var min drivkraft, der bar mig igennem finanskrisen, siger Rüsz.

Rasmus’ hund Bosse er en fast bestanddel af kontoret. Foto: AVISEN

Nu, 15 år senere, står Danbolig Fredericia stærkt, og Rüsz er klar til at fejre virksomhedens jubilæum. Han tager et øjeblik til at reflektere over rejsen, før han sætter fokus på fremtiden. Han minder om, at ejendomsmarkedet altid er i bevægelse.

– Det er bare en anden tid, og hvis man skal være god i sit fag, skal man også lære at manøvrere og følge med tiden. Mit fokus ligger på at kunne sætte sig i mine kunders sted og forstå, hvad det er, folk har brug for. Empati, tillid og evnen til at forstå folks situationer er afgørende for at kunne hjælpe dem bedst muligt videre, siger han.

Fredericia, byen hvor Rasmus har opbygget sin karriere, har en særlig plads i hans hjerte. Han bemærker, at mund-til-mund anbefalinger er kernen i denne by. At være en succesrig ejendomsmægler handler ikke kun om at følge med tiden. Rasmus understreger, at det også handler om at skabe gode oplevelser for kunderne.

– Det er stadigvæk den gode oplevelse, der er det vigtigste. Man kan ikke blot annoncere sig stor og stærk, men det er mund-til-mund-anbefalinger, der virker. Hvis dine bekendte har haft succes med os, så er du tilbøjelig til også at vælge os. Vi vil gerne drive forretning med empati, og ikke bare tromle folk ned. Vi skal være dygtige til at forstå, hvad det er, kunden har brug for, forklarer han.

Rasmus har en stærk respekt for den tillid, som hans kunder viser ham, når de overlader nøglerne til deres hjem til ham.

– Når man får den nøgle, så skal man behandle den ordentligt, for det er en kæmpe tillidserklæring. At gå rundt i folks hjem, når de ikke er hjemme, det er en stor ting, og det kræver forståelse og respekt, siger han.

På spørgsmålet om hans fremtidsplaner er Rasmus hurtig til at svare:

– Jeg elsker det her. Det er min passion. Jeg har lagt enormt meget energi i det og har også ofret for det. Mine børn ved, de er elskede, men det har også krævet nogle ofre. Jeg er kommet hjem til mange kolde tallerkener, dengang de var små, siger han en kende rørt, efter en dyb vejrtrækning fortsætter han:

– Jeg tror, jeg altid vil være ejendomsmægler, indtil jeg ikke gider mere, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde vil nå dertil. Der er forskellige livssituationer. Det kan være dødsfald, efterladte, skilsmisser, familieforøgelser, jobskifte… Det er alle mulige livsbetingelser, hvor vi hjælper mennesker videre. Det er virkelig ikke mange, der bare flytter for at flytte, fortæller han.

Rasmus ser sin rolle som ejendomsmægler som meget mere end at formidle boliger. For ham er det en livsstil, og hver eneste dag er unik. Rasmus ser meget af ham selv i hans kollegaer, Thomas Byskov, som er daglig leder i forretningen og har været med Rasmus i 10 år.

– Vi har aldrig dage, der er ens. Det at kunne hjælpe folk videre i deres situation er virkelig fascinerende. Thomas er lige så passioneret om salg som jeg. Det gælder alle mine kollegaer. Det er en stor del af vores daglige glæde, at vi virkelig kan hjælpe folk videre, og det er essentielt, når man driver denne type forretning, siger han.

Rasmus lægger vægt på, at det ikke handler om ham som person, men om virksomheden som helhed.

– Jeg ønsker, at folk siger ‘det er Danbolig’, og at det er dem, der har haft succes med det. Havde det været anderledes, ville jeg have sat mig selv i forgrunden hele tiden. Men det er slet ikke det, der fylder for mig. Det handler om, at folk, der kommer herned, bliver mødt med det, de har behov for lige i den situation, uddyber Rasmus.

Han ser tilbage på de sidste 15 år med glæde og stolthed. Rasmus og Danbolig har spillet en stor rolle i udviklingen af havneområdet og projektsalget i Kanalbyen.

– Det har været en fantastisk tid. Især da vi flyttede hertil på Axeltorv, fordi vi kunne ryste det gamle af os og starte vores egen forretning. Det har været utrolig spændende at prøve kræfter med projektsalg. Når jeg kører en tur på min motorcykel om aftenen, eller kører ned forbi havnen, så kan jeg se, at det er min fortjeneste. Det er 100% min fortjeneste, at det er blevet til noget. Det er virkelig en fornøjelse at se de projekter, man har kæmpet for, blive til noget, det er vores tid nu, fortæller han stolt.

– Rüsz’s råd til andre i branchen er tydeligt: Empati, tillid og evnen til at forstå folks situationer er afgørende for at kunne hjælpe dem bedst muligt videre, siger han.

Han mener, at det handler om meget mere end blot at sælge boliger – det handler om at hjælpe folk videre i deres liv, i alle de forskellige situationer, der kan føre til en bolighandel.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her