Det har vakt megen debat, at regeringen med sit flertal på Christiansborg har valgt at afskaffe Store Bededag som helligdag. Danske Folkepartis medlem af Fredericia Byråd, Susanne Eilersen, mener at det er decideret tåbeligt. Derfor vil hun nu forfølge samme retning som Københavns Borgerrepræsentation og fastholde helligdagen lokalt.

Der har været store demonstrationer, en stor underskriftindsamling og sure fagforeningsbosser i massevis. Dette til trods valgte regeringen at bruge sit flertal for, sammen med Radikale Venstre, at afskaffe helligdagen. Det har også vakt vrede på Christiansborg, hvor oppositionen på begge sider af regeringen stemte imod forslaget.

Siden har et snævert flertal i Københavns Borgerrepræsentation, på baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, valgt at beholde helligdagen lokalt. Det er en fremgangsmåde, der også kan blive tilfældet i Fredericia Kommune. Det er i hvert fald et ønske fra Dansk Folkepartis Susanne Eilersen, der er i fuld færd med at undersøge de juridiske muligheder.

Eilersen: Det er hul i hovedet

Når Susanne Eilersen og Dansk Folkeparti mener, at Store Bededag skal opretholdes i Fredericia Kommune, så skyldes det, at hun på ingen måder bakker op om afskaffelsen. Det har for store konsekvenser, forklarer hun.

– Beslutningen synes jeg er hul i hovedet, når man går ud og tager en helligdag fra folk. Særligt når vi kigger på en psykiatri der overhovedet ikke kan følge med, mange går ned med stress og så videre. Så nu skal vi arbejde mere, det er jo tåbeligt, siger Susanne Eilersen og fortsætter:

– Noget andet er, at de binder det op på at betale for forsvaret. Det holder jo overhovedet ikke. Vi har set i tallene for Fredericia Kommune, hvor det koster 3 millioner kroner alene at holde mere åbent. Så løber de 3 milliarder afskaffelsen af Store Bededag skulle give hurtigt tør.

Det er ikke kun koblingen mellem forsvar og afskaffelsen af en helligdag, eller den stigende mentale mistrivsel i samfundet, der gør Susanne Eilersen harm over, at man har valgt at afskaffe en helligdag. Det handler også om de store konsekvenser for blandt andet markeder og kulturinstitutioner, men også for familierne.

– Der er mange udfordringer med det her. Det er blandt andet de mange markeder, der er en del af den danske kultur. De kan ikke bare flyttes eller forkortes. De kommer til at lide her. Det samme gælder vores kulturinstitutioner, der også mister en stor besøgsdag. Det har bare omfattende konsekvenser, forklarer Susanne Eilersen og fortsætter:

– Og så er der alle familierne. Der bliver pludselig taget en fridag fra dem, som de kunne planlægge efter. Det kan være svært at have familie på tværs af landet. Indtil nu har man kunnet regne med denne helligdag. Men den tager de nu fra familierne.

Som en tyv om natten

Spørger man Susanne Eilersen er det ufint spil af regeringen, at de først efter et folketingsvalg præsenterede og kort efter også gennemførte tanken om at afskaffe en helligdag. Susanne Eilersen går så langt som at kalde det, at man ”leger demokrati”.

– Man kommer som en tyv om natten. Lige efter et valg kommer man med det her, uden at have sagt det i valgkampen. Befolkningen er på ingen måde blevet hørt. Borgerne har ikke haft mulighed for at tage stilling til, om det her er hvad de ønsker, siger Susanne Eilersen og fortsætter:

– Vi har et demokrati hvor man går op på Folketingets talerstol og står på mål for deres holdninger. Så har vi tre regeringspartier, der glimrer ved deres fravær. De gik slet ikke på talerstolen for at stå på mål for deres egne beslutninger. De lytter slet ikke til, at en halv million mennesker har skrevet under. Fagbevægelsen er imod og råber vagt ved gevær. Det er virkelig skuffende, at man skal lege demokrati bag lukkede døre.

Fredericia skal følge København

Susanne Eilersen er ikke i tvivl: Fredericia Kommune skal fortsat holde Store Bededag hellig. Præcis hvordan det kan lade sig gøre er ikke på plads, men sikkert er det, at Susanne Eilersen gør hvad hun kan.

– Jeg har ligesom i København bedt om at få en sag på dagsordenen om, at vi skal fastholde store bededag i Fredericia. Det kan ikke nås inden næste byrådsmøde, men jeg vil arbejde for at se hvordan vi kan gøre det. Vi bestemmer jo selv hvordan skoler og institutioner holder åbent. Det arbejder vi på i Dansk Folkeparti, forklarer Susanne Eilersen og fortsætter:

– Er der overhovedet noget at gøre, så kommer vi med et konkret forslag i april. Så må vi se om byrådet følger landsorganisationen eller om de følger deres hjerter. Det næste er, at vi jo også skal finde 3 millioner mere. Jeg ved, at vi ikke kan bryde lovgivning, men kan vi gøre noget, så gør vi det.

– Vi kommer til at gå så langt som vi kan. Vi vender sagerne med kollegaerne i København, for at undersøge det nærmere, ligesom vi også kommer til at vende det med jurister. Men vi vil gå ligeså langt, som det de har gjort i København, slår Susanne Eilersen fast.

– Så må vi se, om jeg har et modigt byråd i Fredericia, eller om det bliver stemt ned. Det skal i hvert fald prøves. Så har jeg gjort hvad jeg kunne. For jeg synes det er vigtigt, at holde fast i den her tradition. Også fordi vi har som sigte, at genindføre det efter næste folketingsvalg. Så jeg synes, vi skal holde traditionen ved lige. Jeg arbejder på det, og vender tilbage med et forslag der kan behandles i byrådet, lyder det afslutningsvist fra Susanne Eilersen.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer