Gennemsnitligt 42 pct. af de ledige i et givent kvartal kom i job i det efterfølgende kvartal i 2023. Det er den højeste andel i EU – for 13. år i træk. Desuden er Danmark også bedst til at få langtidsledige i job, ligesom den laveste andel af befolkningen i langtidsledighed findes i Danmark. Det vidner om et sundt og fleksibelt arbejdsmarked.

I gennemsnit var 42 pct. af de arbejdsløse ved indgangen til et givent kvartal i job ved indgangen til det efterfølgende kvartal. Til sammenligning lå gennemsnittet for de 27 EU-lande på 24 pct. 

Det vidner om et sundt og fleksibelt arbejdsmarked i Danmark relativt til resten af EU. Til trods for at økonomien er gået lidt ned i gear, er der stadig mange positive tendenser på arbejdsmarkedet, hvor fleksibiliteten lader til at være intakt. Det er positivt, da det implicerer en lav langtidsledighed og er til fordel for både lønmodtagere og arbejdsgivere. 

Det skal understreges, at der her er tale om det, som Eurostat og Danmarks Statistik kalder for eksperimentelle data, hvor metoderne til opgørelsen stadigvæk er under udvikling, og kilderne kan ændre sig. 

Eurostat har offentliggjort tal for 2023 på jobtransitioner for langtidsledige, der har været ledige i minimum to år. Derfor defineres langtidsledige her som arbejdsløse, der har været uden job i mindst to år. 

De positive takter for arbejdsmarkedet bør ses i lyset af flexicurity-modellen, der er forudsætningen for, at Danmark klarer sig godt på en lang række arbejdsmarkedsmål. 

En aktiv arbejdsmarkedspolitik og en generelt velfungerende flexicurity-model er afgørende for, at vi i fremtiden kan fastholde et af verdens absolut bedste arbejdsmarkeder. Det er afgørende at opretholde fleksible ansættelsesregler, da det gør det lettere for arbejdsgivere at tilpasse sig efterspørgslen. Derudover fremmer det jobskabelsen og åbner nye muligheder for lønmodtagere – selv under en potentiel afmatning.

Fleksibiliteten kræver imidlertid, at vi har et solidt sikkerhedsnet og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Sikkerhedsnettet i form af et godt dagpengesystem og generelt høj understøttelse skal sikre, at man kan opretholde en vis levestandard i tilfælde af ledighed. Den aktive arbejdsmarkedspolitik er afgørende for at få arbejdsløse tilbage i job. Der bør derfor føres en beskæftigelsespolitik, der hjælper ledige gennem aktivering, efteruddannelse og opkvalificering.